Det handler om at have de rigtige forbindelser!
Har du nogensinde tænkt på, hvordan dit liv kunne have set ud, hvis du ikke havde mødt den ene eller den anden person? Livet er fyldt med øjeblikke, hvor man indser, at man lige har mødt den rigtige person på det helt rigtige tidspunkt.
Da jeg var færdig med skolen og gymnasiet, var det store spørgsmål, hvad jeg skulle blive. Hestene betød alt for mig, og jeg ville virkelig gerne finde noget, der gjorde, at jeg kunne være tæt på dem. Men jeg hørte altid, at man ikke kunne tjene penge på heste. Det var jo en sandhed med modifikation, for jeg vidste jo, at man kunne sælge foder eller leje staldpladser ud, men det krævede en startinvestering. Jeg var også rigtig god til at male, men jeg vidste, at det ikke var noget at satse på. At male en hest kunne måske give et par hundrede kroner.
Jeg gik på en ungdomsgård, hvor man kunne tage kurser, og jeg ville prøve det hele. Til sidst endte jeg på et læderkursus, og mens alle de andre lavede bælter og tasker til sig selv, kastede jeg mig over at lave en trense til min pony. Da jeg forlod skolen, tænkte jeg, at jeg kunne blive sadelmager.
Men hvordan skulle jeg dog bære mig ad, og hvor kunne jeg starte? Der var jo ikke mange sadelmagere. På det tidspunkt havde jeg min hest opstaldet hos en mand, der hed Ole, og af en eller anden grund kom vi til at tale om, at jeg rigtig gerne ville blive sadelmager. “Jamen,” sagde han, “jeg kender en, som måske kunne bruge en lærling.” Jeg kunne næsten ikke tro mine ører, men snart kørte vi sammen ind til hans ven.
Det var midt inde i København, og jeg tænkte, at det var et mærkeligt sted at være sadelmager – der var jo ikke mange heste sådan et sted. Han havde sin forretning i en kælderlejlighed, hvor han også boede. Han havde to vinduer ud mod gaden, hvor han havde hængt nogle trenser og andet arbejde, han havde lavet. Han hed Helmuth Rasmussen, men jeg skulle kalde ham Ras, som hans venner gjorde. Ellers var han kendt som Ponysadelmageren, da han syede mange seletøj til Welsh Mountain-ponyer og leverede blandt andet til en kendt herregård. Hans arbejde var fantastisk, og når han lavede de små seletøj, sørgede han for, at alt passede til størrelsen og brugte specialbeslag, så alt passede sammen. Det, han ikke kunne købe, lavede han selv. Han var fantastisk til sit håndværk. Når han havde fri, byggede han miniaturevogne, nøjagtige kopier af de rigtige. Han havde bygget en kopi af ølvognen fra Carlsberg og også en af de kongelige kareter. Derudover lavede han trenser til dem, der red til ringridning, med muslingeskaller på hele trensen og forstykket.
Jeg var fascineret og ville lære det hele. Til min glæde var han villig til at tage mig som elev, men jeg skulle være på prøve først, sagde han, for det var ikke alle, der var skabt til håndværket. Allerede efter anden dag syntes han, jeg skulle blive, for han kunne se, hvor interesseret jeg var, og jeg blev hurtigt meget dygtig til at sy.
Jeg blev sadelmager takket være Ole, og snart oplevede jeg igen, at skæbnen ville mig det godt.
En dag, mens jeg arbejdede hos Ras, fik han besøg af en gammel nabo, der hed Knud. Knud var venlig og snakkede meget. Han havde boet ved siden af Ras i flere år, og hans børn, Leon og Lone, havde ofte besøgt Ras og kigget på tingene i hans butik. Nu var Knud bare på besøg, for han var flyttet til Sverige og arbejdede på et sted, der hed High Chaparral, hvor han var bartender. Han fortalte om stedet, som var en westernby, og der var også mange heste. Knud syntes, jeg skulle komme derop og arbejde, for de havde brug for en sadelmager, sagde han, og viste mig nogle billeder.
Jeg er jo, som jeg er, og vil altid opleve nye ting, så vi aftalte, at jeg skulle tage derop og kigge, hvis ikke andet så bare for at se, hvad det var.
Jeg tog derop i efteråret sammen med en veninde, og jeg blev ikke skuffet. Der ville jeg virkelig gerne arbejde. Knud viste os rundt og havde endda arrangeret, at vi kunne få en ridetur, selvom det var uden for sæsonen.
Knud tog mig med ind på banken, hvor chefen sad, som var Kent Erlandsson (søn af Big Bengt Erlandsson), og Knud forklarede Kent, at jeg var sadelmager, og at de havde brug for sådan en på Chaparral. “Nå,” sagde Kent, “så må det vel blive sådan,” og vi aftalte, at jeg skulle komme til foråret og arbejde der.
Sådan kan det gå, når man har de rigtige forbindelser, og jeg har lært gennem livet, at det er noget af det vigtigste, man kan have!
