Vidunderlige oplevelser med Hamn
Det var ikke noget problem for mig at gå nogle kilometer, når jeg var i sommerhuset i ferien i Blekinge. Jeg fik først en cykel, da vi havde haft sommerhuset i nogle år, så jeg måtte gå. Det gjorde ikke noget; jeg havde dagen for mig selv og kedede mig aldrig. Skoven var min ven, og jeg var aldrig bange, ikke engang når det var mørkt. Der kom næsten aldrig nogen på vejen, og man kunne høre bilerne på lang afstand, så man kunne flytte sig til siden. En dag, mens jeg gik i mine egne tanker, fik jeg den der følelse af, at nogen kiggede på mig. I kender sikkert det der med, at man går og tror, der er nogen bagved, man vender sig om, og der er ingen.
Jeg fik ikke den følelse så tit, for som sagt følte jeg mig ret tryg. Men lige den dag vendte jeg mig om et par gange, fordi jeg syntes, der var noget, men jeg så ingenting. Tredje gang jeg vendte mig og kiggede, gik der en hund lige bag mig, og jeg fik et chok. Jeg skreg, ikke fordi jeg var bange for hunden, men bare fordi der faktisk var nogen der. Hunden fik også et chok, da jeg skreg, og løb væk fra mig og kiggede tilbage, bebrejdende og fornærmet. Jeg prøvede at kalde på den, men den havde fået nok af mig og luntede ind i skoven igen. Sandsynligvis en hund, der var ude på jagt med sin ejer.
Jeg gik jo ofte til Bertil i Slätten, efter jeg havde set hans heste og vidste, at jeg var velkommen. Bertil tog mig med overalt, når han skulle afsted med hesten. Jeg lærte alt om at køre i skoven, at høste høet og køre ud med gødning. Han kørte også nogle gange til nabogårdene, hvis han havde ærinde der. Han kørte oftere med hesten end med sin bil.
Efter jeg havde været hos Bertil i et stykke tid, og han havde set, at jeg kunne ride, fik jeg også lov til at ride Hamn. Hamn var vidunderlig at ride, og jeg nød hvert minut.
En dag spurgte mine forældre, om ikke Bertil ville komme til kaffe, og det sagde han ikke nej til og kom naturligvis kørende med Hamn, så han kunne tillade sig en lille dram, hvis det blev tilbudt. Han spændte Hamn fra, da han kom, og aftalen var, at jeg skulle passe Hamn, mens Bertil drak kaffe.
Nu skete det, at Vorherre ikke tog hensyn til, at Bertil skulle drikke kaffe, så det begyndte at regne, mens jeg stod der og passede Hamn. Hvad gør man så? Jeg har aldrig haft langt fra tanke til handling, så jeg førte Hamn ind i kælderen og bandt ham til et dørhåndtag. Jeg kunne heller ikke lide tanken om, at de voksne skulle drikke kaffe uden mig, så jeg gik op til dem i huset.
Bertil sprang op af stolen, da han så mig, og spurgte, hvad jeg havde gjort med Hamn. Jeg fortalte, at han stod tørt og godt i kælderen, så der var ingen fare 🙂 Bertil kunne ikke lade være med at le, da han så, at Hamn stod roligt og ventede på os, men han syntes ikke, vi skulle udfordre skæbnen, så han tog Hamn ud igen.
Da var det også holdt op med at regne, så vi ikke blev våde, da vi kørte hjem til Bertil igen.
Her spænder vi Hamn for igen efter kaffen og et kort ophold i kælderen. Cirka 1970.
