Vidunderlige December!
Jeg er en af dem, der elsker december. Jeg ved… mørkt, sjappet og koldt! Men der er så meget at glæde sig over: juletræerne, lyset i vinduerne, forventningerne og et nyt år, der snart banker på døren.
Mange af mine venner har fødselsdag i december, inklusive mig selv. Jeg elsker gaver, overraskelser og kager! Jeg har en særlig fødselsdag, som jeg husker, som var det i går, selvom det er meget længe siden.
Jeg var 14 år og snart 15. Jeg tilbragte næsten hver dag på et internat for dyr og hjalp til. Der var hjemløse katte og hunde, og jeg elskede at gå ture med hundene, vinde deres tillid eller sidde i “køkkenet” med en kat på skødet. Vi kogte kød til hundene og fisk til kattene. Lugten i køkkenet er næsten ubeskrivelig, men man vænnede sig til den. Og dyrene – de var helt fantastiske.
Manden, der drev internatet, Hr. Jönsson, havde også to ponyer: en shetlandspony ved navn Claus og en større pony ved navn Prins. Jeg plejede at tage mig af dem og ride nogle gange. Men et par uger tidligere var Prins gået bort af tarmslyng, og vi syntes alle sammen synd for Claus, som nu var alene. Hr. Jönsson havde nævnt, at han måske ville anskaffe en ny hest, men selv dengang var heste dyre, så det var ikke noget, vi tog for givet.
En uge før min fødselsdag ringede Hr. Jönsson – noget han ellers aldrig gjorde. Han bad mig komme derhen med det samme! Jeg havde en fornemmelse af, at det måske var en ny hest, så jeg lånte min brors knallert (selvom jeg egentlig ikke måtte køre knallert, før jeg fyldte 15). Jeg havde prøvet lidt i smug før, så jeg vidste, hvordan man kørte og kom derhen i en fart.
Og dér stod han: den lille pony! Hr. Jönsson sagde, at han skulle være “min”, så længe jeg fortsatte med at hjælpe til på internatet. Han havde fundet den perfekte måde at sikre sig, at jeg aldrig ville stoppe med at komme der.
Det var den bedste fødselsdag, jeg nogensinde havde haft. Og på min rigtige fødselsdag ugen efter købte jeg min første knallert med penge, jeg havde sparet fra min konfirmation og andre opsparinger. Nu havde jeg både min egen hest og min egen knallert, og jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville være ældre end 15.
Det ønske gik selvfølgelig ikke i opfyldelse. Det er nu over 50 år siden, og jeg er blevet ældre. Men i stedet for at sørge over det, er jeg taknemmelig for, at jeg har fået lov til at leve så længe og opleve så meget – især når jeg tænker på, at jeg har haft familie og venner, der ikke fik den samme mulighed.
Hr. Jönsson gik bort et par år efter denne begivenhed, og hans bror arvede alt, hvad han havde. Jeg bekymrede mig meget for min pony, men Hr. Jönssons bror syntes det var synd for mig og gav mig ponyen. Jeg græd af taknemmelighed – min bedste ven skulle blive hos mig.
Nu er det december igen, og snart min fødselsdag. Jeg spekulerer på, om jeg nogensinde vil opleve en fødselsdag så speciel som dengang. Det bliver spændende at se – overraskelser er altid velkomne!
