Fra min barndom og ungdom!
Husker I de skønne små præmieringsbegivenheder, vi plejede at have? Mine barndoms- og ungdomssomre gik med at træne heste til præmieringen, der fandt sted sidst på sommeren. Jeg boede i Danmark, men mine forældre havde købt en sommerhytte i Blekinge, hvor jeg tilbragte alle mine ferier. Jeg var altid hos bønderne, der havde heste, især hos en gammel mand, der havde en nordisk brugshest. De havde en forening, der ejede hingste, og han var en af dem, der tog sig af en af foreningens hingste. Jeg fik lov til at passe og ride hans heste, og det var en drøm, der gik i opfyldelse for en pige som mig. Det var en gensidig tjeneste, da det var en fordel for manden at have en pige, der kunne og ville sidde på alle heste, uanset om de var redet eller ej 🙂 Han lærte mig alt om præsentation af heste, og senere fik jeg også lov til at vise hingstene, hvilket var en enorm privilegium. Jeg tog opgaven meget alvorligt; der måtte ikke være en hov, der stod forkert, når jeg viste dem.
På et billede kan I se, at jeg kom i avisen, efter at have vist hingsten Kerrim så godt, at Gösta Bengtsson, der var en af dommerne, mente, at jeg fortjente en pris. Det var en bog, han havde skrevet, “Handbok i ridning,” og han skrev under på den til mig! Snak om at være stolt!!! Bogen blev håndteret, som om den var af guld, og jeg har den stadig 🙂 Flere ville gerne have deres heste vist, og jeg stillede op. Der var aldrig nogen snak om, at det var for meget arbejde. Jeg knoklede og trænede, og resultaterne var fantastiske. Jeg fik til opgave at vise en meget smuk sort hoppe, og jeg pudrede hende i flere timer og havde lært det lille trick, at man kunne tage sprit på en klud og tørre hesten af med det, så den blev skinnende blank. Ejeren kom og inspicerede hesten, inden den skulle vises, og fik et tilfreds smil bag skægget og mumlede, at fluerne glippede på hesten.
Ved præmieringen i Letesmåla var der nogle få shetlandsponyer, nogle islandske heste, få fjordheste, nordiske heste og ardennere. Så var der nogle få varmblodsheste, som man betragtede som utroligt stilfulde! Det var drømmen at få sådan en en dag. Manden, der havde varmblodsheste, var også kendt for at være lidt “finere.” Han havde en stor gård i Svängsta, og der var en meget fin stamtavle på hans heste. Da han så, at fluerne glippede på mine nordiske heste, kom han ind og spurgte mig, om jeg kunne flette heste? Om jeg kunne… jeg var jo nærmest verdensmester i det 🙂 Så fik jeg lov til at flette hans hoppe, og da han så, hvor pænt det blev, spurgte han, om jeg ikke også kunne tage mig af føllet. Jeg måtte skynde mig, så jeg kunne vise de heste, jeg skulle, men føllet blev flettet, og hoppen fik topkarakteren. Ejeren syntes, det var min fortjeneste, fordi de var så flotte. Så var man ved at revne af stolthed. Det var en stor ære at være værdsat og behøvet, og man behøvede ingen betaling for det 🙂
Det var højtidagen i Letesmåla, og om aftenen var der fest, og alle kunne fejre en vellykket dag. Det var sjovt og lidt mærkeligt faktisk; jeg var der år efter år, og aldrig var vejret dårligt på præmieringsdagen, vejrguderne var simpelthen med os hver gang 🙂
