Ponnyridning!

Mavelanding på et stendige

Da jeg var på sommerferie i Blekinge, skete der alle mulige ting. Jeg var ikke så gammel, da mine forældre købte sommerhuset, og jeg elskede at være der. Jeg underholdt mig selv det meste af tiden, men syntes selvfølgelig, at det var sjovt at have selskab. En dag kom en mand cyklende og spurgte, om hans datter kunne komme og lege med mig. Det var jo på landet, og hun følte sig nok ensom, når det var sommerferie, og der ikke var andre børn i nærheden. Jeg blev enormt glad for, at jeg kunne få en at lege med, og dagen efter kom han med Eva-lill. Hun var lidt yngre end mig, lille og spinkel med store øjne, og hun så lidt bange ud. Jeg var jo stor og stærk, så jeg syntes, det var sjovt for en gangs skyld at være den, der kunne få lov til at bestemme lidt og være “storesøster” for nogen. Eva-lill lærte mig at tale svensk, og jeg lærte hende en masse ballade.

Eva-lill elskede at tegne og lave perlebroderi, mens jeg syntes, det var sejt at lege vikinger, fange fisk og ride på arbejdshestene. Vi supplerede hinanden godt og udviklede et fantastisk venskab. Senere, da vi blev lidt ældre, købte vi 10-pak Rocky Mountain med mentolsmag og røg dem i smug, når vi gik ned for at bade. Vi gemte pakkerne i stendiget på vejen derhen og håbede, at det ikke ville regne for meget på tændstikkerne. Naturligvis ville jeg også lære Eva-lill at ride, for det var jo det bedste, der fandtes, syntes jeg. Hun turde sidde lidt på hestene, mens jeg holdt dem, men hun var mest af alt skrækslagen.

En dag kom der en gammel mand forbi og så os, og han foreslog, at der boede en i nærheden, som havde ponyer, og han mente, at de var en bedre størrelse til os end de store arbejdsheste. Jeg gik aldrig glip af en chance for at ride, så vi cyklede nogle kilometer til Bertil Månsson, som opdrættede Gotlandsrusser. Han var meget venlig, og vi fik lov til at prøve at ride den ældre hoppe, Julita, som var mor til de andre. Hun var tilredet og meget venlig. Vi fortsatte med at komme der ofte, selvom det var en ret lang cykeltur. Jeg tænker ofte på, hvor utrolig god form vi må have været i, når vi cyklede, svømmede og gik så meget dengang. Bertil Månssons gård lå for enden af en utrolig lang nedkørsel, hvilket var dejligt på vejen derhen, men vi skulle op ad den lange bakke på vejen hjem, når vi var trætte efter ridningen.

Efter et stykke tid så Bertil, at jeg kunne ride godt og havde en god hånd med hestene, så han lod mig tilride unghestene. Han var også glad for, at det blev gjort, for så var de nemmere at sælge. Jeg tilred også hans hingst, Julius, og havde meget sjov med ham. Eva-lill kom med og så på; hun red sjældent, men havde ikke noget imod at tage med. Der var ikke så mange steder, man kunne ride, så vi måtte gøre det i folden. Den skrånede, så der var en bakke ned, når man red ud, og en bakke op, når man red tilbage. Jeg havde lært Julius, at vi kunne skridte og trave lidt ned ad bakken, og så kunne vi galopere op ad bakken på vejen tilbage. Julius syntes, det var sjovt og kunne lide at sætte farten op, når vi galoperede opad.

En dag, da Eva-lill var med, så hun på det og syntes, det så rigtig sjovt ud, så det ville hun også prøve! Jeg var klar over, at hendes ridefærdigheder ikke var så store, så jeg blev først glad, da hun sagde det. Endelig var der noget, der kunne fange hendes interesse for hestene! Men så prøvede jeg at tale hende fra det, for jeg indså, at det måske ikke var det bedste. Men hun holdt fast og ville virkelig prøve! Hun skridtede ned, og jeg gav hende gode råd om, hvad hun skulle gøre, og hun vendte om, da hun kom ned i bunden af bakken. Julius gjorde, som han plejede, og satte i fuld galop op ad bakken. Det så rigtig godt ud, lige indtil de nåede enden af folden, hvor der var et stendige. Julius drejede til venstre, og Eva-lill fortsatte ligeud og landede på maven over stendiget.

Jeg var skrækslagen—jeg var sikker på, at hun havde slået sig halvt ihjel—men hun rejste sig uden en skramme. Jeg var bange for, at der skulle være sket hende noget, og også bekymret for, at hvis nogen fandt ud af det, ville jeg måske ikke få lov til at ride der igen. Jeg var faktisk stolt af hende for, at hun tog det så godt, og hun syntes, det havde været spændende lige indtil den fatale afslutning. Hun red aldrig på Julius igen. Jeg fik derimod senere lov til at låne Julius med hjem i et stykke tid, men det er en anden historie!