Molle og Bertil
Jeg sidder her og tĂŠnker over, hvad jeg skal finde pĂ„ at fortĂŠlle i det nĂŠste blogindlĂŠg. Jeg har rigtig mange historier, men desvĂŠrre lige sĂ„ mange triste som sjove. SĂ„dan er livet â halvt godt og halvt skidt. Har man haft sĂ„ mange heste gennem livet som jeg har, sĂ„ er det uundgĂ„eligt, at der ogsĂ„ er flere triste historier imellem. Dem har jeg ikke rigtig lyst til at skrive om, men jeg tager mig selv i at fĂ„ flashbacks, nĂ„r jeg sidder og tĂŠnker tilbage. Billeder i mit indre, som jeg gerne ville slette og glemme. Derfor vĂŠlger jeg at skrive om de sjove ting i stedet â og hvis man fokuserer pĂ„ dem, sĂ„ ryger de grimme billeder i det mindste i baggrunden.
I dag vĂŠlger jeg at fortĂŠlle en historie om Bertil og Molle â en historie, der godt kunne vĂŠre endt trist, men heldigvis fik en sjov afslutning.
Dengang boede jeg i Björkefall, i et hus jeg lejede langt ude i skoven. Jeg hentede vand i en brĂžnd, og der var ikke noget aflĂžb, sĂ„ nĂ„r jeg vaskede mig, mĂ„tte jeg gĂ„ ud og hĂŠlde det beskidte vand vĂŠk. Det gik nogenlunde om sommeren, men om vinteren var det ikke sĂŠrlig sjovt. Jeg havde ogsĂ„ et das ude. Der skulle hives meget vand op fra brĂžnden, for jeg havde tre heste og en hund. NĂŠrmeste beboede nabogĂ„rd var Bertils â fem kilometer vĂŠk. I den anden retning var der “kun” et par kilometer til levende mennesker, og ni kilometer til byen.
Mine venner spurgte tit, om jeg ikke var bange for at bo alene, men det rĂžrte mig ikke â jeg havde det godt. Det var bare lidt svĂŠrt for mine kunder at finde hen til mig đ
Bertil var altid hjĂŠlpsom og ordnede mange ting for mig. NĂ„r han skulle afsted, og det var inden for rimelig afstand, kĂžrte han altid med sin hest. Han foretrak at kĂžre med hesten frem for bilen.
En dag kom Bertil med foder til mine heste, og det var Molle, der trak vognen. Molle var en stor, sort nordsvensk hest â meget venlig og arbejdsvillig. Bertil brugte ham tit i skoven, og Molle adlĂžd det mindste vink.
Jeg var selvfÞlgelig glad for hjÊlpen og spurgte, om ikke Bertil ville have en kop kaffe. Det var sjÊldent, Bertil sagde nej til kaffe, sÄ han takkede glad ja. Han spÊndte Molle fra vognen, hang tÞmmerne op over vogndÊkkenet og lod Molle gÄ og grÊsse. Jeg var lidt bekymret og spurgte, om han ikke skulle lukke ham ind i folden eller stalden.
â NĂŠĂŠ, sagde Bertil, Molle gĂ„r aldrig nogen steder!
Men da vi kom ud efter kaffen, var der tomt. Ingen Molle! Vi ledte lidt, men han var vÊk. SÄ sÄ vi hovsporene pÄ grusvejen og konstaterede, at Molle nok havde syntes, det var tid til at tage hjem.
Vi hoppede ind i min lille bil â en Fiat 124 â og kĂžrte i retning mod Bertils gĂ„rd. Vi nĂ„ede at indhente Molle cirka halvvejs hjem, hvilket jo var et godt stykke. Bertil sprang ud og fik fat i ham. Nu var han jo nĂždt til at gĂ„ hele vejen tilbage med Molle, fordi vognen stod hjemme hos mig.
Jeg syntes det var synd for ham at skulle gĂ„ den lange vej, sĂ„ jeg foreslog, at han kunne sĂŠtte sig i bilen og rulle vinduet ned â sĂ„ kunne han “kĂžre” Molle foran bilen og pĂ„ den mĂ„de slippe for at gĂ„. Som sagt, sĂ„ gjort â og Bertil og jeg grinede hele vejen tilbage, bĂ„de over at han havde stolet sĂ„ meget pĂ„ Molle, og over den lidt skĂžre situation han nu befandt sig i â siddende i bilen og âkĂžrendeâ en hest.
Vi kom godt hjem med bĂ„de hest og bil, og Bertil kunne spĂŠnde for og trave hjem. Molle fik sig en god omgang motion â men det var jo lidt selvvalgt đ
