Min sværeste og værste hest!
For omkring 40 år siden boede jeg i Mörrum. Jeg nød virkelig at bo der og havde mange dejlige venner. Blandt dem var Ann og Lasse, et par, som jeg havde købt en collie fra. De var også interesserede i heste.
Ann havde besluttet sig for, at hun ville købe en hobbyhest – en, hun kunne ride lidt på og måske få et føl efter. Hun havde fundet en annonce fra Erik Nilsén, en kendt militaryrytter og avler, som ville reducere sin avlsbesætning. Han havde mange heste, så der var masser af muligheder at kigge på. Ann spurgte, om jeg ville med, og selvfølgelig sagde jeg ja – jeg siger aldrig nej til at møde ligesindede hesteentusiaster og se på smukke heste.
Jeg var også selv på udkig efter en ny hest. Jeg var blevet træt af hele tiden at købe ungheste, uddanne dem og derefter sælge dem videre. Det gjorde, at jeg aldrig rigtig kom videre i min egen ridning eller på konkurrencebanen. Nu ville jeg have en lidt ældre hest, en der allerede var grundtrænet, så jeg kunne arbejde videre med den.
Besøget hos Nilsén
Vi tog afsted for at se, hvad Nilsén havde at tilbyde, og der var virkelig et stort udvalg! En flok på 35–40 heste gik på marken. Det var tidligt forår, så de var alle langhårede og pjuskede, men man kunne stadig se, at det var fine heste under den lodne pels.
Ann fortalte, hvad hun søgte, og Nilsén anbefalede en rød hoppe, der blev kaldt Den Glade Enke. Hun havde været uridelig indtil hun var syv år, men de havde til sidst fået styr på hende. Nu var hun verdens sødeste hest og havde endda gået på rideskole. Hun virkede rolig og pålidelig, og Ann faldt straks for hende. Der var ingen tvivl – det skulle være Enken.
Da vi havde set på alle hestene, spurgte Ann:
“Har du ikke fundet en?”
Jeg havde jo besluttet mig for at købe en uddannet hest, men alligevel var der én, der fangede mit øje – en skimlet, der bevægede sig helt fantastisk. Jeg prøvede at være fornuftig, men kunne ikke lade være med at spørge om prisen. Det viste sig, at han var en fireårig vallak – og endda Enkens søn! Ann syntes, det var helt oplagt, at jeg skulle købe ham – det ville jo være så sjovt.
Prisen var også meget lav, så beslutningen blev hurtigt taget. Jeg tænkte, at hvis han ikke blev, som jeg ønskede, kunne jeg altid sælge ham videre.
Markant flytter ind
Hestene hos Nilsén var vant til at være meget ude og stod på spiltov om natten, så han var vant til at være bundet. Jeg tænkte, at det var en stor fordel. Til gengæld var unghestene ikke særlig håndterede, så jeg måtte starte helt fra bunden.
Jeg kaldte ham Markant, opkaldt efter en tidligere hest, jeg havde været meget glad for. Måske ville det hjælpe, at han fik et navn, jeg holdt af? Jeg tog det meget roligt med ham, og i starten gik alt faktisk over forventning. Han accepterede både sadel og trense, og efter nogen tid kunne jeg sidde op. Han var en meget opmærksom hest, så jeg tog mig god tid.
Men en dag, da jeg skulle ride ham på ridebanen, kom den første rigtige protest. Jeg satte foden i stigbøjlen, kom lige op i sadlen – og pludselig eksploderede han i en serie af bukkespring. Jeg havde ikke en chance for at blive siddende.
Jeg slog mig ret meget, men jeg vidste, at jeg var nødt til at komme op igen. Jeg kravlede op, og denne gang gik det fint at skridte.
De følgende dage var han rolig, men snart kom næste udbrud. Dengang var jeg meget modig og gav ikke op så let, men efter at han havde kastet mig af fuldstændig umotiveret flere gange, begyndte jeg at indse, at det ikke var værd at risikere livet for en så upålidelig hest.
Hjælp fra en ven
Jeg talte med Ann og Lasse om situationen. Vi havde jo i baghovedet, at Enken havde været uridelig indtil syvårsalderen, så måske havde Markant arvet lidt for meget af hendes temperament.
Lasse, der var vokset op i en konkurrencefamilie, tilbød at prøve at se, om han kunne løse problemet. Jeg var i tvivl – skulle jeg virkelig risikere mine venners sikkerhed? Men Lasse insisterede, så vi gav det et forsøg.
Mörrums ridebane lå ikke langt fra mit hjem, så jeg førte Markant derned og havde ham i en longe. Jeg tilbød at holde ham i longen, mens Lasse red, men han mente, det var bedre at ride frit, så han selv kunne styre hesten.
Det tog ikke lang tid, før Markant begyndte på sine akrobatiske øvelser – men Lasse blev siddende. Vi var meget imponerede, og jeg følte et strejf af håb, da Markant satte farten ned, overbevist om at det var gået godt.
I det øjeblik vendte Markant pludselig rundt og bragede direkte gennem et solidt træhegn. Lasse fløj af – han havde absolut ikke forventet, at hesten ville løbe gennem hegnet.
Hesten løb hjem, og vi gik efter. Lasse tilbød at prøve igen, men jeg sagde nej. Jeg ville ikke risikere, at der skete en ulykke – hverken med mig selv eller mine venner.
Jeg indså, at jeg virkelig havde brug for en ældre, uddannet hest.
Da historien er lang, fortsætter den i næste uge!
(Et lidt dårligt billede af Markant – man tog ikke så mange billeder dengang!)
