Livet i en nøddeskal!
Da jeg var barn og red på arbejdshestene, sad jeg bare og nød at være på hesten. Løse tøjler, og hesten kunne græsse lidt, hvis den ville. Jeg red mest uden saddel og lænede mig lidt tilbage og slappede af, når vi travede. Jeg fulgte hesten og var løs og afslappet i kroppen.
Da jeg blev lidt ældre og syntes, det var sjovt at konkurrere, lærte jeg, at jeg skulle have hælene ned, tæerne ind, blikket op og albuerne tæt på hoften. Jeg lærte også, at jeg skulle lave halve parader, og at hesten skulle gå til biddet. Jeg fik at vide, at jeg skulle klemme med knæene, så jeg kunne holde mig fast, hvis jeg red uden saddel.
Med alle disse “skal”, blev det sværere at ride. Jeg lyttede, fordi jeg gerne ville blive bedre. Min krop var aldrig rigtig bygget til ridning; jeg er høj, kalveknæet og ikke specielt smidig, men jeg ville lære det.
Alle havde forskellige tricks og metoder til at blive dygtig, og jeg arbejdede mig konstant fremad, og jeg kom et stykke af vejen. Jeg øvede så længe, at det blev en vane… at bruge min lænd, klemme med knæene, lave halve parader!
Så fik jeg en ny træner, som sagde, at jeg skulle slappe af i knæene. Og jeg lover dig, det tog lige så lang tid at vænne mig af med at klemme, som det havde taget at lære det.
Senere lærte jeg, at det slet ikke var nødvendigt, at tæerne skulle pege indad, men at man sagtens kunne sidde naturligt med dem lidt udad. Da jeg konkurrerede dengang, og det var et krav at bruge sporer, syntes jeg, det var underligt, for jeg havde altid lært, at tæerne skulle pege indad, så man ikke stak hesten med sporerne.
Jeg skulle også lære at ride med kandar, for det måtte man ikke undvære i de højere klasser. Jeg blev aldrig rigtig fortrolig med det og stoppede med at konkurrere. I stedet købte jeg en unghest, for så var der lang tid, til jeg skulle bruge sporer og kandar!
Jeg gik baglæns i min “udvikling”. Jeg blev aldrig nogen dressurstjerne, for jeg begyndte at ride andre discipliner og kørte også noget i stedet.
Nu er jeg tilbage… rider med grime, uden saddel, tager det roligt og læner mig lidt tilbage, når vi traver og følger bare med.
Tænk, at det skulle tage et helt liv at opdage, at det, jeg gjorde fra begyndelsen, var det bedste, det sjoveste og det nemmeste—og at man endda får en bedre kontakt med hesten på den måde.
Selvfølgelig havde jeg ikke oplevet jagterne, konkurrencerne, være cowgirl i Australien, ridderturneringerne, springningen, hvis jeg kun havde redet med grime og i gummisko, men det er sjovt at tænke på.
Cirklen er sluttet 🙂
