Jeg Fik en Hest!
Det er ikke så usædvanligt at få en hest, men ordsproget siger jo, at man ikke skal se en given hest i munden. Det betyder, at man ofte får gamle eller skadede heste, som ingen andre vil have, og som mest koster penge. Men det er meget sjældent at få en sund, ung hest med stamtavle. Her er historien om, hvordan jeg fik en fantastisk arabisk hest – helt gratis!
Jeg var sadelmager i Mörrum og havde travlt med at sy og reparere for at kunne betale husleje og få mad på bordet. Det var ikke kun til mig selv, men også til heste, hund og kat. Derfor satte jeg altid pris på, når nogen anbefalede nye kunder til mig.
En af mine venner, Ove, havde jeg mødt på kurser, jeg holdt for AOF, hvor jeg underviste i læderarbejde. Han lejede også en boks hos mig til sine travheste. En dag foreslog han, at jeg skulle kontakte en mand ved navn Tom, som ejede araberheste. Ove troede, at Tom sikkert kunne have nogle opgaver til mig.
Jeg ringede til Tom, og det viste sig, at han var meget travlt optaget, men han havde faktisk en del arbejde til mig. Han spurgte, om jeg kunne hente de ting, der skulle repareres, fordi han ikke havde tid til at bringe dem selv. Det havde jeg ikke noget imod, så jeg hentede dækkener og grimer hos Tom. Senere begyndte jeg også at lave specialgrimer til araberne, fordi de almindelige grimer ikke passede. Araberheste har mindre muler, og især føllene kunne ikke passe de almindelige følgrimer, da de var alt for store. Senere fik jeg lov til at lave showtrenser, hvilket jeg syntes var fantastisk sjovt – at lave så fine ting i stedet for at lappe gamle seletøj som havde ballebånd og ståltråd til at holde sammen på dem!
Ove, som havde en god portion humor, syntes det var fint, at jeg fik så meget arbejde. Men han sagde også, at når jeg nu lavede så godt arbejde, kunne jeg jo sige til Tom, at jeg skulle have en hest “imellem” som en del af byttehandlerne.
Vi grinede ad idéen, for Toms heste var meget fine og dyre.
En dag skulle jeg aflevere en bunke dækkener tilbage til Tom. Jeg var lidt sent på den, og vi mødtes på vejen, da han var på vej et sted hen. Vi stoppede på hver sin side af vejen, og jeg steg ud for at tale med ham. Jeg husker, det regnede ret meget. Tom instruerede mig i, hvor jeg skulle lægge dækkenerne, og sagde, at det var godt, jeg var så hurtig til at reparere. Efter vi havde talt om dækkenerne, sagde jeg, lidt for sjov:
“Ja, Ove synes, jeg burde få en hest imellem nu, når jeg er så dygtig!”
Jeg lo, men Tom så alvorligt på mig.
“Nå, siger han det? Så må vi vel finde en hest til dig. Men jeg skal videre nu,” sagde han og kørte af sted.
Jeg stod tilbage i regnen med kæben helt nede ved knæene. Havde jeg hørt rigtigt, eller lavede han bare sjov?
Næste gang vi talte, var jeg nødt til at spørge.
“Mente du virkelig det?”
“Selvfølgelig,” sagde han. “Kom forbi på lørdag, så ser vi, hvad vi kan finde!”
Jeg var stadig skeptisk, men jeg tog derhen. Jeg tænkte, det nok ville være et føl med en fejl eller en halt hest.
Da jeg ankom, pegede Tom på en unghingst, der så lidt mærkelig ud – som om den var vokset for hurtigt. Men før jeg kunne sige noget, rystede han på hovedet og pegede på en anden hest.
“Nej, det er den her!”
Der stod en utrolig smuk hest.
“Det er Argentinas føl,” sagde han.
Jeg vidste ikke meget om araberheste, men jeg vidste, at Argentina var en hoppe, han havde købt i Polen nogle år før for et sekscifret beløb.
Og sådan blev jeg ejer af en arabisk hest. Jeg kaldte ham Mandoza, da Argentinas hovedstad hedder Mendoza.
På billedet kan du se Mandoza med en af de grimer, jeg lavede dengang.
