Hamn
Min længsel efter heste var enorm, da jeg var barn, og jeg udforskede alle kroge, hvor der kunne være en hest, når jeg var i sommerhuset i Blekinge. Vores sommerhus lå 3 km fra den asfalterede vej, og når man kørte på den offentlige grusvej, skulle man dreje ind på endnu en mindre grusvej og køre ca. 300 meter for at komme til sommerhuset. Så når jeg gik på en af mine opdagelsesture, kunne jeg enten gå til venstre eller til højre, når jeg nåede postkassen ved den “større grusvej”.
Gik jeg til venstre, kom man efter et par kilometer til et savværk, der var totalt faldefærdigt. Man skulle ikke tro, at nogen brugte det, men det gjorde ejeren faktisk, som hed Henry. Henry virkede skummel for mig, selvom han altid hilste venligt, når man gik forbi. I dag kan jeg tænke, at han sikkert var genert. Han kiggede altid ned i jorden, og han havde en tand i underkæben, der var det eneste, man så, når han talte. Henry havde også en hest, men jeg turde ikke tale med ham, og hesten stod altid et langt stykke fra vejen, så det blev aldrig til noget nærmere bekendtskab med den. Den så dog altid velplejet og fin ud. Efter savværket kom man til Henrys hus, hvor han boede med sin søster. Det var også forsømt, men ikke lige så slemt som savværket. Man kunne se, at det engang havde været et fint sted, og der havde faktisk været en landhandel der en gang. Folk fortalte, at hele landhandelen var intakt, da det senere blev solgt mange år senere, efter de to var gået bort, med alle dåser og glas, handelsdisk og alt.
Derefter kom man til en kæmpe bakke ned i en dal og derefter en enorm opadbakke, og det hed Slätten. Jeg syntes overhovedet ikke, det var “fladt” der, lidt mærkeligt med navnet. Når man så var kommet op ad den lange bakke, lå der et lille hus med en meget fin have, velplejet og i orden. Længere oppe på en bakke lå stalden, der hørte til.
Jeg havde gået forbi der flere gange, men der havde aldrig været nogen på gården, når jeg gik der, men en dag havde jeg held! En lille ældre mand, der næsten var et hoved mindre end mig, selvom jeg ikke var så gammel, livlig og glad med glitrende øjne og kasket. Han hilste på mig, og jeg sagde, hvem jeg var, og han havde allerede hørt om mig, at jeg havde været hos Sven og Signe og var glad for heste. Jeg pegede på stalden og spurgte lidt genert, om han havde en hest derinde, for jeg havde hørt en vrinsken en gang, jeg gik forbi. Det havde han og sagde, “Kom, skal du se!”
Det, der ventede mig i stalden, var noget, jeg aldrig kunne have drømt om. Det var som et eventyr! I spiltovet stod der en stor kulsort nordsvensk hingst med bølget man næsten helt ned til knæene. Jeg havde aldrig set noget så smukt, det var Hamn. Pandehåret var så stort, at man næsten ikke kunne se hans hoved, men man kunne ane livlige og nysgerrige øjne under det.
Denne hingst viste sig senere at være ikke kun smuk, men også fantastisk rar både at køre og ride, og du kan nok forstå, at det ikke var sidste gang, jeg besøgte Bertil. Det blev også et livslangt venskab med hestene i fokus.
På billedet er det Bertil Hansson med Hamn i 1970.
