Karlshamns Festival med Hestene!
Jeg har kørt rigtig meget med mine heste til forskellige arrangementer. Specielt min hingst Mackay var vant til lidt af hvert. Mens jeg boede i Mörrum, var der ikke råd til bil de første år, så jeg kørte og red meget til de steder, jeg skulle. Selv dengang i 80’erne var det ikke så normalt med hestekøretøjer, så jeg fik forskellige opgaver, som til polterabend, studenterfester og bryllupper.
En dag blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at deltage i Karlshamns Festival. På det tidspunkt havde jeg også Mackays søn, Magill, så jeg kørte dem som et par. Vognen havde jeg selv restaureret, og selerne var nogle, jeg havde købt på auktion på Huseby herregård, så der var lidt historie knyttet til dem.
At køre til sådan en begivenhed krævede meget forberedelse, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at køre med hestene i landsbyen og vænne dem til omgivelserne. Det var jo ikke kun trafikken, men ved festivalen var der også orkestre, tilskuere og meget mere. Vi havde forberedt os godt, og jeg havde hjælpere, der skulle gå ved siden af hestene, så jeg var sikker på, at vi kunne klare det.
Det, vi mødte, var dog langt mere kompliceret, end jeg havde forestillet mig.
Vi startede fra Karlshamns rideskole, hvor vi blev eskorteret af det ridende politi. Det føltes trygt og godt at have dem både foran og bagved vognen. Da vi nåede til udkanten af Karlshamn, blev vi mødt af orkestre, dansere, sømænd og alle dem, der skulle deltage i optoget gennem gaderne. Det værste var, at det tog så lang tid, før hele paraden kom i gang, fordi der var så mange deltagere foran os. Der var også nogle, der skulle køre med os, men de var bestemt ikke vant til heste; de råbte og larmede bagi, så der var uro både foran og bagved.
Da vi endelig begyndte at gå, gik det meget i ryk. Vi gik nogle få skridt og måtte så vente, og det var ikke nemt for hestene at gå på brostenene og op ad bakker, så vi måtte gøre alt for at holde dem rolige. Mændene, der førte hestene, gjorde et fantastisk stykke arbejde. På et tidspunkt blev det for meget for Mackay, og han stejlede, men politiet hjalp ved at ride foran ham, så han fik noget andet at fokusere på.
Det værste var, at folk langs gaderne syntes, at deres børn skulle komme tættere på for at få en bedre udsigt, så de skubbede dem frem foran sig. Mere end én gang var de faretruende tæt på at komme under hestene. Det var meget trangt, og der var mere end 300.000 mennesker i byen.
Vi og hestene overlevede, men jeg svor, at det var sidste gang, jeg deltog i en festival med hestene. Jeg kan ikke beskrive, hvor lettet jeg var, da vi endelig var hjemme i stalden igen.
Jeg kan ikke huske det præcise år, men jeg tror, det var i 1985.
