Jeg så dette i en artikel i Ridsport:
Enghøet undersøgt nærmere
Foder til heste indeholder generelt få sorter, og i de mest almindelige frøblandinger til heste findes mellem to og fem slags græsser eller bælgplanter. I Värmland har man undersøgt planter og næringsværdi i enghø, høstet på seksten forskellige enge. Prøveruter i undersøgelsens enge havde op til 33 arter af karplanter. Analyser viser, at disse planter havde et højt indhold af organiske mineraler, hvilket kan lette optagelsen. Dette tyder på, at heste ville have gavn af hø med mange forskellige arter i. Enghø kan også være et godt supplement for at få større variation i foderet. Kilde: Hestehø fra slåtteenge, en undervurderet ressource. Länsstyrelsen Värmland 2022.
Jeg læser det og ryster på hovedet, logik for burhøns, tænker jeg, men er det det? De senere år har folk fået indprentet, at landbruget skal være sådan. Man skal producere, sprøjte, pløje, så og sprøjte igen. Derefter vender man græsset et par gange, når det er slået, og så presses det ind i store baller. Det bliver kvantitet, ikke kvalitet. Så skal man analysere høet, så man ved, hvad der er i det, for hesten må ikke få for meget af det ene og for lidt af det andet. Det er blevet så normalt, at man glemmer at se på hesten. Så kan man jo altid kompensere med lidt syntetiske mineraler, som hesten ikke kan optage i kroppen. Da vi selv lavede vores hø, nægtede vi at købe kunstgødning og sprøjte. Vi pløjede ikke op og såede, men tog det græs, der voksede naturligt. Vores heste havde fri adgang til høet, og vi havde aldrig kolik eller forfangenhed hos dem. Har hestene fri adgang, sorterer de selv det fra, som ikke kan spises. Ja, der bliver lidt spild, men tænk på, hvor mange penge man sparer ved ikke at købe kunstgødning og sædekorn. Skal man lave ordentligt hø, skal det være enghø, og det skal stakkes. Hvis det skal presses, skal det være løspresset, så får man fantastisk “medicin” til hestene. Jeg husker det hø, som hestene fik før i tiden; det lugtede som sommer, når man hentede det på loftet. At stakke og gøre det arbejde er hårdt. Det er varmt, og der er fluer og bremser, men belønningen kom, når man fik lov at køre hjem med en læs hø og derefter få saft og kage. I dag får man en høballe, som man ikke kan flytte uden maskiner, og er der noget galt med en balle, er der mange kilo hø, der skal smides væk. Når man ikke selv laver høet, må man stole på andre. Jeg har købt hø her i Ungarn og har set mange forskellige slags hø, men her taler man netop om, at heste har brug for enghø. Derfor er der mange, der har det, og hestene elsker det. Jeg er så glad for, at det er muligt at købe usprøjtet hø. Der er så meget mere at sige om hø, og jeg tænker tilbage på de bønder, der lærte mig, hvordan man skulle lave rigtigt hø. Jeg lærte at slå, rive, stakke, køre ind og hvordan man opbevarede det. Jeg tror, det har sparet mig for nogle dyrlægebesøg gennem årene, selvom jeg aldrig nogensinde har fået mit hø analyseret. Her er billedbevis på, at jeg har lært det fra bunden, hvor jeg kører Hamn foran en slåmaskine. Ikke så let, kan jeg sige; det var nemmere at rive 🙂
