Universet Griber Ind
Kald det skæbnen, men jeg så en annonce for en 15-årig vallak, der gik St. Georg. Sælgeren lagde stor vægt på, at han skulle få et godt hjem, og jeg følte, at jeg kunne tilbyde netop det. Jeg vidste, at prisen sandsynligvis ville være over mit budget, men jeg ringede alligevel. Man ved jo aldrig – har altid været mit motto, og det har hjulpet mig i mange forskellige situationer.
Ejeren, Camilla, var meget venlig og opfordrede mig til at komme og prøve ride. Hun var endda villig til at lave en afbetalingsordning, hvis vi passede sammen. Jeg fortalte hende hele historien om Markant, og hvordan jeg var nødt til at sælge ham for at få nogle af mine penge tilbage. Men jeg ville ikke sælge ham til hvem som helst – jeg ville frigøre mig fra alt ansvar for ham.
Jeg rejste til Katrineholm for at prøve Bekila, som hesten hed, og jeg var helt vild med ham. Han var en fantastisk hest. Camilla kunne godt lide min ridning, da jeg var meget blid, og da Bekila var en fuldblod, havde han brug for det. Hun fortalte, at flere havde prøveredet ham, men de fleste var for hårde i deres ridning. Jeg var overlykkelig! Hun var villig til at sælge ham til mig – men hvordan skulle jeg have råd til det?
Camilla begyndte at spørge ind til Markant, og jeg holdt intet tilbage. Men da jeg beskrev hans bevægelser og skønhed, blev hun interesseret. Hun foreslog, at hun kunne tage ham i træning, og baseret på min beskrivelse var hun sikker på, at når han var klar til salg, ville prisen dække købesummen for Bekila.
Jeg var ovenud lykkelig. Jeg havde næsten været parat til at forære Markant væk, og nu havde jeg fået et tilbud, der føltes næsten for godt til at være sandt. Jeg sagde til Camilla, at hun skulle være forsigtig og ikke være ked af det, hvis det ikke gik – så måtte vi finde en anden løsning. Men hun var helt overbevist om, at det nok skulle gå fint.
Camillas Udfordringer med Markant
Camilla tog Markant hjem, og jeg bad hende om at holde mig opdateret – mest for at sikre mig, at hun stadig var i live! Det lovede hun at gøre. Den første uge gik godt, men ugen efter ringede hun og fortalte, at han havde forsøgt at smide hende af. Hun havde dog formået at blive siddende, og efter det måtte han arbejde hårdt i deres grusgrav. Hun var sikker på, at han nu var på rette spor.
Jeg blev selvfølgelig glad, men advarede hende alligevel – hun måtte aldrig tage noget for givet og skulle være forsigtig.
Endnu en uge senere ringede hun igen. Denne gang lød hun mere rystet:
“Nu ved jeg, hvad du talte om!”
Markant havde smidt hende af for alvor, og hun havde ikke haft en chance for at blive siddende. Alligevel ville hun ikke give op. Men… hun havde fået et bud på ham! Køberen kendte til hans særheder, men havde set ham og ville have ham alligevel. Buddet var så godt, at jeg kunne købe Bekila fri, betale Camilla for hendes indsats – og endda få lidt penge tilovers.
Jeg nærmest råbte i telefonen:
“SÆLG! SÆLG NU!”
Camilla tøvede dog og troede, at hun måske kunne få endnu mere for ham, hvis hun red ham lidt længere. Men jeg frarådede hende kraftigt:
“Nej, nej! Hvad hvis du brækker arme og ben? Eller hvis han skader sig selv, når han løber hjem? Hvis køberen ved, hvad han går ind til, og stadig vil have ham – så ring straks og lav aftalen!”
Alt Endte Godt!
Og sådan blev det. Markant endte hos en dressurrytter, som fortsatte med at arbejde med ham.
Jeg holdt kontakten med Camilla i et godt stykke tid, og nogle år senere fortalte hun mig, at Markant var blevet en kæmpe succes. Han havde vundet distriktsmesterskaber og flere konkurrencer. Til sidst blev han solgt videre for et sekscifret beløb – en enorm sum for 40 år siden! Han var en fantastisk og arbejdsivrig hest, smidig og talentfuld, så længe han var i en ridehal eller på en bane. Men… når praktikanterne tog ham ud på skridtture i skoven? Så kom han stadig hjem alene.
Jeg kan også tilføje, at der aldrig var noget fysisk galt med ham. Han blev røntgenfotograferet i forbindelse med salget, og dyrlægen sagde til Camilla:
“Dette røntgenbillede burde jeg indramme og hænge op på væggen – det er det fineste skelet, jeg nogensinde har set!”
For mit vedkommende fik jeg nogle vidunderlige år med Bekila og lærte utroligt meget.
På billedet er Bekila og mig.
