Dolan
Da jeg var 8 år, købte mine forældre et sommerhus i Blekinge i Brännarebygden. Vi, som var danske, oversatte dette til “Brännvinsbyn” og havde lidt sjov med det. Det var et lille hus ca. 3 km fra den asfalterede vej og lå helt for sig selv. Der var 3 tønder land jord til, og vi var fuldstændig forbløffede over, at de, vi købte det af, havde boet der i mange år og havde levet af det, de dyrkede i den stenede jord. Manden havde vel haft lidt ekstra arbejde engang imellem i stenbruddet, som lå et par km fra stedet. Der var strøm og telefon, men vand måtte man hente i en kilde ca. 100 meter fra huset.
Jeg var lidt sur, for der var ikke nogen stald, som der havde været på det sted, vi havde kigget på inden , og jeg ville jo have plads til den pony, som min far i et svagt øjeblik havde sagt, at der måske kunne være plads til. Mine forældre var fra København og vidste knap nok, hvad en hest var og tænkte vel, at det ikke kunne være sværere end at købe en kanin til barnet!
Dog blev jeg snart fortryllet af stedet, hvor man kunne gå ned og fiske ikke så langt fra huset, og jeg elskede de store sten, man kunne klatre på. Der og da besluttede jeg, at så snart jeg blev stor, ville jeg flytte til Sverige.
Men hvad skulle man finde på, når man havde fisket om morgenen, og mor nægtede at stege de små fisk, jeg havde fanget? Jo, så kunne man jo gå ned til de gårde, man havde set på grusvejen på vejen til huset. De måtte da have kat, når de boede sådan 🙂
På den første gård var der ingen hjemme, men jeg havde jo tiden for mig og gik til den næste. Jeg bankede på døren og spurgte, om jeg måtte give deres kat nogle fisk, hvis de nu havde en kat? Det havde de! De havde også en hund, køer, grise og en hest!
Manden, som hed Sven, mærkede straks min store interesse og viste mig rundt på gården. Han var så utroligt venlig mod mig, og det viste sig, at hans børn var voksne og var flyttet til byen og ikke var interesserede i at arve gården, men her var én, der bare sugede alt til sig. Vi blev meget gode venner, og deres katte fik masser af fisk, og jeg begyndte at gå ture med hunden, som ellers ikke fik så meget motion mellem jagterne. Jeg mugede ud hos køerne og hjalp til så godt jeg kunne. Til min store glæde syntes han også, at jeg skulle få lov til at ride på hesten, men Dolan, som hesten hed, mente noget andet.
Jeg tror, hun havde noget galt med hormonerne; hun var, som de kaldte det dengang, en “pissemærr,” som vrinskede og sprang til, når man gjorde noget med hende, som hun ikke kunne lide. Sven havde aldrig redet hende, men hun var kørt meget. Forestil dig min overraskelse, da Sven bare tog fat i hendes man, svingede benet over hende (hun var ikke lille), og red afsted med hende. Han red hende lidt frem og tilbage og konstaterede, at nu var hun tildredet! Så blev jeg løftet op, og ja, det gik godt.
Nu kunne han aldrig slippe af med mig. Tænk, at han havde en hest, man kunne ride på. Jeg var der hver dag hele sommerferien og hjalp til så godt jeg kunne imod at få en lille ridetur.
Sven fortalte, at Dolan altid havde været “speciel” med sit temperament, men hendes mor var den bedste hest, han nogensinde havde haft. Hun var en rigtig tro tjener; han elskede den hest. Han gjorde den fejl at låne hende ud til en nabo engang, fortalte han, og denne nabo havde kørt hende så hårdt, at hun blev svedig. Dette var om vinteren, og han lod hende bare stå i kulden, så hun fik krydsforlammelse og blev aldrig rask igen. Stakkels Sven fik tårer i øjnene, når han talte om hende.
Når jeg nu var der hele dagen, blev jeg også inviteret på kaffe og nogle gange middag. Jeg kunne jo ikke gå der og sulte, mente Signe. Aldrig havde jeg fået sådan mad. Det var hjemmebagt stenovnsbagt brød med nyslynget honning, friske jordbær fra haven og mælk direkte fra koen. Selvom jeg var barn, mærkede jeg en enorm forskel, når maden kom direkte fra kilden, og jeg nød det i fulde drag.
Jeg tror og håber, at jeg gav noget til Sven og Signe dengang; de gav i hvert fald noget fantastisk til mig. Det var en enorm sorg, da Sven døde nogle år senere af lungekræft, sandsynligvis på grund af det hårde arbejde og støvet i stenbruddet. Jeg vil aldrig glemme ham; han lærte mig meget om skoven og dyrene, og han lærte mig også at malke!
På billedet er Dolan og jeg, med en lånt militærsadel, da jeg red hjem og besøgte mine forældre, som blev stående på trappen, skrækslagne.
