Charlis Opdatering!
Jeg har haft mange heste gennem livet, og pludselig fandt jeg mig selv med kun to heste tilbage sidste år. Jer, der har haft mange heste, ved, hvor tomt det kan føles. Det var slet ikke den lettelse, som mange tror, det ville være. Den ene er en hoppe, så jeg begyndte at overveje, om jeg skulle bedække hende for at få en hest mere, men jeg var meget i tvivl. Jeg tænkte på, at hvis hun fik et føl, ville jeg være over 70 år, når tilridningen skulle begynde, og det havde jeg ikke lyst til. Alternativet var at sælge afkommet, hvilket gjorde mig endnu mere tvivlende, men jeg tænkte dog, at det kunne være sjovt med et føl.
I Ungarn kan man få insemineret sin hoppe derhjemme, og det syntes jeg var positivt, for så skulle jeg ikke tage afsted med hoppen. Jeg skulle bare vente på, at hun kom i brunst. Det gjorde hun ikke den sommer, eller også var det meget svært at se det på hende, hvilket ellers ikke er normalt, da hun plejer at vise tydelige brunsttegn, men ikke dengang. Jeg havde heller ikke lyst til at sprøjte hende i gang, da jeg allerede var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ønskede et føl. Jeg tænkte, at hun selv havde truffet valget.
Året gik, og foråret kom, og jeg fik muligheden for at redde en hest, som skulle slagtes. Jeg fik at vide, at han havde en ledbåndsskade og ikke kunne rides, men det gjorde ikke så meget for mig. Da han kom, var han meget halt, og jeg hørte, at han havde haft ringsko på i 6 år for at hjælpe ham med at gå bedre. De første par dage tænkte jeg, at jeg måske havde gjort en fejl, og at han måske burde være blevet slagtet, da han var så halt. Men jeg ville give det en chance, for han var en sådan venlig og rar hest. Hvad gør man? At have ringsko på havde tydeligvis ikke hjulpet ham, så jeg bad min beslagsmed tage skoene af og bare beskære hovene.
Det var selvfølgelig en omvæltning for Csarli at gå uden sko, men her er jorden blød, så han var stadig lige så halt. Han belastede det raske forben så meget, at den hov var helt flad, mens den anden, den syge hov, som ikke blev belastet, havde normal vinkel. Jeg var klar over, at fremskridt ikke sker fra den ene dag til den anden, men jeg talte med flere eksperter, der fortalte mig, at ledbåndsskader faktisk kan hele, hvis hovene beskæres korrekt. Det gav mig håb, og i dag var anden gang, han blev beskåret, siden skoene blev taget af, og du kan se resultaterne på billederne. Han er langsomt men sikkert blevet bedre, og han halter mindre og mindre, og for få dage siden så jeg ham trave frivilligt for første gang.
Nu er jeg ikke længere bange for, at jeg har gjort noget forkert. Selvom han ikke bliver bedre end nu, så er han så meget bedre, at han kan nyde sin pension og leve et godt hesteliv.
Billede 1+2 er fra da han kom Billede 3+4 er nu.
