Kategori: Ikke-kategoriseret

Kør en “Sikkerhedsbriefing” på hesten, inden du begynder at ride!
Inden du starter et fly, gennemgår du alle sikkerhedstestene, for at gøre det så godt og behageligt som muligt. Det er naturligvis for, at du ikke forulykker, eller at der opstår mekaniske fejl under flyvningen.
Det er ikke anderledes når man rider, således bør man altid tjekke hesten og udstyret inden man stiger op på hesten. Nogle gør det pr automatisk, mens andre “glemmer” det.
Det er selvfølgelig vigtigt at gøre det og endnu vigtigere, hvis du er lidt bange for at komme op på hesten.
At tjekke udstyret betyder at tjekke om tøjlen sidder rigtigt, om biddet sidder rigtigt i munden, om hesten opfører sig på nogen måde anderledes end normalt. Måske er den mere tilbageholdende med at tage biddet end normalt, løfter hovedet eller gaber flere gange, når du har trenset den. Undgår den sadlen, rykker huden, når du sadler, synker den i ryggen eller pisker med halen?
Måske plejer den at gøre sådan noget, men så skal man som rytter også vide, hvad der er normalt for hesten, og hvad der ikke er normalt. Man skal mærke efter om hesten virker irriteret eller usædvanlig sløv. Hvis du er opmærksom og tjekker alle disse ting, hvis du strigler i længere tid og bruger lidt mere tid med din hest inden ridning, kan du undgå mange misforståelser. Hvis du har travlt og bare smider sadlen og hopper op, kan hesten reagere med det samme, hvis der er noget galt, og det kan ende i en katastrofe.
Som ryttere skal vi være opmærksomme på hesten 100% da det er den vi skal samarbejde med og alt efter status får du bedre forudsætninger for en god tur. Forestil dig at gå flere kilometer med en sten i skoen. Ikke specielt behageligt, og hesten skal have lov til at protestere, hvis der er noget galt.

Prøv dig frem, hvis du er usikker på, hvor det er bedst for hesten at have biddet osv. og tjek og mærk hvordan den reagerer. Den kan ikke tale, men den kan vise, om den er glad eller ej.
Når vi er stressede og ikke har tid til at lære hesten at kende, er det ofte der der bliver misforståelser.

Fokus på hesten er nødvendigt, og bliv ikke overrasket, hvis du glemmer disse ting, at hesten måske fortæller dig det på en måde, der måske ikke er så populær!

Hvorfor kan det være svært at løfte hestens ben?
Inden man tænker på at ride på en hest, kan det være godt at lære den at kende og opbygge tillid.
Os, der har haft heste i mange år, ved godt, at det er vigtigt, at hesten har lært at løfte fødderne, men hvor mange ved egentlig hvorfor?
Det er ikke kun for at gøre det nemmere for beslagsmeden at arbejde på hovene, men det er faktisk også en tillidssag.
Hesten er som bekendt et fluktdyr, og at tage og løfte en fod afskærer hesten fra at løbe væk, hvis tingene bliver for farlige. At hesten er i spændt når man skal løfte fødderne er ikke noget godt koncept, da man kan regne med at foden bliver sat ned igen, om vi vil det eller ej. Som mennesker kan vi glemme at måle kræfter med hesten. Selv en lille shetlandsponny har vi ikke noget at sige til om, hvis den ikke er villig til at samarbejde. Derfor skal vi lære hesten, at vi ikke er farlige, og at vi ikke vil spise den.
Det kan i nogle tilfælde være lettere sagt end gjort, men det betaler sig i længden at gøre det med samarbejde og tryghed, og bruge tid sammen med vores dyr. Som så mange andre ting skal du tage det skridt for skridt og ikke forhaste dig.
Start med, at hesten vænner sig til, at du rører ved dens ben, og du er omkring den. Riv ikke hovene op i hovskægget eller bank på benet. Det nemmeste er at trykke lidt på kastanjen eller lige over koden og rose hesten meget, hvis bare den kun gør en antydning til at løfte benet.
Vi vil også, at hesten fremover løfter selvstændigt og vi ønsker også, at den kan holde sine hove af sig selv, så du ikke skal stå med en hest på 600 kg i hånden, når du skal rense hovene. Nogle heste er følsomme på benene og det er ikke så mærkeligt, for ofte kan hestene bide hinanden i benene i leg eller når der skal kæmpes om pladsen i flokken. Du har sikkert set hingsteplagene bide hinandens forben for at bringe rivalen ned på knæ.
Det er altså ikke helt naturligt for hesten at løfte benene, når man beder den om det. Det kræver lang og tålmodig træning og masser af ros. Begynd altid at stryge med hånden højt oppe på benene, også på en rutineret hest. Hestene bruger også benene, når de vifter fluer væk, så hvis man kilder hestens ben, uden at den er opmærksom på, hvad det er, kan den nemt komme til at sparke dig.
Træn din hest i lang tid, før beslagsmeden kommer. Det er ikke hans pligt at undervise hesten, og vi skal passe på vores beslagsmede, der gør et hårdt stykke arbejde for os, så vi kan ride på vores heste!

Vil du ændre dit liv?
Vi har rigtig mange drømme i vores liv!
Måske vil du ride bedre på hesten, måske vil du ud og konkurrere! Måske drømmer du om en gård til dine heste eller bliver rig, så du ikke skal bekymre dig om, at alt bliver dyrere.
Det er godt at drømme! Det kan gøre os i godt humør og give os nye ideer til at gøre det, vi gerne vil.

Hvis du har en drøm, som du virkelig gerne vil gå i opfyldelse, skal du komme med en plan, så den bliver til virkelighed. Det er sådan, at hvis du gør, hvad du altid har gjort, så vil livet ikke ændre sig for dig.

Hvorfor er det så svært at tage initiativ og komme videre?

Alle mennesker drømmer om noget, men meget få forsøger at opnå det. Det er nemmere at finde på undskyldninger for, hvorfor man ikke har gjort noget ved det. Desværre er meget få undskyldninger acceptable. Hvis du vil noget hårdt nok, er der veje at gå.
Jeg har set ordblinde skrive bøger, jeg har set folk uden arme male billeder med deres mund, alt går.

Vi har meget svært ved at komme ud af vores “komfortzone” og ændre vores daglige vaner. Brug lidt tid på at skrive dine drømme ned og finde ud af, hvordan du når dertil. Nogle gange skal der ikke meget til for at vende tingene til det bedre. Nogle gange har vi drømme hele livet, som vi ikke gør noget ved. Hvor vidunderligt ville det være at opnå noget, som du har ønsket dig i meget lang tid?
Hvis det er en drøm du har med hesten, så kan jeg måske hjælpe dig med at gentænke og strukturere, så du kommer på rette vej.

Har du f.eks. længe drømt om at kunne læsse din hest og bare køre en tur, eller er du lidt bange for at springe de der forhindringer, som ellers var så sjove at springe før i tiden, så kan jeg helt sikkert give dig støtte og råd i den rigtige retning.
Lad ikke en masse år gå før du gør noget ved det, du ved aldrig hvor længe du har muligheden:)

Bestil en gratis samtale på anneaxell.com/appointment

Hvad vil dine staldkammerater sige, hvis du undviger at ride på din hest?
At være bange for sin hest er ikke noget, man viser frem i en stald!

Hvis du er bange for din hest, hvorfor har du så hest, er spørgsmålet. Jeg behøver ikke ride siger du, jeg kan godt lide at arbejde min hest fra marken, men inderst inde sidder en lille skikkelse og fortæller dig, at det ikke er helt sandt.

Jeg har ikke tænkt mig at drage alle over en kam, men dem, jeg har hjulpet med deres selvtillid, har bagefter sagt, at de har savnet meget at ride.

Jeg har bemærket det på mange mennesker, at det ikke er lovligt at være bange, når det kommer til ridning. Jeg havde en annonce ude i en engelsk gruppe, og en mand kom med meget nedsættende kommentarer om, at man også kunne få hjælp til det hele i dag, og man skal ikke beskæftige sig med heste, hvis man er bange.

For det meste svarer jeg ikke på sådanne ting, for det er umuligt at forklare. Jeg kan kun tage mig selv som eksempel!

Hele mit liv har handlet om heste. Jeg har været sadelmager, opdrætter, hingsteholder og hestehandler. Hvordan kan det være, at jeg lige pludselig midt i det hele mærkede en klump i maven samtidig med, at jeg mest af alt ville ønske, at det ikke var sådan. Heste var hele min identitet. Hvem var jeg uden heste? Jeg kunne ikke komme over at være bange for at sidde op, og det tog mig år at komme tilbage til virkelig at nyde at ride igen.

For dem, der ikke har prøvet det, ved ikke, hvad de taler om.

Min mission er at hjælpe så mange som muligt tilbage på hesten og også hvis man er blevet skræmt af sin hest, på en eller anden måde, for det sker også.

Så spred gerne denne tekst, så dem, der har brug for hjælp, kan få den og være med i vores gruppe, hvor vi hjælper og støtter hinanden:

https://www.facebook.com/groups/2518323518497766

Jeg hører ofte, at folk tror, ​​at hestene i dag er nervøse, utrænede, forkert redet osv. Det var bedre før, synes de. Dengang kunne man finde en hest, der var venlig og velredet, vant til at ride alene ud, uden en masse fejl og sygdomme.
Er det sandt?
Jeg har selv været med i over 50 år og har haft stor indsigt i, hvilke slags heste der har været på markedet. Jeg har nogle tanker om dette, men husk at det er mine tanker, ingen fakta.
Jeg kan huske, da jeg kom ind i halvblodsverdenen i Sverige… Jeg er oprindeligt fra Danmark, og når man talte om det svenske halvblod, fik de altid at vide, at de var skarpe og svære at håndtere. Jeg indrømmer, at jeg faktisk nåede at opleve dette mere end én gang, og man frygtede specielle hingste som Drabant, Juan og Jovial for blot at nævne nogle få.

Jeg ved også, at flere af hingstene på Flyinge kunne man ikke komme tæt på. Nu havde de heste det på en anden måde før i tiden og var ikke så meget på fold og så videre. Derfor er det svært at sammenligne.

De avler stadig på præstationer og hensigten er, at dem, der skal blive de bedste, ikke er tænkt som hobbyheste. Jeg synes ikke det er sværere at finde en god hest i dag, problemet er bare at kravet er blevet større.
I dag skal hesten igennem diverse bøjningstests og røntgenbilleder, før man mener, at den er god nok til at blive købt. Det er også dyrere at holde en hest, så en, der er velredet og velavlet, har været det samme sted i lang tid for at kunne vise sådanne værdier, og derfor bliver det dyrere at finde en god hest.
Dem, der er venlige, rare og opdragne, er sjældent til salg, for ejerne vil gerne beholde den, de har brugt meget tid på.

Desværre kommer der ikke noget ekstra på prisen, fordi hesten har et godt temperament, men der er andre værdier, der øger prisen. God stamtavle og flot fremtoning og god gangart, er godt betalt. Selvom de kræver deres rytter, er det åbenlyst, at opdrætterne gerne vil have betalt for deres heste. Det kan ikke betale sig at avle “gennemsnitlig” og jeg har selv oplevet at dejlige rolige hobbyheste ikke er så højt i pris.
Jeg har importeret masser af fine venligt opdragede heste fra Ungarn til Sverige, men prisen man fik fra rideskoler og hobbyryttere var faktisk mindre end disse heste var værd.
Jeg tror, ​​at grunden simpelthen er, at man ikke vil betale den rigtige pris for en hobbyhest. Man skal hente dem i udlandet og risikoen for at blive “snydt” er stor, når man ikke kan se og prøve hesten på forhånd.

Jeg tror også, at folk har mindre tid i dag, og simpelthen ikke har tålmodighed til selv at beskæftige sig med at opdrage hesten og lære den ordentligt at kende, inden man begynder at ride.
Hvis du synes SWB er for nervøs eller skarp i dag, så er der en masse andre racer at vælge imellem. Hav god tid, når du skal vælge hest, og tænk dig godt om.

Menneskeliggør vi vores dyr?
Jeg vil være den første til at indrømme, at jeg nogle gange taler på mine dyrs vegne og tilføjer nogle ord, som dyrene absolut ikke tænker eller mener, men nogle gange kan man undre sig over, om de i hvert fald ikke er lidt kloge.

Jeg har kun 3 heste tilbage og hvis man som jeg har været vant til at have 20-30 heste ad gangen, er 3 stykker ikke så meget. Nu har jeg dog mere tid og overskud til dem og samtidig har jeg gjort det nemt for mig, da de går i løsdrift, så jeg ikke skal muge ud, det klares med maskine.

Lige nu er de på græs og jeg har gjort så løsdriften er forbundet med hver fold (der er 3) så jeg åbner og lukker kun lidt hist og her når jeg skifter fold. Jeg har ingen ungheste mere så risikoen er ikke så stor at de går ud, men i ny og næ går det galt,det er hvad der sker, og jeg må også indrømme at jeg ikke er striks med at tænde for strømmen.

Det sjove er, at de selv føler sig forladt, hvis de ender på den forkerte side og plejer at sladre, når de kommer fra flokken. Nogle steder har jeg kun en snor uden strøm, for hvis de går igennem der, kommer de bare ind i en ny fold, så risikoen er ikke så stor, at de farer vild.

Forleden havde jeg dem i “yderfolden” som ligger et stykke væk fra huset, så jeg hører deres skridt når de “banker” fluerne af men ikke så højt.

Jeg vågnede tidligt om morgenen (altid når hestene er mest aktive), fordi jeg syntes, at deres trampen var ret tæt på huset, men var en smule ligeglad, da de jo kun kunne komme ind i den anden fold. Så hørte jeg en vrinsken men syntes stadig jeg var for søvnig til at gå ud, da de alligevel var i nærheden. Jeg kunne jo høre, at de var lige ved siden af. Et par minutter senere lød der dog endnu et vrinsk.

Ja, tænkte jeg, jeg må ud at se, hvad der sker, og gik ud i nattøjet. Der var 2 af dem på den forkerte side af hegnet fra den föld de blev sluppet ud i, men var lige ved siden af i den anden fold, men Mærsk som ikke går over en kridtstreg stod i den “rigtige” fold og sladrede om de andre.

De var ikke 3 meter fra hinanden, så det var ikke fordi han var blevet alene, nej, han ville bare kalde på mig og sige , at der var noget galt, så jeg skulle simpelthen komme ud og sørge for, at der kommer orden på sagerne.

Da jeg kom, stod han og kiggede på mig, ligesom, hvorfor tog det så lang tid ? Jeg måtte skubbe de to andre på plads igen og stille en trillebør op, så jeg kunne få lov til at sove et par timer mere.

Sommeren er vidunderlig, men…..
Når det er koldt, blæsende, sne og regn, længes vi efter sommer! Desværre er der også andre der længes efter sommer så de kan trives, leve og formere sig og det er insekterne!

De er der for at holde balancen, så sommeren ikke bliver for behagelig, der skal være noget ubehageligt, man bliver irriteret på alle stikkene. Fluerne er mest irriterende, men så kommer det værste, heste bremser.

Den fås i forskellige størrelser men de helt store er meget slemme og man forstår at hesten bliver hysterisk når man kommer summende gennem luften. Det lagde jeg mærke forleden, da jeg red på min hest, og han pludselig begyndte at bukke sig.Jeg så at der var en bremse på størrelse med min tommelfinger og gnavede i hans runde rumpe. Ikke let at blive siddende i sadlen og samtidig læne sig tilbage for at skubbe den usympatiske varelsen væk.

Jeg har også svært ved at slå dem ihjel. Man kan slå dem ned i jorden og træde på dem, det er fint, men at mose dem med de bare hænder, synes jeg er lidt for ulækkert, når de er så store. Det er heller ikke nemt at finde spray eller andet at bade hesten med så de holder sig væk, de er ret ufølsomme.

Vi må simpelthen leve med de uønskede kreaturer og forsøge at ride tidligt om morgenen eller sent om aftenen og i stedet slås med knottene og myggene. I minus 10 grader undgår du sådanne bekymringer😁

Guf eller ej?
Jeg får ofte spørgsmålet: er du imod at give hesten guf?
Mit klare svar er: Når jeg har gjort noget godt og synes, jeg har fortjent noget, går jeg ofte ud og spiser med min mand. Når vi har arbejdet længe og vel, tager vi et glas vin eller en flødebolle. Hvorfor skal hesten ikke også have lov til at nyde noget godt?
Vi har menneskeliggjort hesten på mange måder, så nogle gange ved hesten ikke, hvad der er rigtigt eller forkert. Man skal være konsekvent, så hesten forstår, hvad vi mener, og hvad vi kræver af den, men hvorfor så ikke forstærke, hvad vi mener, ved at give hesten en godbid. Det har jeg altid gjort. Da jeg var yngre, havde jeg altid sukker i lommen. Det var nemt og fyldte ikke meget, men i dag er jeg gået over til gulerodsstykker, da jeg ikke selv bruger sukker i kaffen, så jeg køber ikke sukkerknaller, så det er ikke så tilgængeligt for mig. Det er ikke fordi jeg tænker på hestens helbred. Jeg tror ikke den dør af at få et stykke sukker i ny og næ, der er meget andet i foderet i dag, der er farligere end det. Ja, men tænderne da, er der dem, der siger. Ja, hestens tænder vokser og jeg tror på den renser dem når den spiser hø, det er faktisk bare et lille stykke sukker.
I dag kaldes det belønningsbaseret træning. Ja, hvad skal jeg sige? Jeg kalder det at give hesten en godbid, når den fortjener det
Jeg ved godt, at nogle mennesker ikke vil give guf, og jeg respekterer deres mening, men når de siger, at de ikke får det i naturen, så tænker jeg: Det er rigtigt, men så skal de jo ikke adlyde et menneske, hvis de er vilde heste.
Så tænker du måske, men bliver hesten ikke fræk af det? Det er der, du skal sætte grænser, ligesom man skal med alt andet. Hvis hesten har fået godbidden, er det slut. Nogle heste napper af natur, men der må man også snakke om, hvad man respekterer og ikke. Heste er alle forskellige individer, og du som menneske skal prøve at vende det til noget positivt og gøre det til en sjovt leg at nappe eller ej.
Mine heste får godbidder og de ved hvornår der ikke er mere at tigge efter, så det vil jeg blive ved med.

Er frygt forbudt?
Forleden dag postede jeg en annonce om, at jeg starter en gruppe for dem, der er bange for at ride eller har problemer med deres hest.

På siden er der medlemmer fra hele verden og fra lande, hvor ridningen stadig er domineret af mænd. Her fik jeg et eksempel på, hvorfor mange ikke vil indrømme, at de er bange.

En mand var oprigtigt overrasket over, at der nu til dags var kurser til alt med heste! Han mente, at hvis man skulle ride og hygge sig med heste, kunne man forvente at falde af og/eller havne under hesten og så var det bare med at rejse sig op igen og hvis ikke man kunne tage det, kunne man lige så godt holde op med at ride.

Det er en tankegang der har bidt sig fast i ridesporten og derfor er der ikke mange der indrømmer at de er bange, de vil hellere holde op. Man skal ikke være bange for sin hest, man må ikke vise følelser og man kan lige så godt give op, for når man er bange, så er løbet kørt og hesten kan mærke det på lang afstand.

Det er også den opfattelse, jeg har vokset op med, og den havde jeg stadig, indtil skæbnen ramte mig selv.

Hestene var hele mit liv, min hobby, mit arbejde, min hverdag mv. Jeg indrømmede ikke over for mig selv og slet ikke over for andre, at jeg var bange. Jeg havde simpelthen ikke “tid” til at ride. Staldene skulle fejes, familien skulle have mad osv.

Den måde denne mand tænker på er som sagt ikke usædvanlig og meget typisk mandlig. Du skal være hård og ikke vise følelser. For kvinder er det anderledes. Vi har mange følelser, der kommer på et uhensigtsmæssigt tidspunkt, blandt andet at vi elsker hesten, og selvom vi ikke komer helt overens med den, vil vi stadig gerne kæmpe.

I min verden er det bedre at være svag. At hesten kaster dig af, bider eller sparker, er en måde for hesten at udtrykke sig på og er du ikke opmærksom på dette , kan livet blive meget svært for hesten.

Desværre har jeg set for mange seje ryttere, der ville vise, hvem der bestemte (mig selv inklusiv som yngre), hvor hesten ikke fik en chance.

Dermed ikke sagt, at det er godt at være bange, men at det kan ske for enhver, og det er ikke ens betydende at man skal holde op, bare fordi man ikke kaster sig op på hesten igen.
Er du blevet bange eller har et problem med din hest, er du velkommen til at bestille en gratis samtale med mig her: anneaxell.com/appointment Så må vi se om jeg kan hjælpe dig:)

Hvor havde vi det sjovt!
Jeg har for nylig opfordret folk til at tænke tilbage på gamle minder. Jeg fik blandt andet et foto fra 1974, hvor man havde det rigtig sjovt til et show, klædt ud uden hjelm og med gummistøvler. Det var nok ikke blevet accepteret i dag lød kommentaren og ja, det er det jeg vil skrive om i dag.
Jeg er selv vokset op i Danmark, og jeg har hørt mange svenskere udtale sig om danskerne som frie og åbne. Jeg kan tilslutte mig risikoen for at blive klassificeret som useriøs og hensynsløs, jeg vil sige, at jeg fik et lille chok, da jeg trådte ind i hesteverdenen i Sverige i 80’erne.

Da jeg købte min første SWB var det på grund af farven og størrelsen, og jeg elskede ham. At han havde en stamtavle var bare noget der fulgte med, tænkte jeg. Da jeg præsenterede min hest for andre, var det første spørgsmål: Hvem er han efter? Det anede jeg ikke! I Danmark spurgte man, når man havde en hest, hvad man ville have hesten til og hvad den kunne, så det spørgsmål var jeg aldrig stødt på før. Til sidst lærde jeg mig hans stamtavle, hvem han var efter, og jeg var stolt, da jeg endelig havde lært hvad far og farfar hed, men jeg kunne hurtigt mærke, at det ikke var nok, man skulle kende hele stamtavlen og desuden vide noget om hingstene . Jeg spekulerede på, hvad det havde med hesten at gøre, han var vidunderlig som han var. Jeg fortsatte med at have det sjovt med min hest! Jeg kørte ham i grime og grimeskaft, jeg kørte ham til, lærte ham, at jeg kunne spille på jagthorn, når jeg sad på ryggen og havde ham på High Chapparall, så han også kunne lære at gå langs med damplokomotivet og høre skud uden at være bange. Vi havde det sjovt!

Jeg blev til sidst påvirket af den holdning, at jeg ikke var seriøs og begyndte at være det og red dressur og konkurrerede. Jeg må indrømme, at træning og konkurrence aldrig blev mit store hit, med alt det arbejde, nervøse hest, nervøse mig, præstationsangst og sammenligning med andre, der efter min mening var meget bedre end mig.
Jeg er tilbage som useriøs, rider min hest i grime, rider en tur med ham af og til og har det sjovt.
Jeg forstår at man skal lære at ride og man skal også have sikkerhedshensyn (jeg har altid brugt hjelm) men hvem siger at hesten har det bedre af at harve rundt på en bane med stramt næsebånd, en masse skrot i munden og lave det samme igen og igen, end måske at blive bumpet i ryggen men at lave andre sjove ting?
Jeg håber du kan læse mellem linjerne og se at jeg ikke mener så slemt, men at man nogle gange skal tænke lidt over hvor sjovt man egentlig har det med sin hest
Jeg har arbejdet med mange mennesker, som har set ulempen ved at prøve at være “seriøs” og så fået et dårligere forhold til deres hest. Du vil gøre alt rigtigt, du skal have den rigtige sadel, du skal træne med en rigtig træner, hesten skal have det seneste nye foder, dækkener osv. og da der er lige så mange meninger om hvordan hesten skal passes da der er mennesker, er det umuligt at vide, hvad der er rigtigt. Til sidst går det helt galt, man er fortabt i, hvad der er rigtigt og forkert, bliver tilbageholdende med hesten og til sidst bange.
Glem ikke at have det sjovt!