Bent i Svinninge

Bent i Svinninge

Gennem årene har jeg samlet mange historier fra mit liv med heste og har skrevet om flere af de mennesker, jeg har mødt på min vej. Ikke alle historier har en “happy ending”, men hvert liv har sin afslutning, og den ser forskellig ud for os alle. Den mand, jeg vil skrive om i dag, valgte selv, hvordan hans historie skulle ende – og selvom slutningen var dybt sørgelig, er historien om ham det ikke. Livet har en slutning, men det er op til os at gøre rejsen værd at leve.

I dag vil jeg fortælle om Bent i Svinninge, en mand jeg lærte at kende, da jeg boede i Danmark. Han er værd at huske, og på det seneste er minderne om ham dukket op igen og igen. Mens jeg sad og arbejdede og ledte efter nogle gamle billeder, faldt jeg over et, hvor Bent pløjer med sine to heste – begge efterkommere af min hingst Mackay. Jeg har også for nylig bestilt to nye hjul til en hingste-gig, som jeg engang købte af Bent. Det føles næsten, som om han ønsker, at jeg skal fortælle hans historie.

Jeg havde boet nogle år i Kalundborg, hvor jeg drev et opstaldningssted for heste. En af mine kunder var en kvinde, der netop var flyttet fra sin gård og søgte et nyt hjem. Hun lejede flere bokse hos mig, og i den tid fik hun et af sine hopper bedækket af Mackay. Føllet blev en sand skønhed, og da Bent så det, besluttede han sig for, at hans hoppe også skulle bedækkes af Mackay.

En dag, uden nogen form for varsel, dukkede han op med sin hoppe.

“Ja, hun er i brunst nu, så jeg kan lige så godt efterlade hende her,” sagde han ligefrem.

Heldigvis havde jeg en ledig boks, men jeg blev noget overrasket. Det var så typisk Bent – altid fuld fart frem, intet overladt til tilfældighederne. Han var arbejdsom, grundig og havde altid gang i noget nyt. Vi blev gode venner, og snart blev jeg inviteret til hans fantastiske gård.

Bent drev et malkekvægbrug, men han havde også heste, pragtfulde vogne og seletøj – alt i perfekt stand. Da jeg lærte ham at kende, var han alene og klarede alt selv, men senere fandt han en kvinde, der var lige så energisk som han. Sammen byggede de deres hjem op til noget helt unikt. Han droppede kvæget og satsede mere på kørsel med heste. Sammen kørte de bryllupskørsel og studenterkørsel, og han havde en speciel hvid bryllupsvogn, der var utrolig smuk. Det var et stort arbejde, så de købte en lastbil, hvor både heste og vogn kunne være.

Bent elskede alt, der var sjovt, og en af mine stærkeste minder er Sankt Hans-aften hos ham. Han havde inviteret alle sine venner – mindst 50 personer. Han havde slagtet en ko og hyret en kok til at grille den ude på gårdspladsen. Vejret var perfekt, varmt og dejligt. I Danmark tænder man bål Sankt Hans-aften, og Bent havde samlet en kæmpe bunke grene til at sætte ild til. Klædt i en kridhvid jakkesæt tøvede han lidt, før han tændte bålet – bekymret for, at det måske var for tørt, og at flammerne kunne komme ud af kontrol. Men Bent var Bent, og når han først havde besluttet sig, skete tingene hurtigt.

Ilden tog straks fat og blev større end forventet. I næste øjeblik fortrød Bent, at han havde tændt bålet. Uden at tøve sprang han direkte ind i flammerne og trampede febrilsk på gløderne, indtil han fik slukket ilden – alt sammen uden at få en eneste plet på sit hvide jakkesæt! Vi var målløse, før vi brød ud i latter. Det var så typisk ham – impulsiv, handlekraftig og frygtløs.

Nogle gange havde Bent for mange heste, og jeg hjalp ham med at sælge nogle af dem, selv efter jeg var flyttet til Sverige. Hans heste var store, smukke og altid lette at sælge.

Men så ændrede alt sig. Hans kone blev syg og døde af kræft. Sorgen var tung, og uden hende blev det svært for Bent at fortsætte med hestekørslerne – han havde ingen til at hjælpe sig. Han begyndte at sælge sine vogne og donerede nogle til et museum. Det var på det tidspunkt, jeg købte min gig af ham.

En dag bad han mig om at hjælpe med at finde nye hjem til de sidste heste. Han indrømmede, at det blev sværere og sværere for ham at følge med. Han havde gennemgået en hofteoperation og kunne ikke længere løbe – noget, der var i total modsætning til hans livsstil. Bent var vant til, at tingene gik 190 km/t, men nu gik det langsomt. For langsomt.

To uger efter, at jeg havde hentet de sidste heste, fik jeg besked om, at Bent havde valgt at forlade denne verden.

Han ville aldrig være en byrde for nogen, og i ægte Bent-stil sørgede han for, at det skete på hans egne præmisser – præcis som han altid havde gjort.

Det gør ondt at tænke på, men én ting ved jeg med sikkerhed: Bent levede mere i sin levetid, end de fleste gør på det dobbelte af den tid. Jeg vil aldrig glemme ham.

Molle og Bertil

Molle og Bertil

Jeg sidder her og tænker over, hvad jeg skal finde på at fortælle i det næste blogindlæg. Jeg har rigtig mange historier, men desværre lige så mange triste som sjove. Sådan er livet – halvt godt og halvt skidt. Har man haft så mange heste gennem livet som jeg har, så er det uundgåeligt, at der også er flere triste historier imellem. Dem har jeg ikke rigtig lyst til at skrive om, men jeg tager mig selv i at få flashbacks, når jeg sidder og tænker tilbage. Billeder i mit indre, som jeg gerne ville slette og glemme. Derfor vælger jeg at skrive om de sjove ting i stedet – og hvis man fokuserer på dem, så ryger de grimme billeder i det mindste i baggrunden.

I dag vælger jeg at fortælle en historie om Bertil og Molle – en historie, der godt kunne være endt trist, men heldigvis fik en sjov afslutning.

Dengang boede jeg i Björkefall, i et hus jeg lejede langt ude i skoven. Jeg hentede vand i en brønd, og der var ikke noget afløb, så når jeg vaskede mig, måtte jeg gå ud og hælde det beskidte vand væk. Det gik nogenlunde om sommeren, men om vinteren var det ikke særlig sjovt. Jeg havde også et das ude. Der skulle hives meget vand op fra brønden, for jeg havde tre heste og en hund. Nærmeste beboede nabogård var Bertils – fem kilometer væk. I den anden retning var der “kun” et par kilometer til levende mennesker, og ni kilometer til byen.

Mine venner spurgte tit, om jeg ikke var bange for at bo alene, men det rørte mig ikke – jeg havde det godt. Det var bare lidt svært for mine kunder at finde hen til mig 🙂

Bertil var altid hjælpsom og ordnede mange ting for mig. Når han skulle afsted, og det var inden for rimelig afstand, kørte han altid med sin hest. Han foretrak at køre med hesten frem for bilen.

En dag kom Bertil med foder til mine heste, og det var Molle, der trak vognen. Molle var en stor, sort nordsvensk hest – meget venlig og arbejdsvillig. Bertil brugte ham tit i skoven, og Molle adlød det mindste vink.

Jeg var selvfølgelig glad for hjælpen og spurgte, om ikke Bertil ville have en kop kaffe. Det var sjældent, Bertil sagde nej til kaffe, så han takkede glad ja. Han spændte Molle fra vognen, hang tømmerne op over vogndækkenet og lod Molle gå og græsse. Jeg var lidt bekymret og spurgte, om han ikke skulle lukke ham ind i folden eller stalden.

– Nææ, sagde Bertil, Molle går aldrig nogen steder!

Men da vi kom ud efter kaffen, var der tomt. Ingen Molle! Vi ledte lidt, men han var væk. Så så vi hovsporene på grusvejen og konstaterede, at Molle nok havde syntes, det var tid til at tage hjem.

Vi hoppede ind i min lille bil – en Fiat 124 – og kørte i retning mod Bertils gård. Vi nåede at indhente Molle cirka halvvejs hjem, hvilket jo var et godt stykke. Bertil sprang ud og fik fat i ham. Nu var han jo nødt til at gå hele vejen tilbage med Molle, fordi vognen stod hjemme hos mig.

Jeg syntes det var synd for ham at skulle gå den lange vej, så jeg foreslog, at han kunne sætte sig i bilen og rulle vinduet ned – så kunne han “køre” Molle foran bilen og på den måde slippe for at gå. Som sagt, så gjort – og Bertil og jeg grinede hele vejen tilbage, både over at han havde stolet så meget på Molle, og over den lidt skøre situation han nu befandt sig i – siddende i bilen og “kørende” en hest.

Vi kom godt hjem med både hest og bil, og Bertil kunne spænde for og trave hjem. Molle fik sig en god omgang motion – men det var jo lidt selvvalgt 🙂

Mit Ekstra Job!

Mit ekstra job!

Da jeg boede i Mörrum, havde jeg min egen gård. Den var godt nok udstykket, men jeg kunne leje lidt jord ved siden af, så jeg havde både en fold og græsning til mine heste. Jeg var rigtig glad for at bo der, og mit store hus havde masser af plads til mit sadelmageri.

Men at bo alene betød også, at jeg havde brug for en stabil indkomst for at kunne betale alle regninger. Selvom jeg havde kunder i mit sadelmageri, var det ikke altid nok. Timelønnen for en sadelmager var lav, og nogle gange var der kun små reparationer, der skulle laves. Desuden var jeg ikke særlig god til at tage ordentligt betalt. Derfor havde jeg ofte ekstra jobs ved siden af, så jeg kunne have råd til mine heste.

I mange år havde jeg ingen bil – det var simpelthen for dyrt. Jeg lejede nogle staldpladser ud og fik af og til et lift af mine opstaldere, når jeg skulle ind til byen for at handle. På den måde lærte jeg mange mennesker at kende, og mange var hjælpsomme på hver deres måde.

En dag kom jeg i kontakt med en mælkeproducent, der boede et par kilometer væk. Han spurgte, om jeg kunne tænke mig at tjene lidt ekstra ved at arbejde som afløser hos ham. Det sagde jeg selvfølgelig ja til! Men hvordan skulle jeg komme derhen? Jeg havde hverken bil eller cykel… men jeg havde en hest!

Jeg spurgte landmanden, om han havde en ledig boks, hvor jeg kunne stille min hest, mens jeg arbejdede. Det havde han, og han syntes, det var en fantastisk idé! Han havde selv en nordsvensk hest, men sagde, at det ikke var noget problem – hans hest kunne bare komme ud, mens jeg var der.

Så sådan blev det! Jeg begyndte at arbejde for Aldo og red derhen på min hingst Mackay hver dag. Det var den perfekte løsning – Mackay fik motion og kondition, jeg fik et arbejde, og Aldo fik den hjælp, han havde brug for. Derudover var Aldo en sand dyreven, og han kunne ikke lide tanken om, at Mackay skulle stå uden foder. Så han sørgede altid for at give ham ensilage, hvilket betød, at jeg også sparede på hestefoderet!

Det var virkelig en win-win-situation, selvom det ikke altid var sjovt at ride afsted i mørket, når der var -20 grader. Men det fungerede! Mackay fik ensilage, hvilket ikke var særlig almindeligt for heste dengang. Men Aldos ensilage var af allerhøjeste kvalitet, tørret i silo, og Mackay trivedes rigtig godt på det. Aldo havde endda vundet priser for sine malkekøer og den høje kvalitet af sin mælk, så han var meget omhyggelig med, hvad dyrene fik at spise.

Det var et rigtig godt job, og jeg blev der i lang tid.

Mackay og mig på billedet.


Del 2 Min Sværeste og Værste hest!

Universet Griber Ind

Kald det skæbnen, men jeg så en annonce for en 15-årig vallak, der gik St. Georg. Sælgeren lagde stor vægt på, at han skulle få et godt hjem, og jeg følte, at jeg kunne tilbyde netop det. Jeg vidste, at prisen sandsynligvis ville være over mit budget, men jeg ringede alligevel. Man ved jo aldrig – har altid været mit motto, og det har hjulpet mig i mange forskellige situationer.

Ejeren, Camilla, var meget venlig og opfordrede mig til at komme og prøve ride. Hun var endda villig til at lave en afbetalingsordning, hvis vi passede sammen. Jeg fortalte hende hele historien om Markant, og hvordan jeg var nødt til at sælge ham for at få nogle af mine penge tilbage. Men jeg ville ikke sælge ham til hvem som helst – jeg ville frigøre mig fra alt ansvar for ham.

Jeg rejste til Katrineholm for at prøve Bekila, som hesten hed, og jeg var helt vild med ham. Han var en fantastisk hest. Camilla kunne godt lide min ridning, da jeg var meget blid, og da Bekila var en fuldblod, havde han brug for det. Hun fortalte, at flere havde prøveredet ham, men de fleste var for hårde i deres ridning. Jeg var overlykkelig! Hun var villig til at sælge ham til mig – men hvordan skulle jeg have råd til det?

Camilla begyndte at spørge ind til Markant, og jeg holdt intet tilbage. Men da jeg beskrev hans bevægelser og skønhed, blev hun interesseret. Hun foreslog, at hun kunne tage ham i træning, og baseret på min beskrivelse var hun sikker på, at når han var klar til salg, ville prisen dække købesummen for Bekila.

Jeg var ovenud lykkelig. Jeg havde næsten været parat til at forære Markant væk, og nu havde jeg fået et tilbud, der føltes næsten for godt til at være sandt. Jeg sagde til Camilla, at hun skulle være forsigtig og ikke være ked af det, hvis det ikke gik – så måtte vi finde en anden løsning. Men hun var helt overbevist om, at det nok skulle gå fint.


Camillas Udfordringer med Markant

Camilla tog Markant hjem, og jeg bad hende om at holde mig opdateret – mest for at sikre mig, at hun stadig var i live! Det lovede hun at gøre. Den første uge gik godt, men ugen efter ringede hun og fortalte, at han havde forsøgt at smide hende af. Hun havde dog formået at blive siddende, og efter det måtte han arbejde hårdt i deres grusgrav. Hun var sikker på, at han nu var på rette spor.

Jeg blev selvfølgelig glad, men advarede hende alligevel – hun måtte aldrig tage noget for givet og skulle være forsigtig.

Endnu en uge senere ringede hun igen. Denne gang lød hun mere rystet:
“Nu ved jeg, hvad du talte om!”

Markant havde smidt hende af for alvor, og hun havde ikke haft en chance for at blive siddende. Alligevel ville hun ikke give op. Men… hun havde fået et bud på ham! Køberen kendte til hans særheder, men havde set ham og ville have ham alligevel. Buddet var så godt, at jeg kunne købe Bekila fri, betale Camilla for hendes indsats – og endda få lidt penge tilovers.

Jeg nærmest råbte i telefonen:
“SÆLG! SÆLG NU!”

Camilla tøvede dog og troede, at hun måske kunne få endnu mere for ham, hvis hun red ham lidt længere. Men jeg frarådede hende kraftigt:
“Nej, nej! Hvad hvis du brækker arme og ben? Eller hvis han skader sig selv, når han løber hjem? Hvis køberen ved, hvad han går ind til, og stadig vil have ham – så ring straks og lav aftalen!”


Alt Endte Godt!

Og sådan blev det. Markant endte hos en dressurrytter, som fortsatte med at arbejde med ham.

Jeg holdt kontakten med Camilla i et godt stykke tid, og nogle år senere fortalte hun mig, at Markant var blevet en kæmpe succes. Han havde vundet distriktsmesterskaber og flere konkurrencer. Til sidst blev han solgt videre for et sekscifret beløb – en enorm sum for 40 år siden! Han var en fantastisk og arbejdsivrig hest, smidig og talentfuld, så længe han var i en ridehal eller på en bane. Men… når praktikanterne tog ham ud på skridtture i skoven? Så kom han stadig hjem alene.

Jeg kan også tilføje, at der aldrig var noget fysisk galt med ham. Han blev røntgenfotograferet i forbindelse med salget, og dyrlægen sagde til Camilla:
“Dette røntgenbillede burde jeg indramme og hænge op på væggen – det er det fineste skelet, jeg nogensinde har set!”

For mit vedkommende fik jeg nogle vidunderlige år med Bekila og lærte utroligt meget.

På billedet er Bekila og mig.


Min sværeste og værste hest!

Min sværeste og værste hest!

For omkring 40 år siden boede jeg i Mörrum. Jeg nød virkelig at bo der og havde mange dejlige venner. Blandt dem var Ann og Lasse, et par, som jeg havde købt en collie fra. De var også interesserede i heste.

Ann havde besluttet sig for, at hun ville købe en hobbyhest – en, hun kunne ride lidt på og måske få et føl efter. Hun havde fundet en annonce fra Erik Nilsén, en kendt militaryrytter og avler, som ville reducere sin avlsbesætning. Han havde mange heste, så der var masser af muligheder at kigge på. Ann spurgte, om jeg ville med, og selvfølgelig sagde jeg ja – jeg siger aldrig nej til at møde ligesindede hesteentusiaster og se på smukke heste.

Jeg var også selv på udkig efter en ny hest. Jeg var blevet træt af hele tiden at købe ungheste, uddanne dem og derefter sælge dem videre. Det gjorde, at jeg aldrig rigtig kom videre i min egen ridning eller på konkurrencebanen. Nu ville jeg have en lidt ældre hest, en der allerede var grundtrænet, så jeg kunne arbejde videre med den.

Besøget hos Nilsén

Vi tog afsted for at se, hvad Nilsén havde at tilbyde, og der var virkelig et stort udvalg! En flok på 35–40 heste gik på marken. Det var tidligt forår, så de var alle langhårede og pjuskede, men man kunne stadig se, at det var fine heste under den lodne pels.

Ann fortalte, hvad hun søgte, og Nilsén anbefalede en rød hoppe, der blev kaldt Den Glade Enke. Hun havde været uridelig indtil hun var syv år, men de havde til sidst fået styr på hende. Nu var hun verdens sødeste hest og havde endda gået på rideskole. Hun virkede rolig og pålidelig, og Ann faldt straks for hende. Der var ingen tvivl – det skulle være Enken.

Da vi havde set på alle hestene, spurgte Ann:
“Har du ikke fundet en?”

Jeg havde jo besluttet mig for at købe en uddannet hest, men alligevel var der én, der fangede mit øje – en skimlet, der bevægede sig helt fantastisk. Jeg prøvede at være fornuftig, men kunne ikke lade være med at spørge om prisen. Det viste sig, at han var en fireårig vallak – og endda Enkens søn! Ann syntes, det var helt oplagt, at jeg skulle købe ham – det ville jo være så sjovt.

Prisen var også meget lav, så beslutningen blev hurtigt taget. Jeg tænkte, at hvis han ikke blev, som jeg ønskede, kunne jeg altid sælge ham videre.

Markant flytter ind

Hestene hos Nilsén var vant til at være meget ude og stod på spiltov om natten, så han var vant til at være bundet. Jeg tænkte, at det var en stor fordel. Til gengæld var unghestene ikke særlig håndterede, så jeg måtte starte helt fra bunden.

Jeg kaldte ham Markant, opkaldt efter en tidligere hest, jeg havde været meget glad for. Måske ville det hjælpe, at han fik et navn, jeg holdt af? Jeg tog det meget roligt med ham, og i starten gik alt faktisk over forventning. Han accepterede både sadel og trense, og efter nogen tid kunne jeg sidde op. Han var en meget opmærksom hest, så jeg tog mig god tid.

Men en dag, da jeg skulle ride ham på ridebanen, kom den første rigtige protest. Jeg satte foden i stigbøjlen, kom lige op i sadlen – og pludselig eksploderede han i en serie af bukkespring. Jeg havde ikke en chance for at blive siddende.

Jeg slog mig ret meget, men jeg vidste, at jeg var nødt til at komme op igen. Jeg kravlede op, og denne gang gik det fint at skridte.

De følgende dage var han rolig, men snart kom næste udbrud. Dengang var jeg meget modig og gav ikke op så let, men efter at han havde kastet mig af fuldstændig umotiveret flere gange, begyndte jeg at indse, at det ikke var værd at risikere livet for en så upålidelig hest.

Hjælp fra en ven

Jeg talte med Ann og Lasse om situationen. Vi havde jo i baghovedet, at Enken havde været uridelig indtil syvårsalderen, så måske havde Markant arvet lidt for meget af hendes temperament.

Lasse, der var vokset op i en konkurrencefamilie, tilbød at prøve at se, om han kunne løse problemet. Jeg var i tvivl – skulle jeg virkelig risikere mine venners sikkerhed? Men Lasse insisterede, så vi gav det et forsøg.

Mörrums ridebane lå ikke langt fra mit hjem, så jeg førte Markant derned og havde ham i en longe. Jeg tilbød at holde ham i longen, mens Lasse red, men han mente, det var bedre at ride frit, så han selv kunne styre hesten.

Det tog ikke lang tid, før Markant begyndte på sine akrobatiske øvelser – men Lasse blev siddende. Vi var meget imponerede, og jeg følte et strejf af håb, da Markant satte farten ned, overbevist om at det var gået godt.

I det øjeblik vendte Markant pludselig rundt og bragede direkte gennem et solidt træhegn. Lasse fløj af – han havde absolut ikke forventet, at hesten ville løbe gennem hegnet.

Hesten løb hjem, og vi gik efter. Lasse tilbød at prøve igen, men jeg sagde nej. Jeg ville ikke risikere, at der skete en ulykke – hverken med mig selv eller mine venner.

Jeg indså, at jeg virkelig havde brug for en ældre, uddannet hest.

Da historien er lang, fortsætter den i næste uge!

(Et lidt dårligt billede af Markant – man tog ikke så mange billeder dengang!)


Taler du med din hest?

Taler du med din hest?

Jeg tror, at alle os, der har heste, taler med dem på en eller anden måde. Det føles helt naturligt – vi deler jo vores tid, vores hverdag og ofte vores følelser med dem. Nogle gange føles det endda, som om hesten virkelig forstår os, ikke sandt?

Men selvom vi kommunikerer med dem hele tiden, taler vi faktisk to vidt forskellige sprog. Vi mennesker tænker i ord og logik, mens heste tænker i billeder og følelser. Så selvom vi kan lære dem kommandoer og rutiner, har du nogensinde tænkt over, hvor meget du egentlig lytter til din hest? Hvordan den udtrykker sig – og hvad den prøver at fortælle dig?

Mange vil måske sige: “Jamen, jeg sørger for, at min hest har en ren boks, får mad til tiden og kommer ind, når den vil.” Men er det virkelig hestens egne ønsker – eller er det blot noget, vi mennesker har besluttet, at den har brug for?

Heste kommunikerer i billeder

Vidste du, at heste tænker i billeder? Og at du faktisk kan overføre billeder til din hest gennem dine tanker? Det betyder, at hvis du er sammen med din hest, men dit hoved er fyldt med hverdagens bekymringer – som hvad du skal lave til aftensmad, hvornår du skal hente børnene, eller at bilen er i stykker – så kan hesten opfange de billeder, du ubevidst sender ud.

Derfor er det så vigtigt at være mentalt til stede, når du arbejder med din hest. Hvis du fokuserer på den og jeres samspil, vil du hurtigt mærke en forskel. Hesten kan mærke, når du virkelig er der – og når du kun er fysisk til stede, men mentalt et helt andet sted.

Hvad vil din hest?

En typisk bekymring er: “Men hvis hesten selv får lov at bestemme, så vil den jo ikke arbejde!”

Men har du virkelig prøvet det? Og hvis den ikke vil arbejde – har du spurgt dig selv hvorfor? Er det, fordi den er doven, eller fordi den ikke kan se meningen med det, du beder om? Måske føles arbejdet ubehageligt eller stressende, måske er der en fysisk årsag, eller måske har den simpelthen ikke forstået, hvad du ønsker.

Heste vil gerne være i kontakt med os, men hvis vi kun kræver uden at give noget tilbage, så opstår der intet ægte samarbejde. På et tidspunkt vil hesten holde op med at udtrykke sine egne behov og bare gøre, hvad vi siger, fordi det er det nemmeste. Vi tolker det måske som, at hesten er velopdragen og lydig – men i virkeligheden har den bare givet op.

Lyt til din hest

Hvis din hest ikke vil arbejde med dig, så se det som en mulighed for at stoppe op og virkelig mærke efter. Har den det fysisk godt? Er der tegn på smerte eller stivhed? Føler den sig tryg i omgivelserne? Eller har den måske lært, at træning altid er ensformigt eller ubehageligt?

Ved at være mere opmærksom på din hests signaler kan du opbygge en dybere og mere meningsfuld relation. Når hesten føler sig set og forstået, vil den gerne samarbejde – ikke fordi den skal, men fordi den har lyst.

Så næste gang du er sammen med din hest, så tag en dyb indånding, slip alle andre tanker og vær helt til stede i nuet. Mærk din hest, lyt til, hvad den prøver at fortælle dig – og vigtigst af alt, hav det sjovt sammen!

Bagved en hest med en “ski på”

Hvordan skal man tolke dette?

For mig har det altid været vigtigt at have det sjovt med det, jeg laver! Det er måske ikke altid lykkedes, men det er da værd at prøve, ikke?

Da jeg havde min nordsvenske hingst, Kosack, plejede jeg at invitere mine venner til stalden om vinteren, når der var sne. Der var nogle fantastiske bakker i nærheden – ironisk nok i en landsby, der hed Slätten. Det var den mest bakkede “slette”, jeg nogensinde har set!

Min idé var enkel: Jeg red på Kosack og trak mine venner, to ad gangen, op ad bakken, mens de stod på ski. Derefter kunne de suse ned igen i fuld fart. Vi fungerede simpelthen som en levende skilift! Det var en kæmpe succes – mine venner elskede at slippe for at gå op ad bakken selv.

Men hvad med mig? Jeg ville også stå på ski! Så en dag, da jeg var alene i stalden, besluttede jeg mig for at prøve skikørsel efter Kosack. Problemet var bare: Hvordan gør man det, når man er alene?

Jeg ville under ingen omstændigheder risikere at hive ham i munden, så jeg fandt en løsning. Jeg brugte træktove og en svingel og bandt derefter en snor fra svinglen til et bælte, jeg tog på. For en sikkerheds skyld satte jeg en hurtigudløser på, så jeg nemt kunne løsne mig, hvis det blev nødvendigt.

Da alt var klart, begav vi os ud på en mark. Det var ikke ligefrem let at komme derhen – at håndtere en hest, bære ski og slæbe en svingel samtidig var noget af en udfordring! Men jeg var fast besluttet på at få det til at fungere. Jeg havde kun et gammelt par langrendsski med besværlige bindinger, men det skulle ikke stoppe mig.

Vel fremme parkerede jeg Kosack, stillede mig bagved og begyndte at spænde mig fast. Jeg nåede lige at få den ene ski på, da Kosack blev utålmodig og tog et par skridt frem. BANG! Jeg landede direkte med ansigtet i sneen, da jeg jo stadig var fastgjort til svinglen.

At kæmpe sig op i dyb sne iført tykt vintertøj, mens jeg holdt fast i tøjlerne, var bestemt ikke nemt. Men stædig som jeg var, prøvede jeg igen. Jeg fik begge ski på og var lige ved at rejse mig – da Kosack tog endnu et par skridt. BANG! Endnu en tur med næsen først i sneen!

Da jeg kiggede op, drejede han hovedet bagud og kiggede på mig. Jeg er sikker på, jeg kunne se ham grine!

Tre gange faldt jeg, men på fjerde forsøg lykkedes det. Jeg begyndte at glide afsted, usikker men stolt. Det viste sig dog at være sværere end forventet at styre de lange ski, så jeg væltede igen. Men jeg nægtede at give op. Til sidst fik jeg styr på det og kunne endda køre hele vejen tilbage op ad bakken til stalden.

Kan du gætte, hvor træt jeg var efter alt det? Men jeg gjorde det, og det var sjovt, så længe det varede!

På billedet ser du Kosack som 3 årig hingst i 1981

Mine stakkels briller og deres skæbne!

Brilleaben – en livslang kamp

Alle har deres udfordringer, og min har været mit syn. Jeg har været halvblind det meste af mit liv, og allerede som barn blev jeg kaldt “brilleabe” i skolen. Jeg fik mine første briller, da jeg var otte år – og jeg hadede dem. Ikke fordi jeg ikke var taknemmelig for at kunne se, men med -7 på begge øjne og bygningsfejl var mine tykke “hinkesten” ikke ligefrem flatterende.

Dengang var briller også dyre. Glassets pris var delvist dækket af støtte, men stellet måtte man selv betale. Og fordi mit syn konstant ændrede sig, skulle jeg have nye briller hvert år. Mine forældre accepterede det, men de var ikke begejstrede, når jeg havde brug for mere end ét par om året.

Heste og briller – en dårlig kombination

Som barn var jeg altid igang (jeg havde sikkert fået en diagnose i dag), og brillerne var konstant i vejen – især da jeg begyndte at ride. De blev slidte, sad skævt og duggede, hver gang det var koldt eller regnede.

Da jeg fyldte 16, fik jeg endelig lov til at bruge kontaktlinser. De bløde linser var lige kommet på markedet, og det føltes som en revolution – en kæmpe lettelse!

Men før det havde jeg mine egne “metoder” til at slippe for brillerne, og det gik sjældent godt.

Den store katastrofe ved Rudesøen

En sommer var vi ved vores yndlingsbadesø, Rudesø. Store klipper strakte sig ud i vandet, så vi kunne gå et stykke, før vi svømmede ud til en lille klippeø længere ude, hvor vi plejede at solbade og dykke.

En dag var vandet lidt koldt, men jeg ville ikke fremstå som en tøsedreng, så jeg kastede mig i og svømmede afsted – uden at tænke på, at jeg stadig havde mine briller på.

Allerede under vandet gik det op for mig. Da jeg kom op til overfladen, var de væk.

Det var midt i sommerferien, og det var ikke bare lige til at tage hjem til Danmark og få et nyt par. Jeg var fortvivlet – tanken om at tilbringe resten af sommeren halvblind var ikke til at bære.

Min veninde Eva-Lill forsøgte at hjælpe med at dykke ned efter dem, men det var håbløst. Enten var der klipper, eller også var bunden dækket af mudder, og vandet var så brunt, at vi ikke kunne se en hånd for os.

Da jeg kom hjem og fortalte det til min mor, var jeg helt slået ud. Men kort efter kom Eva-Lills far cyklende – med en hjemmelavet “brilleredder”! Han havde bøjet tænderne på en løvrive, sat den på et langt skaft og foreslog, at vi skulle prøve at fiske brillerne op.

Jeg troede ikke rigtig på det, men efter et stykke tid – utroligt nok – fik han dem op! Jeg havde aldrig været så glad for mine briller før.

Den korte lykke

Min glæde varede dog ikke længe. Mindre end en uge senere lagde jeg mine briller på sofaen – og min intetanende bror satte sig på dem. De knækkede midt over.

Med tape og lim (gaffatape fandtes ikke dengang) fik vi dem lappet nogenlunde sammen. Jeg kunne se igen – i hvert fald midlertidigt.

Men skæbnen var ikke færdig med mine stakkels briller endnu.

Rideulykken, der blev dråben

Få dage senere var jeg ude at ride på min elskede hest, Fatima. Hun var altid frisk og ivrig, og da vi kom ind på en lille sti, begyndte hun at trave. Pludselig fik jeg en stor grangren lige i ansigtet – og mine briller fløj af… igen.

Jeg formåede på en eller anden måde at cykle hjem fra stalden uden dem. Min mor og jeg gik ud for at lede, og af en eller anden grund lod hun mig gå forrest for at vise, hvor det var sket. Det viste sig at være en virkelig dårlig idé.

For pludselig hørte jeg et knas under min fod.

Jeg havde trådt lige oven på mine briller.

Det ene glas nu knust, og stellet var brækket.

Den midlertidige løsning

Nu var det for alvor en krise. At kunne se med det ene øje og ikke med det andet gør en fuldstændig svimmel. Vi improviserede – erstattede den ødelagte linse med et stykke pap og limede stellet sammen igen. Det fungerede – mere eller mindre.

En uge senere kom min far med mine gamle briller hjemmefra, så jeg kunne klare resten af sommeren. De var langt fra perfekte, men jeg kunne i det mindste se – nogenlunde.

Og sådan endte endnu et kapitel i mine stakkels brillers dramatiske liv.

Fotografiet er af mig og Fatima, uden sadel og uden briller!

Staldapotek!

Hav et godt staldapotek – vær forberedt på det uventede!

Jeg har fulgt med i diskussioner på Facebook om, hvordan dyrlægeomkostningerne skyder i vejret, og jeg har også set frustrerede hesteejere kæmpe med forsikringsselskaberne for at få dækket deres heste, når uheldet er ude. At have hest er dyrt, og det bliver endnu dyrere, når der sker noget.

Man kan ikke helt forhindre ulykker – heste er dyr og kan finde på de mest mærkelige ting. Men man kan gøre meget for at være forberedt, for eksempel ved at have en sikker stald, gode hegn og et velforsynet staldapotek.

Jeg siger ikke, at man ikke skal ringe til dyrlægen, når det er nødvendigt, men der er meget, man kan klare selv. En ting er foderet. Jeg har ofte hjulpet hesteejere med at undersøge, hvorfor deres heste bliver syge, og ofte viser det sig, at problemet kan spores tilbage til fodringen. Vi er nogle gange for søde ved vores heste og giver dem for meget kraftfoder, vitaminer eller mineraler. Heste er grundlæggende bygget til at bevæge sig og græsse – ikke til at stå stille i bokse. Manglende motion eller social kontakt kan føre til overskudsenergi, og det kan resultere i ulykker.

Selvfølgelig kan ulykker ske, selvom man gør alting rigtigt. Når det sker, er det vigtigt at være forberedt. Når vi selv får et sår eller forstuer foden, skynder vi os jo ikke altid til lægen. Vi prøver ofte at klare det selv først, sætter et plaster på og ser tiden an. Det samme gælder for heste. Gennem årene har jeg lært meget og selv taget mig af mange småskader, især fordi dyrlægeregninger hurtigt kan blive meget dyre.

Men jeg ved også, hvor frustrerende det er, når staldapoteket ikke har det, man har brug for. For eksempel er det utrolig svært at få noget til at sidde fast på en hests ben. Bandager falder ofte af, og hvis det sker, kan hesten snuble over det eller træde på det, hvilket kan gøre skaden værre. Jeg har nogle gange brugt gaffatape og kompresser i en nødsituation – ikke ideelt, men det har fungeret.

For nylig kom jeg i kontakt med Martin Goodman fra Rheva, som introducerede mig for et sårplaster designet specifikt til heste. Jeg blev utrolig glad! At beskytte sår på heste, der går ude, har altid været en udfordring. Tidligere fandtes der en salve kaldet Socatyl, som stivnede, når den blev påført, men den findes ikke længere. De moderne salver smelter ofte og løber af, før de kan gøre gavn.

Nu har jeg Rhevas hesteplaster i mit staldapotek, og det giver mig mere ro i sindet. Det bedste er, at såret kan hele uden, at noget generer eller irriterer det, hvilket fremskynder helingen og forhindrer infektioner fra fluer og snavs.

Det er fantastisk, at der hele tiden udvikles nye løsninger for os hesteejere. Dette plaster føles som et gennembrud og et stort skridt fremad!

Billedet viser min unghest, som var ekspert i at gå ind i buske og grene – som selvfølgelig ikke flyttede sig. Dengang havde jeg kun gaffatape til rådighed, men fremover bliver det en anden sag! 😊

Når man bare vil ride hele tiden!

Når man bare vil ride hele tiden!

Da jeg var barn, brugte jeg det meste af min tid på at finde heste, jeg kunne være sammen med – og helst ride på. Jeg var blevet venner med Bertil, som havde flere heste. Ud over sine egne tog han ofte heste ind til træning og kørsel. Derudover kom der hopper til hans hingst, og de blev ofte på hans græsmarker hele sommeren, så man kunne være sikker på, at de blev drægtige.

Det betød, at Bertil havde folde spredt ud over det hele. Dette var i Blekinge, tæt på Smålandsgrænsen, et område med masser af skov og sten. Her udnyttede man de små græsstykker, der fandtes hist og her.

Den sommer havde Bertil fået en unghingst, som han skulle træne til kørsel. Alle, der afleverede deres heste til Bertil, tænkte som regel, at “pigen kan jo ride dem lidt, så de vænner sig til det.” Jeg var naturligvis mere end glad for at hjælpe! Hvis hestene allerede var blevet kørt lidt til, var det sjældent noget problem at ride dem også.

Bertil havde trænet hingsten et stykke tid, og jeg havde redet ham nogle gange. Han var superrolig og villig. Så besluttede Bertil, at hingsten kunne komme på græs i et stykke tid for at fordøje det, han havde lært. Græsmarken lå ret langt fra mit hjem, men det så jeg ikke som et problem. Jeg havde jo ben at gå på og masser af tid!

Hingsten blev sat på en græsmark på den anden side af Rudesøen, hvor vi plejede at bade. Jeg havde næsten tre kilometer at gå ned til søen. Derfra tog jeg en båd, som vi havde liggende ved bredden, og roede over til den anden side – en ret lang tur faktisk. Fra bredden var der kun cirka 500 meter til folden.

Jeg havde lånt et hovedtøj, så jeg kunne ride hingsten lidt, mens han gik på græs. Det gik fint at ride ham i folden. Hingsten var venlig og kom hen til mig, da jeg kom. Jeg satte hovedtøjet på, fandt en sten at klatre op på, og steg op. Han tog det hele med ro, og jeg begyndte at lade ham gå lidt rundt i folden.

Til at begynde med gik det hele godt, men han var jo ikke fuldt trænet endnu, og snart begyndte han at gå sine egne veje. Hans foldkammerat syntes, det hele så sjovt ud og begyndte pludselig at galopere rundt. Det syntes hingsten også, så han satte efter sin kammerat – med en række bukkespring, som jeg slet ikke var forberedt på.

Jeg fløj af i en bue og landede på ryggen midt i en klynge af brændenælder og brombærbuske. Heldigvis ramte jeg ikke de store sten i folden – ellers kunne det være gået helt galt. Jeg kunne næsten ikke bevæge mig, men det lykkedes mig til sidst at komme på benene. Jeg var øm over det hele og dækket af stikkende brændenælder og rifter fra brombærbuskene.

Men min første tanke var stadig: Jeg skal have hovedtøjet af hingsten, så han ikke kommer til skade!

Heldigvis var hestene blevet rolige igen, og det lykkedes mig at fange hingsten uden de store problemer og tage hovedtøjet af ham. Derefter måtte jeg humpe tilbage til båden, ro over søen og gå de tre kilometer hjem til vores sommerhus – forslået og øm.

Da min mor så mig, kunne hun straks se, at der var noget galt. Jeg måtte overbevise hende om, at det ikke var så slemt. Tænk, hvis hun havde forbudt mig at ride igen – det ville have været en katastrofe!

Bertil fandt aldrig ud af, at jeg var blevet smidt af. Jeg sagde bare til ham, at det nok var en god idé at lade hingsten få en pause, mens han gik på græs. Da hingsten senere kom tilbage, red jeg ham igen, og det gik meget bedre, da hans foldkammerat ikke løb løs ved siden af.

Vi ryttere er virkelig hårdføre, og jeg har ofte tænkt tilbage på, hvor meget man har måttet udholde for sin kærlighed til hestene. Men det har altid været det værd!

Billedet er fra begyndelsen af 70’erne, hvor jeg rider hingsten Hamn i en “kvalitetssadel” fra militæret 🙂