Kategori: Ikke-kategoriseret

Brilleaben – en livslang kamp

Alle har deres udfordringer, og min har været mit syn. Jeg har været halvblind det meste af mit liv, og allerede som barn blev jeg kaldt “brilleabe” i skolen. Jeg fik mine første briller, da jeg var otte år – og jeg hadede dem. Ikke fordi jeg ikke var taknemmelig for at kunne se, men med -7 på begge øjne og bygningsfejl var mine tykke “hinkesten” ikke ligefrem flatterende.

Dengang var briller også dyre. Glassets pris var delvist dækket af støtte, men stellet måtte man selv betale. Og fordi mit syn konstant ændrede sig, skulle jeg have nye briller hvert år. Mine forældre accepterede det, men de var ikke begejstrede, når jeg havde brug for mere end ét par om året.

Heste og briller – en dårlig kombination

Som barn var jeg altid igang (jeg havde sikkert fået en diagnose i dag), og brillerne var konstant i vejen – især da jeg begyndte at ride. De blev slidte, sad skævt og duggede, hver gang det var koldt eller regnede.

Da jeg fyldte 16, fik jeg endelig lov til at bruge kontaktlinser. De bløde linser var lige kommet på markedet, og det føltes som en revolution – en kæmpe lettelse!

Men før det havde jeg mine egne “metoder” til at slippe for brillerne, og det gik sjældent godt.

Den store katastrofe ved Rudesøen

En sommer var vi ved vores yndlingsbadesø, Rudesø. Store klipper strakte sig ud i vandet, så vi kunne gå et stykke, før vi svømmede ud til en lille klippeø længere ude, hvor vi plejede at solbade og dykke.

En dag var vandet lidt koldt, men jeg ville ikke fremstå som en tøsedreng, så jeg kastede mig i og svømmede afsted – uden at tænke på, at jeg stadig havde mine briller på.

Allerede under vandet gik det op for mig. Da jeg kom op til overfladen, var de væk.

Det var midt i sommerferien, og det var ikke bare lige til at tage hjem til Danmark og få et nyt par. Jeg var fortvivlet – tanken om at tilbringe resten af sommeren halvblind var ikke til at bære.

Min veninde Eva-Lill forsøgte at hjælpe med at dykke ned efter dem, men det var håbløst. Enten var der klipper, eller også var bunden dækket af mudder, og vandet var så brunt, at vi ikke kunne se en hånd for os.

Da jeg kom hjem og fortalte det til min mor, var jeg helt slået ud. Men kort efter kom Eva-Lills far cyklende – med en hjemmelavet “brilleredder”! Han havde bøjet tænderne på en løvrive, sat den på et langt skaft og foreslog, at vi skulle prøve at fiske brillerne op.

Jeg troede ikke rigtig på det, men efter et stykke tid – utroligt nok – fik han dem op! Jeg havde aldrig været så glad for mine briller før.

Den korte lykke

Min glæde varede dog ikke længe. Mindre end en uge senere lagde jeg mine briller på sofaen – og min intetanende bror satte sig på dem. De knækkede midt over.

Med tape og lim (gaffatape fandtes ikke dengang) fik vi dem lappet nogenlunde sammen. Jeg kunne se igen – i hvert fald midlertidigt.

Men skæbnen var ikke færdig med mine stakkels briller endnu.

Rideulykken, der blev dråben

Få dage senere var jeg ude at ride på min elskede hest, Fatima. Hun var altid frisk og ivrig, og da vi kom ind på en lille sti, begyndte hun at trave. Pludselig fik jeg en stor grangren lige i ansigtet – og mine briller fløj af… igen.

Jeg formåede på en eller anden måde at cykle hjem fra stalden uden dem. Min mor og jeg gik ud for at lede, og af en eller anden grund lod hun mig gå forrest for at vise, hvor det var sket. Det viste sig at være en virkelig dårlig idé.

For pludselig hørte jeg et knas under min fod.

Jeg havde trådt lige oven på mine briller.

Det ene glas nu knust, og stellet var brækket.

Den midlertidige løsning

Nu var det for alvor en krise. At kunne se med det ene øje og ikke med det andet gør en fuldstændig svimmel. Vi improviserede – erstattede den ødelagte linse med et stykke pap og limede stellet sammen igen. Det fungerede – mere eller mindre.

En uge senere kom min far med mine gamle briller hjemmefra, så jeg kunne klare resten af sommeren. De var langt fra perfekte, men jeg kunne i det mindste se – nogenlunde.

Og sådan endte endnu et kapitel i mine stakkels brillers dramatiske liv.

Fotografiet er af mig og Fatima, uden sadel og uden briller!

Hav et godt staldapotek – vær forberedt på det uventede!

Jeg har fulgt med i diskussioner på Facebook om, hvordan dyrlægeomkostningerne skyder i vejret, og jeg har også set frustrerede hesteejere kæmpe med forsikringsselskaberne for at få dækket deres heste, når uheldet er ude. At have hest er dyrt, og det bliver endnu dyrere, når der sker noget.

Man kan ikke helt forhindre ulykker – heste er dyr og kan finde på de mest mærkelige ting. Men man kan gøre meget for at være forberedt, for eksempel ved at have en sikker stald, gode hegn og et velforsynet staldapotek.

Jeg siger ikke, at man ikke skal ringe til dyrlægen, når det er nødvendigt, men der er meget, man kan klare selv. En ting er foderet. Jeg har ofte hjulpet hesteejere med at undersøge, hvorfor deres heste bliver syge, og ofte viser det sig, at problemet kan spores tilbage til fodringen. Vi er nogle gange for søde ved vores heste og giver dem for meget kraftfoder, vitaminer eller mineraler. Heste er grundlæggende bygget til at bevæge sig og græsse – ikke til at stå stille i bokse. Manglende motion eller social kontakt kan føre til overskudsenergi, og det kan resultere i ulykker.

Selvfølgelig kan ulykker ske, selvom man gør alting rigtigt. Når det sker, er det vigtigt at være forberedt. Når vi selv får et sår eller forstuer foden, skynder vi os jo ikke altid til lægen. Vi prøver ofte at klare det selv først, sætter et plaster på og ser tiden an. Det samme gælder for heste. Gennem årene har jeg lært meget og selv taget mig af mange småskader, især fordi dyrlægeregninger hurtigt kan blive meget dyre.

Men jeg ved også, hvor frustrerende det er, når staldapoteket ikke har det, man har brug for. For eksempel er det utrolig svært at få noget til at sidde fast på en hests ben. Bandager falder ofte af, og hvis det sker, kan hesten snuble over det eller træde på det, hvilket kan gøre skaden værre. Jeg har nogle gange brugt gaffatape og kompresser i en nødsituation – ikke ideelt, men det har fungeret.

For nylig kom jeg i kontakt med Martin Goodman fra Rheva, som introducerede mig for et sårplaster designet specifikt til heste. Jeg blev utrolig glad! At beskytte sår på heste, der går ude, har altid været en udfordring. Tidligere fandtes der en salve kaldet Socatyl, som stivnede, når den blev påført, men den findes ikke længere. De moderne salver smelter ofte og løber af, før de kan gøre gavn.

Nu har jeg Rhevas hesteplaster i mit staldapotek, og det giver mig mere ro i sindet. Det bedste er, at såret kan hele uden, at noget generer eller irriterer det, hvilket fremskynder helingen og forhindrer infektioner fra fluer og snavs.

Det er fantastisk, at der hele tiden udvikles nye løsninger for os hesteejere. Dette plaster føles som et gennembrud og et stort skridt fremad!

Billedet viser min unghest, som var ekspert i at gå ind i buske og grene – som selvfølgelig ikke flyttede sig. Dengang havde jeg kun gaffatape til rådighed, men fremover bliver det en anden sag! 😊

Når man bare vil ride hele tiden!

Da jeg var barn, brugte jeg det meste af min tid på at finde heste, jeg kunne være sammen med – og helst ride på. Jeg var blevet venner med Bertil, som havde flere heste. Ud over sine egne tog han ofte heste ind til træning og kørsel. Derudover kom der hopper til hans hingst, og de blev ofte på hans græsmarker hele sommeren, så man kunne være sikker på, at de blev drægtige.

Det betød, at Bertil havde folde spredt ud over det hele. Dette var i Blekinge, tæt på Smålandsgrænsen, et område med masser af skov og sten. Her udnyttede man de små græsstykker, der fandtes hist og her.

Den sommer havde Bertil fået en unghingst, som han skulle træne til kørsel. Alle, der afleverede deres heste til Bertil, tænkte som regel, at “pigen kan jo ride dem lidt, så de vænner sig til det.” Jeg var naturligvis mere end glad for at hjælpe! Hvis hestene allerede var blevet kørt lidt til, var det sjældent noget problem at ride dem også.

Bertil havde trænet hingsten et stykke tid, og jeg havde redet ham nogle gange. Han var superrolig og villig. Så besluttede Bertil, at hingsten kunne komme på græs i et stykke tid for at fordøje det, han havde lært. Græsmarken lå ret langt fra mit hjem, men det så jeg ikke som et problem. Jeg havde jo ben at gå på og masser af tid!

Hingsten blev sat på en græsmark på den anden side af Rudesøen, hvor vi plejede at bade. Jeg havde næsten tre kilometer at gå ned til søen. Derfra tog jeg en båd, som vi havde liggende ved bredden, og roede over til den anden side – en ret lang tur faktisk. Fra bredden var der kun cirka 500 meter til folden.

Jeg havde lånt et hovedtøj, så jeg kunne ride hingsten lidt, mens han gik på græs. Det gik fint at ride ham i folden. Hingsten var venlig og kom hen til mig, da jeg kom. Jeg satte hovedtøjet på, fandt en sten at klatre op på, og steg op. Han tog det hele med ro, og jeg begyndte at lade ham gå lidt rundt i folden.

Til at begynde med gik det hele godt, men han var jo ikke fuldt trænet endnu, og snart begyndte han at gå sine egne veje. Hans foldkammerat syntes, det hele så sjovt ud og begyndte pludselig at galopere rundt. Det syntes hingsten også, så han satte efter sin kammerat – med en række bukkespring, som jeg slet ikke var forberedt på.

Jeg fløj af i en bue og landede på ryggen midt i en klynge af brændenælder og brombærbuske. Heldigvis ramte jeg ikke de store sten i folden – ellers kunne det være gået helt galt. Jeg kunne næsten ikke bevæge mig, men det lykkedes mig til sidst at komme på benene. Jeg var øm over det hele og dækket af stikkende brændenælder og rifter fra brombærbuskene.

Men min første tanke var stadig: Jeg skal have hovedtøjet af hingsten, så han ikke kommer til skade!

Heldigvis var hestene blevet rolige igen, og det lykkedes mig at fange hingsten uden de store problemer og tage hovedtøjet af ham. Derefter måtte jeg humpe tilbage til båden, ro over søen og gå de tre kilometer hjem til vores sommerhus – forslået og øm.

Da min mor så mig, kunne hun straks se, at der var noget galt. Jeg måtte overbevise hende om, at det ikke var så slemt. Tænk, hvis hun havde forbudt mig at ride igen – det ville have været en katastrofe!

Bertil fandt aldrig ud af, at jeg var blevet smidt af. Jeg sagde bare til ham, at det nok var en god idé at lade hingsten få en pause, mens han gik på græs. Da hingsten senere kom tilbage, red jeg ham igen, og det gik meget bedre, da hans foldkammerat ikke løb løs ved siden af.

Vi ryttere er virkelig hårdføre, og jeg har ofte tænkt tilbage på, hvor meget man har måttet udholde for sin kærlighed til hestene. Men det har altid været det værd!

Billedet er fra begyndelsen af 70’erne, hvor jeg rider hingsten Hamn i en “kvalitetssadel” fra militæret 🙂

Har dine heste muk?

Muk og rasp er meget almindeligt hos heste, især hvis man bor et sted med regnfulde og milde vintre. Jeg har boet forskellige steder og bemærket en enorm forskel på, hvor let mine heste fik muk.

I 20 år boede jeg i det nordlige Skåne i Sverige, hvor vi havde store problemer. Det var et sumpområde med hyppig regn, og vi havde vådområder i nærheden. Selvom vi havde store, flotte folde, stod hestene ofte ved lågerne og trampede jorden op, så de stod i mudder til knæene. Da vi byggede vores løsdrift, støbte vi et stort betonareal, hvor hestene havde deres fodringsområde. Det var helt nødvendigt; ellers ville de ikke have haft et tørt sted at stå.

Selvom vi gjorde alt, hvad vi kunne for hestenes velbefindende, fik de ofte muk. Vejret gjorde, at deres ben næsten altid var fugtige, hvilket førte til, at muk blev et tilbagevendende problem – noget der var udfordrende for både hestene og os.

Det interessante er, at når man spørger andre – dyrlæger, beslagsmede eller avlere – om råd til at undgå muk, får man altid forskellige svar. Nogle siger, at man skal vaske hestenes ben hver dag, når man tager dem ind, mens andre siger, at man ikke skal pille for meget ved dem, fordi det kan ridse huden og åbne op for bakterier. Man må simpelthen prøve sig frem for at finde det, der virker bedst for ens egne heste.

Jeg tror, jeg har prøvet alt: muksalver, der ofte blev klæbrige og samlede skidt; tørre benene; vaske benene – men det, der fungerede bedst for os, var Blåsten eller Virkon S.

Jeg fandt ud af, at hvis man blander Blåsten med vand og hælder det på en sprayflaske, kan man sprøjte hestenes ben dagligt, hvilket hjalp med at holde mukken nogenlunde under kontrol. En gang blev jeg endda nødt til at sælge en hest meget billigt, fordi han ikke kunne tåle vores folde. Hans ben hævede op som telefonpæle, og ingen behandling hjalp. Han kom heldigvis til et bedre sted med tørre omgivelser og sundere jordbakterier, end vi havde. At holde hestene inde hele tiden er heller ikke en løsning – det stresser dem, og de har brug for at bevæge sig for at opretholde en god blodcirkulation i benene.

Hvorfor skriver jeg om dette nu?

Jo, gode ting sker i livet, og der er faktisk folk, der forsker i at hjælpe heste med dette problem. For noget tid siden kom jeg i kontakt med nogle mennesker, der har udviklet et unikt produkt mod muk. Jeg blev meget nysgerrig, og nu er det blevet testet og bevist effektivt – og det virker virkelig!

Det bedste er, at jeg nu er sponsoreret af FHORZE, firmaet bag produktet, og jeg kan hjælpe med at sprede budskabet om, at vi endelig kan slippe af med muk. Jeg ved, at mange har brug for dette produkt, så jeg planlægger at afholde konkurrencer i fremtiden, hvor I kan vinde “Muggfri”.

Jeg er virkelig glad for at kunne præsentere dette produkt, som jeg tror vil hjælpe mennesker og heste over hele verden.

Jeg Fik en Hest!

Det er ikke så usædvanligt at få en hest, men ordsproget siger jo, at man ikke skal se en given hest i munden. Det betyder, at man ofte får gamle eller skadede heste, som ingen andre vil have, og som mest koster penge. Men det er meget sjældent at få en sund, ung hest med stamtavle. Her er historien om, hvordan jeg fik en fantastisk arabisk hest – helt gratis!

Jeg var sadelmager i Mörrum og havde travlt med at sy og reparere for at kunne betale husleje og få mad på bordet. Det var ikke kun til mig selv, men også til heste, hund og kat. Derfor satte jeg altid pris på, når nogen anbefalede nye kunder til mig.

En af mine venner, Ove, havde jeg mødt på kurser, jeg holdt for AOF, hvor jeg underviste i læderarbejde. Han lejede også en boks hos mig til sine travheste. En dag foreslog han, at jeg skulle kontakte en mand ved navn Tom, som ejede araberheste. Ove troede, at Tom sikkert kunne have nogle opgaver til mig.

Jeg ringede til Tom, og det viste sig, at han var meget travlt optaget, men han havde faktisk en del arbejde til mig. Han spurgte, om jeg kunne hente de ting, der skulle repareres, fordi han ikke havde tid til at bringe dem selv. Det havde jeg ikke noget imod, så jeg hentede dækkener og grimer hos Tom. Senere begyndte jeg også at lave specialgrimer til araberne, fordi de almindelige grimer ikke passede. Araberheste har mindre muler, og især føllene kunne ikke passe de almindelige følgrimer, da de var alt for store. Senere fik jeg lov til at lave showtrenser, hvilket jeg syntes var fantastisk sjovt – at lave så fine ting i stedet for at lappe gamle seletøj som havde ballebånd og ståltråd til at holde sammen på dem!

Ove, som havde en god portion humor, syntes det var fint, at jeg fik så meget arbejde. Men han sagde også, at når jeg nu lavede så godt arbejde, kunne jeg jo sige til Tom, at jeg skulle have en hest “imellem” som en del af byttehandlerne.

Vi grinede ad idéen, for Toms heste var meget fine og dyre.

En dag skulle jeg aflevere en bunke dækkener tilbage til Tom. Jeg var lidt sent på den, og vi mødtes på vejen, da han var på vej et sted hen. Vi stoppede på hver sin side af vejen, og jeg steg ud for at tale med ham. Jeg husker, det regnede ret meget. Tom instruerede mig i, hvor jeg skulle lægge dækkenerne, og sagde, at det var godt, jeg var så hurtig til at reparere. Efter vi havde talt om dækkenerne, sagde jeg, lidt for sjov:
“Ja, Ove synes, jeg burde få en hest imellem nu, når jeg er så dygtig!”

Jeg lo, men Tom så alvorligt på mig.
“Nå, siger han det? Så må vi vel finde en hest til dig. Men jeg skal videre nu,” sagde han og kørte af sted.

Jeg stod tilbage i regnen med kæben helt nede ved knæene. Havde jeg hørt rigtigt, eller lavede han bare sjov?

Næste gang vi talte, var jeg nødt til at spørge.
“Mente du virkelig det?”
“Selvfølgelig,” sagde han. “Kom forbi på lørdag, så ser vi, hvad vi kan finde!”

Jeg var stadig skeptisk, men jeg tog derhen. Jeg tænkte, det nok ville være et føl med en fejl eller en halt hest.

Da jeg ankom, pegede Tom på en unghingst, der så lidt mærkelig ud – som om den var vokset for hurtigt. Men før jeg kunne sige noget, rystede han på hovedet og pegede på en anden hest.
“Nej, det er den her!”

Der stod en utrolig smuk hest.
“Det er Argentinas føl,” sagde han.

Jeg vidste ikke meget om araberheste, men jeg vidste, at Argentina var en hoppe, han havde købt i Polen nogle år før for et sekscifret beløb.

Og sådan blev jeg ejer af en arabisk hest. Jeg kaldte ham Mandoza, da Argentinas hovedstad hedder Mendoza.

På billedet kan du se Mandoza med en af de grimer, jeg lavede dengang.

Jul i Australien!

Jeg er konstant på jagt efter nye eventyr, og min største frygt er at kede mig!
I 1980 rejste jeg til Australien for at blive der i seks måneder. Jeg havde mødt et par, der boede der, da de var på besøg i Sverige. De havde tidligere arbejdet på High Chaparral, hvor jeg også arbejdede, og de var i Sverige for at besøge gamle venner. Selvfølgelig måtte jeg høre om livet “Down Under”, og før jeg vidste af det, var jeg blevet inviteret til at komme og besøge dem!

Sådan noget siger man ikke til mig uden, at jeg tager det alvorligt! Jeg begyndte at spare penge, og efter et år havde jeg nok til en flybillet. Det føltes som en fantastisk mulighed, især fordi det ikke var så almindeligt at rejse til Australien på det tidspunkt. Vi holdt kontakten, og snart var planerne for min rejse til Australien i fuld gang.

Der skete mange ting i løbet af de seks måneder, men i dag har jeg valgt at fortælle om julen og ikke om hestene, da det jo er den tid på året lige nu.

Det var et svensk par, jeg besøgte, så juletraditionerne var næsten de samme, som jeg var vant til. Det, der ikke helt passede, var temperaturen. Julen i Australien falder om sommeren, og det er meget varmt. Det er måske ikke noget, man tænker over, men det er ret svært at komme i julestemning, når sommeren er på sit højeste, græsset er grønt, og solen står højt på himlen.

Willy og Rosie gjorde deres bedste med svensk julemad, og om formiddagen kom Willy ind med en økse og rakte den til mig.
“Du kan gå ud og finde et juletræ,” sagde han.

Det var nok den mærkeligste følelse, jeg nogensinde har haft—at gå udenfor med en økse i 30 graders varme for at finde noget, der lignede et juletræ. Resultatet kan ses på billedet. Da jeg kom tilbage med en busk, syntes de, at jeg havde gjort det rigtig godt, og Willy lavede en fod til den.

Vi havde ikke meget pynt, men vi fandt lidt forskelligt, vi kunne hænge på, blandt andet et dansk flag, som jeg havde taget med af en eller anden mærkelig grund. 🙂

Alle vores anstrengelser blev dog ødelagt, da katten besluttede, at det var fantastisk, at vi havde bragt en legeting ind til hende. Hun klatrede helt op i “træet”, som begyndte at bøje sig, og så slap hun taget, så alt pynten fløj rundt i rummet. Vi måtte samle resterne op og sætte dem tilbage på træet.

Da skumringen faldt på, hørte jeg klokker og bjælder udenfor. Jeg bør tilføje, at vi boede omkring 8 kilometer fra det nærmeste hus, så forestil dig min overraskelse, da en lastbil dukkede op med julemanden og klovne! Det viste sig at være et par fra en campingplads ved havet, omkring 20 kilometer væk, som havde en tradition med at køre rundt og dele små gaver ud til alle.

Jeg havde mødt dem tidligere; de havde en lille butik med fantastiske ting fra havet, som jeg aldrig havde set før. Klovnene, de havde med, var to danske fyre, der camperede der (tilsyneladende har julemanden i Australien klovne med sig), og de syntes, det kunne være sjovt at køre med og hilse på folk. Forestil dig min overraskelse, da jeg fik lov til at tale dansk juleaften i Australien!

Vi havde det rigtig hyggeligt, men det var helt sikkert den mest mærkelige juleaften, jeg nogensinde har haft.

Wången!

Jeg har jo fortalt om mit møde med Bertil, da jeg var barn. Han var så glad for at finde én, der kunne dele hans enorme interesse for heste, især Nordsvenske heste, at han begyndte at tage mig med til forskellige arrangementer. Der var lokale kåringer, kørsler og andre begivenheder, men hvis man dengang var entusiastisk omkring Nordsvenskeren, så var der ét sted, der var centrum for alle avlere – Wången. Der blev der holdt kåringer for 3- og 4-årige tidligt om foråret, og folk kom fra hele det lange Sverige. Ja, og endda én fra Danmark!

Jeg var ikke kun fra “udlandet,” men også en pige! Der var ikke mange piger, der delte interessen for Nordsvenske heste på den tid, så jeg var usædvanlig på alle måder. Jeg havde fået lov til at tage med Bertil hele vejen til Wången i Östersund, hvilket betød en togrejse på over 12 timer. Naturligvis rejste alle Nordsvensk-entusiasterne sammen og havde det virkelig sjovt undervejs. De havde sørget for at have godt med indhold i lommelærkerne, og der blev ikke sovet meget – men til gengæld grinet meget! Jeg var blevet lidt ældre og fik også lov til at tage en snaps eller to på vejen.

Jeg husker, da vi ankom til Wången. Vi havde sovet meget lidt, og da vi steg af toget, føltes det næsten som om, vi stadig kørte.

På Wången samledes folk fra hele landet, og dialekterne var fantastiske. Jeg var dansk, men kunne på det tidspunkt tale flydende svensk. Fordi jeg havde lært sproget og også kunsten at lytte, endte jeg ofte med at oversætte for mændene, når de ikke kunne forstå hinanden! Det plejede at gå bedre efter et par snaps, og i sidste ende var alle enige om, at Nordsvenskeren var den fineste hest, der nogensinde havde gået på fire ben.

Jeg husker en mand fra Dalarna med en vidunderlig dialekt og et fantastisk fortællertalent. Han plejede at sidde og humoristisk fundere over, hvor mærkeligt det var, at de der dommere – ofte haltende med stok, briller og høreapparater – kunne stå og kritisere disse perfekte skabninger af heste og sige, at de var “for korte i ryggen” eller “lidt indfodede.” Vi grinede, så tårerne trillede!

Der var mange diskussioner og meninger, når en af hingstene ikke blev godkendt, og stoltheden, der lyste ud af avlere og beundrere, når en hingst blev godkendt, var fantastisk.

Jeg har været på Wången tre gange, og hver oplevelse var fantastisk. Min kærlighed til Nordsvenskerne består. Jeg synes, de er vidunderlige og meget alsidige heste. Jeg har været den heldige ejer af tre og ville meget gerne have en igen.

Billedet er fra Wången 1979 af en 3 åring der vises for dommerne.

Vinterminder fra Sverige

Nogle gange tog vores familie til sommerhuset i Blekinge om vinteren. Vi havde jo fri mellem jul og nytår, og hvis vi var heldige, var der sne. Sne var en sjældenhed i Danmark på den tid af året, så vi elskede at tage til Sverige for at stå på ski. Nogle gange frøs søen også til, og så kunne vi stå på skøjter.

En påske var vejret helt fantastisk. Der lå sne på jorden, men solen varmede så meget, at jeg besluttede mig for at prøve at stå på ski i badedragt. Sagt og gjort! Det var virkelig sjovt – lige indtil jeg faldt. Så kom tøjet hurtigt på igen! Mine forældre sad udenfor og spiste frokost og nød solen. Min far syntes, det var meget praktisk at stikke snapsen ned i en snedrive – så holdt den sig dejlig kold.

En anden vinter, hvor hele familien var med, ville Bertil overraske os med noget særligt: en slædetur i måneskin med hans hest, Hamn. Det er et minde, der stadig giver mig gåsehud, når jeg tænker på det. Jeg ville ønske, vi havde haft mobiltelefoner dengang, så vi kunne have filmet eller i det mindste taget nogle billeder, men det kunne man ikke med mit lille lomme-kamera.

Den aften lå temperaturen omkring minus 20 grader. Der lå tung sne på grantræernes grene, og fuldmånen kastede et blåligt skær over skoven. Sneen knirkede under vores støvler, når vi gik, og når man åndede gennem næsen, frøs næsehårene til is. Vi måtte trække halstørklæderne op over ansigtet, så vi ikke stivnede helt i kulden.

Bertil kom og hentede os i slæden med Hamn spændt for, og vi fik hver en fakkel, som vi tændte, inden turen gik i gang. Skoven var fuldstændig stille; det eneste, man kunne høre, var lyden af bjælderne, der klingede, og Hamns prusten en gang imellem. Vi kørte gennem det funklende vinterlandskab til Bertils hus, hvor hans søster Nelly havde forberedt ærtesuppe og varm punch. Jeg husker, at intet nogensinde havde smagt så godt – og jeg fik lov til at smage en smule punch. Det varmede os godt op til hjemturen i den kolde nat.

Allerede dengang vidste jeg, at jeg oplevede noget uforglemmeligt, noget, der ville stå klart i min hukommelse resten af livet. Jeg har været på mange slædeture siden, men aldrig igen i måneskin med fakler. Det var helt magisk.

Desværre har jeg ikke et godt billede fra den aften – det var næsten umuligt at tage billeder i mørke dengang. Her er i det mindste et billede af Hamn fra en anden slædetur. Vi havde jo ikke mobiltelefoner dengang, så man måtte pænt vente flere uger på at få billederne fremkaldt – og det var dyrt!

---

Vidunderlige December!
Jeg er en af dem, der elsker december. Jeg ved… mørkt, sjappet og koldt! Men der er så meget at glæde sig over: juletræerne, lyset i vinduerne, forventningerne og et nyt år, der snart banker på døren.

Mange af mine venner har fødselsdag i december, inklusive mig selv. Jeg elsker gaver, overraskelser og kager! Jeg har en særlig fødselsdag, som jeg husker, som var det i går, selvom det er meget længe siden.

Jeg var 14 år og snart 15. Jeg tilbragte næsten hver dag på et internat for dyr og hjalp til. Der var hjemløse katte og hunde, og jeg elskede at gå ture med hundene, vinde deres tillid eller sidde i “køkkenet” med en kat på skødet. Vi kogte kød til hundene og fisk til kattene. Lugten i køkkenet er næsten ubeskrivelig, men man vænnede sig til den. Og dyrene – de var helt fantastiske.

Manden, der drev internatet, Hr. Jönsson, havde også to ponyer: en shetlandspony ved navn Claus og en større pony ved navn Prins. Jeg plejede at tage mig af dem og ride nogle gange. Men et par uger tidligere var Prins gået bort af tarmslyng, og vi syntes alle sammen synd for Claus, som nu var alene. Hr. Jönsson havde nævnt, at han måske ville anskaffe en ny hest, men selv dengang var heste dyre, så det var ikke noget, vi tog for givet.

En uge før min fødselsdag ringede Hr. Jönsson – noget han ellers aldrig gjorde. Han bad mig komme derhen med det samme! Jeg havde en fornemmelse af, at det måske var en ny hest, så jeg lånte min brors knallert (selvom jeg egentlig ikke måtte køre knallert, før jeg fyldte 15). Jeg havde prøvet lidt i smug før, så jeg vidste, hvordan man kørte og kom derhen i en fart.

Og dér stod han: den lille pony! Hr. Jönsson sagde, at han skulle være “min”, så længe jeg fortsatte med at hjælpe til på internatet. Han havde fundet den perfekte måde at sikre sig, at jeg aldrig ville stoppe med at komme der.

Det var den bedste fødselsdag, jeg nogensinde havde haft. Og på min rigtige fødselsdag ugen efter købte jeg min første knallert med penge, jeg havde sparet fra min konfirmation og andre opsparinger. Nu havde jeg både min egen hest og min egen knallert, og jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville være ældre end 15.

Det ønske gik selvfølgelig ikke i opfyldelse. Det er nu over 50 år siden, og jeg er blevet ældre. Men i stedet for at sørge over det, er jeg taknemmelig for, at jeg har fået lov til at leve så længe og opleve så meget – især når jeg tænker på, at jeg har haft familie og venner, der ikke fik den samme mulighed.

Hr. Jönsson gik bort et par år efter denne begivenhed, og hans bror arvede alt, hvad han havde. Jeg bekymrede mig meget for min pony, men Hr. Jönssons bror syntes det var synd for mig og gav mig ponyen. Jeg græd af taknemmelighed – min bedste ven skulle blive hos mig.

Nu er det december igen, og snart min fødselsdag. Jeg spekulerer på, om jeg nogensinde vil opleve en fødselsdag så speciel som dengang. Det bliver spændende at se – overraskelser er altid velkomne!

Min Mission

Jeg har ofte hørt, at man skal finde sin mission i livet for virkelig at kunne gøre en forskel i verden. Længe havde jeg svært ved at finde min. I min ungdom og en stor del af mit voksenliv handlede det mest om at overleve – at få mad på bordet og senere sikre, at mine børn havde det samme. Men én ting var altid klar: Jeg ville aldrig nøjes med et almindeligt 9-til-4-job eller sidde fast i trafikken frem og tilbage fra arbejde. I stedet fandt jeg min vej gennem mit arbejde med heste, noget jeg altid har brændt for.

Men at elske sit arbejde er ikke nødvendigvis det samme som at have en mission. Min egentlige mission fandt jeg først for nogle år siden, da jeg begyndte at hjælpe usikre ryttere og samtidigt startede en podcast. Formålet med podcasten var at interviewe mennesker i hele verden, der havde gjort noget godt for heste, og dermed dele deres historier for at inspirere og oplyse andre.

Empati for hesten har altid været min drivkraft

Gennem årene har jeg lavet mine fejl i omgangen med heste, men jeg har altid mødt dem med empati og et stærkt ønske om at give dem det bedst mulige liv. Allerede som barn kunne jeg ikke se westernfilm uden at blive oprørt over, hvordan hestene blev behandlet. Jeg lagde mærke til ryttere, der trak hårdt i deres hestes mund med stangbid, sporer, der blev brugt uden omtanke, og de vilde galopper. Det værste for mig var, når hestene “døde” og faldt i filmene – jeg kunne ikke lade være med at tænke på de skader, de måtte have fået under optagelserne.

Som voksen begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved mange af de ting, der anses som “normale” i hesteverdenen. Jeg har ofte undret mig over, om det virkelig kunne være behageligt for en hest at have et bid i munden – måske fordi jeg selv er meget følsom med mine tænder. Jeg har altid været skeptisk over for brugen af sporer og har kun brugt dem til konkurrencer, fordi det dengang var et krav. Min filosofi har altid været, at man med så få hjælpemidler som muligt kan skabe en relation til hesten. Jeg husker, hvordan folk beundrede, at jeg red min hingst med kun en grime på – men for mig var det bare en naturlig måde at ride og omgås hesten.

Nysgerrigheden førte mig til podcasten

Da jeg startede min podcast, var det drevet af nysgerrighed. Jeg ville lære, hvordan folk rundt om i verden arbejder med og passer deres heste. Verden er stor, og forskellene i hestehold er enorme. På en eller anden måde fandt jeg mennesker, der virkelig gjorde en positiv forskel for heste, og det blev hurtigt den røde tråd i mine afsnit.

Efterhånden fik jeg idéen til at skabe debatrunder, hvor forskellige stemmer kunne mødes og diskutere deres synspunkter. Det har været fantastisk at se, hvordan velfærd for heste er kommet mere i fokus, og hvordan flere begynder at sætte hestens trivsel over konkurrenceresultater. Jeg hilser denne udvikling velkommen, for den er så nødvendig. Vi må genoverveje de traditioner, der begynder allerede på rideskolerne, og hjælpe folk til at forstå, at en hest ikke er et redskab – den er en individ, der fortjener at blive hørt og forstået.

Min mission i dag

I dag er min mission at fremhæve dem, der tør tænke anderledes og sætter hestens velfærd i første række. Jeg drømmer om en tid, hvor det, der i dag kaldes “alternativt,” bliver det nye “normale,” og hvor vi, der har valgt at stoppe med at konkurrere på grund af forkert brug af udstyr, stress og skæv bedømmelse af heste, ikke længere ses som “blødsødne,” men som mennesker, der elsker deres heste og nægter at udsætte dem for noget, de ikke selv er med på.

Jeg håber, at vi står på tærsklen til en udvikling som den, vi har set inden for hundetræning, hvor hårde metoder er blevet erstattet af blidere og mere respektfulde tilgange. At være venlig er ikke det samme som at være svag. Og hvis der er én ting, jeg ikke er, så er det svag.

Jeg ser med glæde frem til en bedre fremtid for vores heste. Hvis du er nysgerrig efter at lære mere, så lyt til min debatrunde nu på onsdag. Her vil du møde dygtige hestefolk, forskere og ryttere, der viser, at man kan skabe et fantastisk partnerskab med hesten – uden tvang og hårde midler.