Hvordan skal man tolke dette?
For mig har det altid været vigtigt at have det sjovt med det, jeg laver! Det er måske ikke altid lykkedes, men det er da værd at prøve, ikke?
Da jeg havde min nordsvenske hingst, Kosack, plejede jeg at invitere mine venner til stalden om vinteren, når der var sne. Der var nogle fantastiske bakker i nærheden – ironisk nok i en landsby, der hed Slätten. Det var den mest bakkede “slette”, jeg nogensinde har set!
Min idé var enkel: Jeg red på Kosack og trak mine venner, to ad gangen, op ad bakken, mens de stod på ski. Derefter kunne de suse ned igen i fuld fart. Vi fungerede simpelthen som en levende skilift! Det var en kæmpe succes – mine venner elskede at slippe for at gå op ad bakken selv.
Men hvad med mig? Jeg ville også stå på ski! Så en dag, da jeg var alene i stalden, besluttede jeg mig for at prøve skikørsel efter Kosack. Problemet var bare: Hvordan gør man det, når man er alene?
Jeg ville under ingen omstændigheder risikere at hive ham i munden, så jeg fandt en løsning. Jeg brugte træktove og en svingel og bandt derefter en snor fra svinglen til et bælte, jeg tog på. For en sikkerheds skyld satte jeg en hurtigudløser på, så jeg nemt kunne løsne mig, hvis det blev nødvendigt.
Da alt var klart, begav vi os ud på en mark. Det var ikke ligefrem let at komme derhen – at håndtere en hest, bære ski og slæbe en svingel samtidig var noget af en udfordring! Men jeg var fast besluttet på at få det til at fungere. Jeg havde kun et gammelt par langrendsski med besværlige bindinger, men det skulle ikke stoppe mig.
Vel fremme parkerede jeg Kosack, stillede mig bagved og begyndte at spænde mig fast. Jeg nåede lige at få den ene ski på, da Kosack blev utålmodig og tog et par skridt frem. BANG! Jeg landede direkte med ansigtet i sneen, da jeg jo stadig var fastgjort til svinglen.
At kæmpe sig op i dyb sne iført tykt vintertøj, mens jeg holdt fast i tøjlerne, var bestemt ikke nemt. Men stædig som jeg var, prøvede jeg igen. Jeg fik begge ski på og var lige ved at rejse mig – da Kosack tog endnu et par skridt. BANG! Endnu en tur med næsen først i sneen!
Da jeg kiggede op, drejede han hovedet bagud og kiggede på mig. Jeg er sikker på, jeg kunne se ham grine!
Tre gange faldt jeg, men på fjerde forsøg lykkedes det. Jeg begyndte at glide afsted, usikker men stolt. Det viste sig dog at være sværere end forventet at styre de lange ski, så jeg væltede igen. Men jeg nægtede at give op. Til sidst fik jeg styr på det og kunne endda køre hele vejen tilbage op ad bakken til stalden.
Kan du gætte, hvor træt jeg var efter alt det? Men jeg gjorde det, og det var sjovt, så længe det varede!
På billedet ser du Kosack som 3 årig hingst i 1981
