Dolan

Da jeg var 8 år, købte mine forældre et sommerhus i Blekinge i Brännarebygden. Vi, som var danske, oversatte dette til “Brännvinsbyn” og havde lidt sjov med det. Det var et lille hus ca. 3 km fra den asfalterede vej og lå helt for sig selv. Der var 3 tønder land jord til, og vi var fuldstændig forbløffede over, at de, vi købte det af, havde boet der i mange år og havde levet af det, de dyrkede i den stenede jord. Manden havde vel haft lidt ekstra arbejde engang imellem i stenbruddet, som lå et par km fra stedet. Der var strøm og telefon, men vand måtte man hente i en kilde ca. 100 meter fra huset.

Jeg var lidt sur, for der var ikke nogen stald, som der havde været på det sted, vi havde kigget på inden , og jeg ville jo have plads til den pony, som min far i et svagt øjeblik havde sagt, at der måske kunne være plads til. Mine forældre var fra København og vidste knap nok, hvad en hest var og tænkte vel, at det ikke kunne være sværere end at købe en kanin til barnet!

Dog blev jeg snart fortryllet af stedet, hvor man kunne gå ned og fiske ikke så langt fra huset, og jeg elskede de store sten, man kunne klatre på. Der og da besluttede jeg, at så snart jeg blev stor, ville jeg flytte til Sverige.

Men hvad skulle man finde på, når man havde fisket om morgenen, og mor nægtede at stege de små fisk, jeg havde fanget? Jo, så kunne man jo gå ned til de gårde, man havde set på grusvejen på vejen til huset. De måtte da have kat, når de boede sådan 🙂

På den første gård var der ingen hjemme, men jeg havde jo tiden for mig og gik til den næste. Jeg bankede på døren og spurgte, om jeg måtte give deres kat nogle fisk, hvis de nu havde en kat? Det havde de! De havde også en hund, køer, grise og en hest!

Manden, som hed Sven, mærkede straks min store interesse og viste mig rundt på gården. Han var så utroligt venlig mod mig, og det viste sig, at hans børn var voksne og var flyttet til byen og ikke var interesserede i at arve gården, men her var én, der bare sugede alt til sig. Vi blev meget gode venner, og deres katte fik masser af fisk, og jeg begyndte at gå ture med hunden, som ellers ikke fik så meget motion mellem jagterne. Jeg mugede ud hos køerne og hjalp til så godt jeg kunne. Til min store glæde syntes han også, at jeg skulle få lov til at ride på hesten, men Dolan, som hesten hed, mente noget andet.

Jeg tror, hun havde noget galt med hormonerne; hun var, som de kaldte det dengang, en “pissemærr,” som vrinskede og sprang til, når man gjorde noget med hende, som hun ikke kunne lide. Sven havde aldrig redet hende, men hun var kørt meget. Forestil dig min overraskelse, da Sven bare tog fat i hendes man, svingede benet over hende (hun var ikke lille), og red afsted med hende. Han red hende lidt frem og tilbage og konstaterede, at nu var hun tildredet! Så blev jeg løftet op, og ja, det gik godt.

Nu kunne han aldrig slippe af med mig. Tænk, at han havde en hest, man kunne ride på. Jeg var der hver dag hele sommerferien og hjalp til så godt jeg kunne imod at få en lille ridetur.

Sven fortalte, at Dolan altid havde været “speciel” med sit temperament, men hendes mor var den bedste hest, han nogensinde havde haft. Hun var en rigtig tro tjener; han elskede den hest. Han gjorde den fejl at låne hende ud til en nabo engang, fortalte han, og denne nabo havde kørt hende så hårdt, at hun blev svedig. Dette var om vinteren, og han lod hende bare stå i kulden, så hun fik krydsforlammelse og blev aldrig rask igen. Stakkels Sven fik tårer i øjnene, når han talte om hende.

Når jeg nu var der hele dagen, blev jeg også inviteret på kaffe og nogle gange middag. Jeg kunne jo ikke gå der og sulte, mente Signe. Aldrig havde jeg fået sådan mad. Det var hjemmebagt stenovnsbagt brød med nyslynget honning, friske jordbær fra haven og mælk direkte fra koen. Selvom jeg var barn, mærkede jeg en enorm forskel, når maden kom direkte fra kilden, og jeg nød det i fulde drag.

Jeg tror og håber, at jeg gav noget til Sven og Signe dengang; de gav i hvert fald noget fantastisk til mig. Det var en enorm sorg, da Sven døde nogle år senere af lungekræft, sandsynligvis på grund af det hårde arbejde og støvet i stenbruddet. Jeg vil aldrig glemme ham; han lærte mig meget om skoven og dyrene, og han lærte mig også at malke!

På billedet er Dolan og jeg, med en lånt militærsadel, da jeg red hjem og besøgte mine forældre, som blev stående på trappen, skrækslagne.

En lille sjov rød hest

Nu har jeg fortalt dig om nogle af mine store oplevelser, og der er så mange flere, men i dag tænkte jeg at skrive en lille hverdagsfortælling, som måske flere har oplevet eller noget lignende. Det er jo hverdagen, der skal være sjov, og det er det, vi har hestene til, nemlig at opleve ting.

Jeg var for nylig flyttet hjemmefra, og dette var mit første sted, som jeg lejede og arbejdede som sadelmager. Det var ikke ligefrem et sted, man ville vælge som selvstændig. Det lå ude i skoven 9 km fra den nærmeste by, som kun var en lille landsby. Jeg havde ikke råd til meget, så stedet havde kun et udendørs toilet, og jeg måtte hente vand fra brønden. Der var heller ingen kloak, så det var et stort arbejde, når man for eksempel skulle vaske hår om vinteren.

Jeg havde en lille stald, hvor vi byggede 3 bokse. Jeg havde et par folde, men ikke meget græs, da det var stenede folde med træer. Det eneste positive var, at jeg havde milvis med skovstier at ride på uden at skulle møde trafik, når jeg red 🙂

Da det var langt til folk, havde jeg ikke mange kunder, men jeg kørte en runde til rideskolen et par kilometer derfra en gang om ugen og hentede, hvad der skulle repareres, både fra rideskolen og private, så på den måde fik jeg lidt arbejde.

Min gode ven, der var på sygedagpenge, ville gerne hjælpe mig med at tjene lidt ekstra penge, så han havde en ven, der var opdrætter og havde lidt svært ved at sælge sine heste. Han havde 2 røde hingste på 4 og 5 år, som de ikke havde gjort noget ved. De havde god stamtavle og var flotte, så det ville nok ikke være svært at komme af med dem med lidt træning.

Vi blev enige om en pris, som jeg skulle betale, når jeg solgte dem for ham, så de kom hjem til mig. Jeg havde også min hingst Mackay på det tidspunkt, men han var knap 3, så detvar godt at få nogen at ride på. At træne og ride dem til var jo en opgave i sig selv, da jeg ikke havde en ridebane, og kunne næsten ikke ride i folden på grund af alle stenene og træerne, men på en eller anden måde fungerede det. Selvfølgelig blev de kastreret, så det var lettere at sælge dem. 4-åringen var en “no brainer”, han var nem at ride, men 5-åringen var god til at bukke. Jeg gætter på, at han havde let gjordtvang, men sådanne ting blev ikke regnet med dengang, det var bare at sidde fast, indtil han holdt op 🙂 Jeg var ret god til at blive siddende, så han fik mig aldrig af, og blev roligere efter et stykke tid. Jeg var altid forberedt, og som sagt blev det bedre med tiden. Den unge blev solgt ret hurtigt, men jeg havde 5-åringen lidt længere tid.

Mit største problem, da jeg skulle sælge ham, var, at alle ville købe min egen hingst, da han var utroligt smuk, men han var ikke til salg. Det gik dog meget godt med at ride 5 åringen med tiden, og jeg havde mange dejlige skovture på ham. Jeg begyndte at slappe af og kunne ride med løse tøjler og nyde det. Men… en skønne dag, da jeg stolede for meget på ham, red jeg med løse tøjler, så begyndte han sin “bukkeserie” ud af det blå og lykkedes endelig at få mig af. Jeg vil aldrig glemme blikket i hans øjne, da han vendte sig og kiggede på mig, hvor jeg sad i græsset, som om han ville sige: der, fik jeg dig! Jeg kunne ikke lade være med at grine, og han lod mig venligt komme op igen, og han bukkede aldrig med mig igen. Han blev solgt på et tidspunkt, og jeg fik aldrig nogen klager, så han opførte sig sikkert som han skulle:) Det var ikke så nemt at bo der i skoven helt alene, men man lærte hestene at kende på en helt anden måde, når man kun havde dem og naturen. Jeg boede der i 1,5 år, og jeg lærte at sætte pris på rindende vand og et toilet, som jeg fik, da jeg flyttede. Alle burde bo sådan et stykke tid, så de kan sætte pris på tingene.

Rævejagt.

Jeg er født og opvokset i Danmark, selvom jeg tilbragte alle mine ferier i Sverige. Jeg havde haft et par heste og prøvede nogle ting med dem. Blandt andet var jeg i Dyrehaven i Klampenborg og så den årlige store Hubertusjagt på TV hvert år, hvor de kongelige var med og delte premier ud. Jeg var der som tilskuer først til fods, og så var vi også der til hest, beundrende dem der red jagten og forestillede mig, at det var os. Det så super sjovt ud og helt utroligt spændende, og da jeg naturligtvis er nysgerrig, lovede jeg mig selv, at jeg en dag ville deltage.

Da jeg købte Markant, som jeg omdøbte (han hed Fleur, hvilket jeg syntes lød som en lille ponyhoppe), var han 173 cm og bestemt ikke en lille pony. Jeg købte ham billigt, fordi pigen, der havde ham, var bange for ham, så for at teste om der var noget sandt i, at han var farlig, red jeg en tur i skoven uden sadel 🙂 Han protesterede lidt, men vi blev hurtigt venner, og han var en fantastisk hest. Han havde intet imod at springe, og jeg bragte ideen om at deltage i Hubertusjagten på bane.

For at kunne deltage i selve Hubertusjagten skulle man gennemføre mindst 6 jagter og en rævehalejagt, hvilket betød, at man skulle have sprunget alle forhindringerne. Det startede med en vinterjagt og en forårsjagt, og så blev forhindringerne større og sværere.

Jeg red jagter hver søndag, og i løbet af ugen trænede jeg ham i dressur, red ud og kørte (selvfølgelig havde jeg også kørt ham til), så han havde varieret og sjov træning. Jeg formåede at gennemføre de 6 jagter, og så skulle jeg med til rævehalejagten.

I de almindelige jagter er der ingen vindere, men det er en behagelig jagt sammen, og nogle gange spiser man frokost med de andre osv. I rævehalejagten var der 2 ræve, der bar en rævehale sat på deres skuldre, og målet var at fange dem, når jagten var slut. Jeg missede lige akkurat rævehalen, da rytteren kastede sig til siden. Jeg var meget skuffet over, at jeg ikke fik fat i den, men nå ja, det var super sjovt.

Om aftenen var der middag med alle dem, der havde været med på jagten, på en fin restaurant, og det viste sig, at dem, der havde taget rævehalene, skulle give en snaps til alle, der var med til middagen, og der var mindst 70 mennesker. På det tidspunkt trak jeg lettet vejret og takkede min lykkens gud for, at jeg ikke havde taget halen 🙂

Den store dag var kommet, og jeg skulle deltage i Hubertusjagten. Det ville være en underdrivelse at sige, at jeg var nervøs. Tusindvis af mennesker i Dyrehaven, TV var der, kongelige var der. Mit største mål var at overleve Magasindammen, hvor TV altid stod klar til at filme dem, der faldt af i vandet.

Markant var ikke bange for vandet, men man ved aldrig, han kunne glide eller springe forkert, for der var jo forhindringer foran.

Før Magasindammen kommer man ud på en stor slette “Erimitagen”, hvor man kan se sletten, Magasindammen og Erimitageslottet. Jeg vil aldrig glemme synet, da jeg kom ud på sletten, og så alle disse ryttere i røde jakker i en linje mod slottet, og de første var begyndt at springe i Magasindammen. Så hørte man en mumlen i mængden, og man vidste, at den første var blevet ordentligt våd, og det viste sig, at en af “rævene”, der red først, var faldet af sin hest i dammen! TV fik sine gode billeder 🙂 Jeg klarede mig, og jeg husker, da jeg galoperede forbi alle de mennesker, der stod og kiggede, hvilken lykke jeg følte. Siden da har jeg redet mange Hubertusjagter i Sverige, men da man kun har denne ene jagt om året der, er det ikke det samme. Når man har redet jagter med de samme mennesker mange gange, lærer man dem og deres heste at kende, og man har det fantastisk sjovt.

Det er noget, jeg savner fra Danmark. På billedet er mig og Markant. 1980

Hestens GPS.

Hesten finder altid hjem! Ja, det er sandt med modifikationer 🙂 Jeg har personligt konstateret, at når man er ude i skoven langt hjemmefra, skal man bare give hesten løse tøjler, så finder den hjem. Der er blevet lavet utallige forsøg og forskning på dette gennem årene, så der må være noget sandt i det. Dog undrer jeg mig over, hvordan denne GPS fungerer? For det er sikkert, at hvis en hest er løbet gennem et hegn, og man prøver at få den tilbage samme vej, så finder den den aldrig! Jeg har flere gange oplevet, at mine heste (især de unge) er stukket af fra folden og har taget en løbetur. Man kan jo til en vis grad forstå det, da der altid er grønnere græs på den anden side. Det tager dog aldrig lang tid, før de gerne vil tilbage igen, for det er faktisk ret farligt på den anden side, og nogle gange er der et par heste, der har nægtet at forlade foldens tryghed og derfor har valgt at blive. Hvis man har virkelig “held,” løber de tilbage ind i folden, men gennem et andet sted end det, hvor de er kommet ud, og så løber de lige igennem hegnet en gang til. Jeg har aldrig oplevet, at de er gået tilbage til det sted, hvor der var hul, og er gået tilbage ind der. Det er aldrig lykkedes for mig, selvom jeg har lokket med både det ene og det andet for at få dem til at vende tilbage samme vej; de er totalt uforstående. Heste har også en fantastisk sans for nysåede områder og smukke blomsterbede! Der er ikke noget bedre end at udforske sådanne delikate steder, og ejeren får dejlige hovaftryk at mindes den bedste hest, som bare tænkte, at den hjalp til 🙂 Endnu sjovere, når det er naboens blomsterbede. Det mærkelige ved denne GPS er, at den fungerer meget godt den ene vej. Hvis der er et hul i hegnet, eller en elg er gået igennem og har ryddet vejen, så finder hestene altid den. Jeg glemmer aldrig en gang for mange år siden; vi havde brugt hele dagen på at reparere hegn, alt var i tip-top stand, og vi slap vores hopper ud på en vidunderlig mark. Der var hjortenet omkring det meste af det, så vi var fuldstændigt sikre på, at de ville blive derinde. Dog havde vi glemt en lille port langt inde i skoven, hvor hestene normalt aldrig kom, men det tog ikke lang tid, før de opdagede vores fejl. Vi havde bryllupsdag dagen efter og havde planlagt at tage ud i skoven med madkurv og have en hyggelig dag. Klokken seks om morgenen ringede naboen og sagde, at hestene gik forbi deres grund. Så var det bare ud at lede. Hyggedagen var pludselig forsvundet. Jeg er sikker på, at I også har lignende erfaringer; man kunne nok skrive en hel bog 🙂 Jeg har aldrig fundet glæden i at sætte hegn op eller reparere dem, og vi har altid haft kæmpestore folde, så det var næsten et fuldtidsjob, og hvis man spørger hestene, ville de nok sige, at det var unødvendigt med hegn 🙂

En af mine oplevelser… ja, nu skriver jeg igen om mig selv, men det ser ud til, at mine erindringer også vækker minder hos andre, så her kommer det:

Ja, nysgerrighed har været min største styrke, så jeg har gjort meget i mit liv. Jeg er ekstremt taknemmelig for at have kunnet opleve alt det, jeg har, men nogle gange har det også krævet, at jeg har været nødt til at gå ret langt uden for min komfortzone. Min mand siger ofte, at jeg har ADHD, og han er måske tæt på sandheden 🙂

I 1978 var jeg 20 år gammel og havde endnu ikke fået mit kørekort. Jeg var ikke meget for biler og syntes, at jeg klarede mig helt fint uden, så det var lidt af en principiel ting. Det var nok mest fordi, min gode ven insisterede på at lære mig at køre bil (alle skulle jo have et kørekort), og jeg formåede at få hans Lada til at hoppe på stedet, efter at jeg havde sluppet koblingen lidt for tidligt. Det tog lidt tid, før vi fik stoppet den, fordi vi grinede så meget, at vi ikke kunne koncentrere os om at slukke bilen. Jeg har den ting, at når jeg har sagt, at jeg vil klare noget, så vil jeg, og så var det nemmere at sige, at jeg ikke havde brug for et kørekort.

Jeg måtte dog ændre min beslutning, da jeg fik et tilbud… Hvis jeg kunne få mit kørekort og køre en ældre mand til Ungarn for at se verdensmesterskaberne i firspandkørsel, ville jeg få turen. Han tilbød endda at træne kørsel med mig, så det ville gå hurtigt. Med et formål og et så fantastisk tilbud var det ikke så svært for mig. Jeg bestod både teorien og køreprøven første gang. Så kunne jeg faktisk klappe mig selv lidt på skulderen, da jeg tog min køreprøve lige midt i København 🙂

Vi kørte i en Volvo 142, som var meget “in” på det tidspunkt. Amazonen var gammeldags, så det var en rigtig luksustur 🙂 Jeg kørte næsten 140 km på den tyske autobahn med mit seks uger gamle kørekort. Dette var før Berlinmurens fald, så vi så de høje hegn ved grænserne og kørte forbi Østrig for at undgå at køre gennem Østtyskland. Det var ikke meget bedre ved den ungarske grænse, hvor de bar maskingeværer og kontrollerede alle biler. Du skulle også have visum for at komme ind i landet. Jeg tænker ofte på, hvor anderledes det er i dag, og at EU faktisk har gjort noget godt i sin tid.

Det var værre, da vi ankom til Budapest med tre baner i hver vejbane og en mængde envejsveje. Vi så en af broerne tre gange fra hver retning, før vi fandt vejen til hotellet. Tro det eller ej, der var ingen GPS. Du havde et kort, som du foldede ud i bilen, så du ikke kunne kigge ud nogle gange, og på den måde nåede vi frem til hotellet.

Arrangementet med firspandkørslen fandt sted uden for en by kaldet Kecskemét. Det var cirka 50 km fra hotellet i Budapest, så vi kørte derhen hver dag og gik ikke glip af et sekund 🙂 Det var en helt fantastisk forestilling og helt værd al anstrengelse. At se de ungarske folkedansere, demonstrationen af ungarsk post, kørslen med alle de forskellige hestevogne. Ungarerne er utroligt dygtige kuske, og de bruger ofte Lipizzaner-heste, som er hurtige og lette at træne.

Selvfølgelig så vi også på ankomsten og kunne tale med nogle mennesker, hvilket vi gjorde. Man skal gribe muligheden, og du ved, nysgerrige mig 🙂 Det fik Christer Pålsson, der repræsenterede Sverige, til at høre, at vi var kørt hele vejen fra Sverige for at opleve dette, så vi fik lov til at sidde i hans vogn. På billedet har jeg en hvid bluse på, og vi fik endda lov til at tage en tur! Det var første gang, jeg sad i en vogn med fire heste foran. Jeg kælede også for Prins Charles’ heste og hilste på ham. De var enorme, ikke under 180, det var utroligt imponerende.

Jeg kunne virkelig godt lide Ungarn allerede dengang, selvom dem, der boede her, sandsynligvis ikke havde det så godt, men som jeg sagde, er det helt anderledes i dag. Vi klarede turen hjem igen, som du kan se, jeg lever stadig, og jeg har taget turen mange gange siden da. I dag bor jeg i Ungarn, og måske var det mit første besøg her, der gjorde indtryk på mig. Hvem ved?

High Chaparral!

Det virkede som om mine gamle minder var populære, så lad os fortsætte med at se tilbage på hesteholdningen langt tilbage. Jeg har sjældent siddet stille på en stol i lang tid ad gangen, og hvad gør man, når man er vild med heste og kan lide, at der sker ting? Jo, så begynder man at arbejde på High Chaparral. Jeg var i gang med at lære at være sadelmager hos en gammel sadelmager i København, da han fik besøg af en person, der havde boet i nærheden. Hans navn var Knut, og han arbejdede et sted i Sverige kaldet High Chaparral, og han syntes, de havde brug for en sadelmager. Jeg var ret fortrolig med Sverige, da mine forældre havde et sommerhus i Blekinge, og jeg talte næsten flydende svensk. Jeg tog derhen og kunne lide, hvad jeg så, og jeg besluttede med chefen der, at jeg kunne begynde om sommeren. Jeg fik lov til at medbringe min hest (jeg ville ikke være uden ham en hel sommer). High Chaparral lignede slet ikke det, det er i dag, men mere som en fæstning, meget mindre, og alle kendte alle.

Da sommeren kom, og jeg skulle flytte min hest, måtte det gøres i etaper. Det var ikke så let at bringe heste til Sverige dengang. Markant måtte stå i karantæne i en uge, og jeg havde aftalt med en bekendt, at han kunne stå opstaldet der, da han havde en separat stald. Min hest tog det hele roligt og tilpassede sig hurtigt. Det handlede ikke kun om at skifte stald, men der var damplokomotiver og mennesker, der gik og skød på gaden, kameler og bisonokser, æsler og meget mere. Vi tog det roligt, og han lærte gradvist, og man kunne måske tro, at det var hårdt for en hest at komme ind i den miljø, men faktum er, at de blev trafik- og skudfaste, og jeg tog senere min hingst, der var 2 år på det tidspunkt, og han blev trafiksikker og vant til det meste for resten af sit liv.

Grunden til, at jeg nævner dette, er, at man nogle gange har en tendens til at forsøge at undgå støj og larm, når man er sammen med hestene, med det resultat, at de bliver bange for alt. At tilbringe hele dage med hestene gav også resultater, og vi havde det sjovt sammen. Jeg arbejdede ikke kun som sadelmager; jeg kørte også diligencen og havde nogle gange ponyridning og turistrundture. Det var lange dage; vi startede kl. 7 om morgenen og sluttede kl. 7 om aftenen. Vi fik bolig og sort løn, og så kunne man købe en billig måltid der, men det spiste jeg ikke ofte. Det var mest pytipanne lavet af resterne fra restauranten, men morgenmaden var god.

Jeg kan godt være enig i, at det ikke var optimal hesteholdning. Diligenshestene var spændt for det meste af dagen, men de fik god mad, og de gik i store folde om natten, og vi passede dem så godt, vi kunne. Jeg var især glad for mine, som var Lipizzanere, der hed Wels og Fargo.

I vores fritid blev vi på stedet for at socialisere og drikke en kop kaffe, eller ride sammen, og jeg nød det virkelig. Jeg arbejdede der i 3 år om sommeren, men desværre er det ikke det samme sted i dag. Alt ændrer sig, og jeg synes, det blev for stort. Det var ikke den samme ånd, og man kendte ikke halvdelen af de mennesker, der arbejdede der. Alt har sin tid, og jeg har mange sjove minder.

Jeg prøvede at købe mine diligensheste ud, da jeg stoppede, men de var ikke til salg dengang, men et par år senere spurgte jeg igen. En af dem var død, men jeg lykkedes med at købe den anden ud og placere den i et meget godt hjem, hvor den kunne blive resten af sit liv.

På billedet er det mig og Markant. Han var måske ikke den mest typiske westernhest med sine 173 cm 🙂

At have en livlig fantasi og at gøre tingene selv.

Jeg har fundet endnu et billede fra stenalderen, da jeg havde min første hest.

Se lige outfittet!! Det er over 50 år siden 🙂

Sadelunderlaget er en slidt gammel afghaner pels, der var moderne på den tid, pandebåndet hjemmelavet, og biddet alt for tykt 🙂

Vi vidste ikke bedre, men det var sjovt at finde på ting og finde ting, der kunne bruges til at få hesten til at se fin ud.

Hesten selv var også urørt, da jeg fik ham. 3 år gammel og på vej til slagteren, men han blev reddet af en dyreelskende mand, og så fik jeg ham.

Jeg kaldte ham Ali Baba, og jeg lærte ham en masse tricks, som at stejle og bukke på kommando. Jeg trænede ham også for vogn, og vi havde en masse sjov sammen.

At have en hest var luksus, og at eje den var helt fantastisk. Jeg tænker på, hvor meget der bliver gjort for os i dag. Flotte sadelunderlag, trenser og udstyr i overflod, og de fleste børn, der får en pony, får også en, der er klar. Tilredet, sprunget, skolet, og trænere, der kan hjælpe.

Jeg måtte selv finde ud af alt, men det gik faktisk ret godt. Jeg lærte min hest at kende fra bunden, og vi løste alle problemer sammen. Forestil dig, hvis dagens unge syede deres eget sadelunderlag og trænede deres egen pony. Måske var der ikke så meget tid til Facebook dengang?

Har du nogensinde hørt udtrykket inden for hesteverdenen: ‘Du skal falde af hesten 100 gange, før du er en god rytter’? Det var almindeligt på rideskolen, da jeg red (i hvert fald i min tid, da dinosaurerne stadig løb rundt :)), og jeg har altid syntes, det var en dårlig trøst, når man lå på jorden og vred sig af smerte. Jeg ved ikke, hvem der kom på den sætning, men for mig lyder det som noget, en gammel rodeorytter ville sige.

Hvad kan man egentlig lære af at falde af en hest, udover at det gør ondt? Jo, man kan lære faldteknik (som måske skulle indføres på rideskolerne), men man lærer ikke at ride ved at falde af. I stedet kan man lære andre ting, som hvorfor hesten kastede en af, eller måske at man skulle være steget af, før hesten begyndte at opføre sig underligt. I min verden lærer man meget mere, når man sidder i sadlen, end når man ligger på jorden.

Forestil dig, hvis det samme blev sagt på køreskolen: ‘Du skal kollidere 100 gange, før du lærer at køre bil’?

At være bange og forsigtig hører ikke hjemme i en stald; man skal vise hesten, hvem der er chefen!! Det er også et udtryk, man har hørt flere gange…

Hvad nu hvis vi i stedet lyttede til hesten, samarbejdede og gjorde alt i den rette takt? Kan man ikke også blive en god rytter på den måde?

Jeg synes, der er mange klichéer i hesteverdenen, der burde udryddes, men de består, selvom vi ved bedre. Hos mig får du ikke ekstra point for at falde af. I stedet fokuserer vi på at gøre hesten tryg ved, at du sidder på dens ryg, og at du har tillid til både dig selv og hesten.

Hvis du er faldet af en gang for meget, eller hvis du føler dig usikker på at sætte dig op på din hest igen, er du velkommen til at kontakte mig. Jeg har mange gode måder at arbejde med hesten på, så du ikke behøver at falde af igen 🙂

Forsikringer!

For nogle år siden, da jeg beskæftigede mig med hestehandel, kom en potentiel køber til mig med hendes mand, der tilfældigvis var forsikringsmand specialiseret i kæledyrsforsikringer. Vi havde en god samtale, og han spurgte naturligt nok, om mine heste var forsikrede. Jeg forklarede, at jeg havde så mange heste, at det var umuligt, og på trods af antallet havde jeg aldrig haft grund til at tage nogen til dyrehospitalet. Faktisk havde jeg tjent millioner ved ikke at forsikre dem. Han grinede og var enig, “Du har virkelig en pointe. Du har ingen idé om, hvor meget vi tjener på dyreejere. Der er ingen grænse for, hvad folk er villige til at forsikre deres dyr for, og de fleste vil aldrig engang bruge forsikringen.”

Jeg delte derefter, at jeg faktisk havde forsikret en hest. Det var en pony, jeg havde byttet til mig, og den kom fuldt forsikret. Mange private ejere foretrækker, at deres heste er forsikrede, så jeg overførte forsikringen til mig selv. Det viste sig senere, at ponyen havde ledbetændelse og skulle på dyrehospitalet. Jeg tænkte, “Hvilken held, at den var forsikret,” men det kostede mig 2000 kr at have ponyen forsikret. Forsikringen dækkede kun en del af dyrlægeomkostningerne, og resten skulle jeg selv dække.

Jeg forstår bekymringen for potentielt høje omkostninger, især med dagens dyrlægepriser. Beslutningen om at forsikre en hest er personlig, og jeg har personligt sparet meget ved ikke at gøre det. Et godt råd til dem, der vil spare penge, men stadig føler nervøsitet, er at indbetale pengene, de ville have betalt til forsikringsselskabet, på en separat konto. Lav månedlige overførsler svarende til forsikringsomkostningen, og du har pengene, hvis det skulle være nødvendigt. Mange følger dette råd og kan praktisk talt købe en ny hest hvert andet år, hvis de havde fuld forsikring.

Husk at være kritisk, når du tegner forsikring. Læs alle undtagelser grundigt for at undgå overraskelser! Forsikringsselskaber er der for at tjene penge på dig, så forhandl altid for at få lidt ekstra, hvis du er kritisk 🙂

Da jeg var barn, tilbragte jeg meget tid hos bønderne omkring vores sommerhus i Blekinge. De var små, selvforsynende bønder med 3-5 køer, et par grise og nogle heste, der blev brugt både i landbrug og skov.

Jeg elskede at hjælpe til. For en bypige som mig var det ren lykke at være omgivet af dyr og frisk luft. Bønderne satte pris på min tilstedeværelse, da jeg gerne hjalp med opgaver som at strø staldene, gå ture med den kedejelige jagthund og deltage i høstarbejdet – hvilket føltes som en fest. Arbejdet var hårdt, men det var også en prøve på ens kunnen som bonde.

Markerne blev høstet med heste og en slåmaskine. Det var ikke ligetil; det krævede en bestemt teknik og hestens arbejde. Efter nogle dages tørring blev høet vendt, også med hjælp fra heste. Når høet næsten var tørt, lavede vi høstakke, hvor høet blev hængt op i hånden med en speciel teknik. Det var lidt klodset for mig i begyndelsen, men jeg lærte hurtigt teknikken. Regnen betød ikke så meget, når høet hang på stakken; det løb simpelthen af.

Når høet var helt tørt, blev det hentet hjem med en vogn, trukket af heste. Det var besværet værd, når man fik lov at køre med i høstakken hjem. Duften var fantastisk, og der var intet sjovere end at køre med hesten. En gang fik vi punktering på vejen hjem! Da læsset var højt, og vi sad øverst, skred vi ned med halvdelen af høstakken, når vognen hældede. Det var bare at læsse det op igen, når vognen var blevet repareret.

Efter høsten tog vi til søen for at bade og vaske støvet og sveden af. Det lyder romantisk, og det var det virkelig også. På trods af det hårde arbejde var der en vis selvtilfredshed, når høet endelig var hjemme.

Det løse hø blev derefter stablet op på stakken og lå der, indtil det skulle bruges. Duften var fantastisk og mindede dig om sommeren, når du fodrede hestene om vinteren.

Markerne blev gødet med ko- og hestemøg, brændt sammen og spredt med hesten.

Græsset voksede i mange år, og det var sjældent, man såede nyt på disse marker. I dag sås der næsten græs hvert år – hurtigvoksende græs, der endda gødes for at vokse endnu hurtigere. Plovning og sprøjtning fjerner alle indfødte planter, herunder urter og ukrudt, som hestene normalt spiser i det vilde.

Høet vendes et par gange med en traktor og når aldrig at hænge og tørre ordentligt, før det presses i baller. Hvis du bruger hårdt pressede baller, skæres siderne også af, hvilket øger risikoen for mug under opbevaring. I dag bruges større baller oftere, hvilket i det mindste bevarer strået.

I dag er målet perfektion, og man analyserer høet for at bestemme dets næringsindhold. Tidligere vidste man, at høet var godt, når det blev høstet på den traditionelle måde.

Selvom det er rart at undgå at arbejde så hårdt med høet, synes jeg, at charmen ved det hårde arbejde er noget særligt. Især når konen eller søsteren kom med hjemmebagt kage og jordbærsaft, vidste jeg, at jeg var det barn, der havde haft den mest fantastiske sommer af alle mine klassekammerater 🙂