Forfatter: Anne Axell

Er hesthandlere og opdrættere forfærdelige mennesker?

Jeg læste lige et indlæg om en dame, der tilsyneladende var blevet kaldt hesthandler i en negativ tone. Hun forsikrede, at hun tog godt hånd om hestene, de fik alt, hvad de skulle have, og hun fældede en lille tåre, når hestene blev solgt.

Jeg kan genkende mig selv!

Jeg har handlet med heste i over 20 år, og jeg har avlet i næsten 40 år. Faktisk er det blevet sværere med årene, når jeg skulle skille mig af med en hest, så jeg er stoppet med det.

Hvem er det så, der ser ned på handlere/formidlere? Er det jalousi, fordi man tjener penge på hestene (jeg bør tilføje, at man i dag ikke bliver rig af hestehandel)? Er det, fordi de ikke har råd til at købe den hest, de gerne vil have, eller hvad er det?

Jeg kan sige, at hvis alle stoppede med at avle og handle heste, så ville folk slet ikke kunne købe nogen hest.

Da jeg var aktiv, så jeg mig selv som en, der hjalp folk med at finde den rette hest, jeg hjalp rideskoler med at finde heste, og jeg hjalp folk, der gerne ville have råd om, hvilken hest de skulle købe. Jeg følte mig glad for, at jeg kunne gøre nogen lykkelig, og jeg håbede altid, at hesten ville få et godt hjem. Jeg får stadig påmindelser om de heste, der har været i mine hænder, hvordan de har det, og mange er kommet tilbage for at købe en ny hest, når de har haft brug for det.

Hvorfor bliver man handler?

Man elsker heste, og det er en måde at undgå at gå til et job, man hader. Man oplever en masse og uddanner sig hele livet.

Det er ikke et let erhverv, og man skal arbejde meget hårdt for føden.

For mit eget vedkommende ville jeg helst beholde dem alle, men det var ikke muligt. Jeg havde nogle “egne” heste, men det var avlshestene.

Fortidens hesthandlere findes ikke længere, dem med en stor pengepung, der solgte dårlige heste til uvidende mennesker. I dag er der så mange krav til sælgere, dyrlægekontroller og forsikringer.

Vi ved, det er dyrt at købe en hest, og handleren har jo ikke fået hesten gratis, men har betalt en sum for den. Derefter skal man have stald og gerne ridehus, så man kan drive det året rundt. Hestene holder ikke op med at spise om vinteren. Smed og dyrlæge skal der også til, før man kan overdrage hesten til den nye ejer. Man ved aldrig, hvor længe man skal have hesten, før den finder et nyt hjem. Men der skal altid pruttes om prisen, når man køber hos en handler, for det er jo alt for dyrt for den hest (selvom den er billigere end alle de andre). Det værste for en handler (eller i det mindste for mig) var, når hesten kom tilbage. Jeg syntes, det var synd for hesten, at den skulle flytte frem og tilbage, og det var altid et tab for mig. Selv hvis man måske havde en anden at bytte med, var man nervøs for, at også den ville komme tilbage. Det er nemlig ikke altid handlerens skyld.

Opdrættere har også kæmpet i mange år for at få ordentligt betalt for deres afkom, så de i det mindste kan dække alle omkostningerne ved at have avl.

Tænk på det, når du ser ned på en handler! De gør som regel deres bedste, og de kan ikke vide alt om hestens sygdomshistorie, og de kan heller ikke hjælpe dig med at finde opdrætteren i udlandet, hvis hesten har ukendt afstamning osv.

Sørg for, at du selv er oplyst, før du begynder at lede efter en hest! Overvej, hvilken slags hest, størrelse, køn og uddannelsesniveau, før du begynder at kigge.

Vil du vide mere om, hvordan du skal tænke, når du skal købe hest? Så kan du blive medlem af Horse and Health, hvor der er en helt gratis kursus om, hvad man skal overveje og kigge efter.

Mavelanding på et stendige

Da jeg var på sommerferie i Blekinge, skete der alle mulige ting. Jeg var ikke så gammel, da mine forældre købte sommerhuset, og jeg elskede at være der. Jeg underholdt mig selv det meste af tiden, men syntes selvfølgelig, at det var sjovt at have selskab. En dag kom en mand cyklende og spurgte, om hans datter kunne komme og lege med mig. Det var jo på landet, og hun følte sig nok ensom, når det var sommerferie, og der ikke var andre børn i nærheden. Jeg blev enormt glad for, at jeg kunne få en at lege med, og dagen efter kom han med Eva-lill. Hun var lidt yngre end mig, lille og spinkel med store øjne, og hun så lidt bange ud. Jeg var jo stor og stærk, så jeg syntes, det var sjovt for en gangs skyld at være den, der kunne få lov til at bestemme lidt og være “storesøster” for nogen. Eva-lill lærte mig at tale svensk, og jeg lærte hende en masse ballade.

Eva-lill elskede at tegne og lave perlebroderi, mens jeg syntes, det var sejt at lege vikinger, fange fisk og ride på arbejdshestene. Vi supplerede hinanden godt og udviklede et fantastisk venskab. Senere, da vi blev lidt ældre, købte vi 10-pak Rocky Mountain med mentolsmag og røg dem i smug, når vi gik ned for at bade. Vi gemte pakkerne i stendiget på vejen derhen og håbede, at det ikke ville regne for meget på tændstikkerne. Naturligvis ville jeg også lære Eva-lill at ride, for det var jo det bedste, der fandtes, syntes jeg. Hun turde sidde lidt på hestene, mens jeg holdt dem, men hun var mest af alt skrækslagen.

En dag kom der en gammel mand forbi og så os, og han foreslog, at der boede en i nærheden, som havde ponyer, og han mente, at de var en bedre størrelse til os end de store arbejdsheste. Jeg gik aldrig glip af en chance for at ride, så vi cyklede nogle kilometer til Bertil Månsson, som opdrættede Gotlandsrusser. Han var meget venlig, og vi fik lov til at prøve at ride den ældre hoppe, Julita, som var mor til de andre. Hun var tilredet og meget venlig. Vi fortsatte med at komme der ofte, selvom det var en ret lang cykeltur. Jeg tænker ofte på, hvor utrolig god form vi må have været i, når vi cyklede, svømmede og gik så meget dengang. Bertil Månssons gård lå for enden af en utrolig lang nedkørsel, hvilket var dejligt på vejen derhen, men vi skulle op ad den lange bakke på vejen hjem, når vi var trætte efter ridningen.

Efter et stykke tid så Bertil, at jeg kunne ride godt og havde en god hånd med hestene, så han lod mig tilride unghestene. Han var også glad for, at det blev gjort, for så var de nemmere at sælge. Jeg tilred også hans hingst, Julius, og havde meget sjov med ham. Eva-lill kom med og så på; hun red sjældent, men havde ikke noget imod at tage med. Der var ikke så mange steder, man kunne ride, så vi måtte gøre det i folden. Den skrånede, så der var en bakke ned, når man red ud, og en bakke op, når man red tilbage. Jeg havde lært Julius, at vi kunne skridte og trave lidt ned ad bakken, og så kunne vi galopere op ad bakken på vejen tilbage. Julius syntes, det var sjovt og kunne lide at sætte farten op, når vi galoperede opad.

En dag, da Eva-lill var med, så hun på det og syntes, det så rigtig sjovt ud, så det ville hun også prøve! Jeg var klar over, at hendes ridefærdigheder ikke var så store, så jeg blev først glad, da hun sagde det. Endelig var der noget, der kunne fange hendes interesse for hestene! Men så prøvede jeg at tale hende fra det, for jeg indså, at det måske ikke var det bedste. Men hun holdt fast og ville virkelig prøve! Hun skridtede ned, og jeg gav hende gode råd om, hvad hun skulle gøre, og hun vendte om, da hun kom ned i bunden af bakken. Julius gjorde, som han plejede, og satte i fuld galop op ad bakken. Det så rigtig godt ud, lige indtil de nåede enden af folden, hvor der var et stendige. Julius drejede til venstre, og Eva-lill fortsatte ligeud og landede på maven over stendiget.

Jeg var skrækslagen—jeg var sikker på, at hun havde slået sig halvt ihjel—men hun rejste sig uden en skramme. Jeg var bange for, at der skulle være sket hende noget, og også bekymret for, at hvis nogen fandt ud af det, ville jeg måske ikke få lov til at ride der igen. Jeg var faktisk stolt af hende for, at hun tog det så godt, og hun syntes, det havde været spændende lige indtil den fatale afslutning. Hun red aldrig på Julius igen. Jeg fik derimod senere lov til at låne Julius med hjem i et stykke tid, men det er en anden historie!

Min mission i livet!

Når man spørger folk, hvad deres mission i livet er, er der meget få, der kan svare, men jeg har tænkt meget over det. Hvad er det, der gør, at hele mit liv har drejet sig om heste—at forsøge at forstå dem, avle, handle, ride osv.? Man bruger enorme mængder tid på heste. For næsten fem år siden skete der noget i mit liv, som fik mig til at tænke meget over, hvorfor man lever, og hvad man ønsker at få ud af livet. Jeg har aldrig været særlig teknisk anlagt og har ikke været spor interesseret i computere eller telefoner, undtagen til at ringe, men pludselig fik jeg ideen om, at jeg ville videregive al min viden til dem, der ville have den. Jeg har oplevet så meget med hestene, at jeg kunne skrive mange bøger (jeg har forsøgt, men det blev ikke til noget rigtigt), så derfor kom jeg på at levere min viden via nettet. Det var en stor omvæltning for mig, og der var meget at lære om platforme, Zoom, hjemmesider, Facebook og meget, meget mere. Jeg var skrækslagen de første gange, jeg gik live på Facebook, men min mission fik mig til at bevæge mig ud af min komfortzone og presse mig selv til det yderste. Få ved, hvor meget arbejde der ligger bag en digital kursus og en hjemmeside. Reklamen siger, at man kan lave en hjemmeside på en dag med AI, men det kan man jo ikke, det ved alle, der har hjemmesider.

Man skulle begynde med marketing og opdagede snart, at det jo ikke var som at sælge en hest. Der kontaktede folk en selv, og man kunne forhandle. På nettet skal man vise sig frem og præsentere, hvad man har på en korrekt måde.

Jeg begyndte at lave podcasts, og i starten interviewede jeg mine venner, som også har et passioneret forhold til heste. Ved at dele deres historier og indsigter opdagede jeg hurtigt, hvilken kraft podcasts har til at sprede viden og inspiration. Det blev en måde at nå ud til mennesker på et dybere plan, at skabe en følelse af fællesskab og forståelse for hestenes verden, som ellers kan være svær at formidle gennem tekst eller video alene.

Med tiden er podcastene vokset til ikke bare at være et forum for samtaler, men også et redskab til at uddanne og engagere. Jeg har interviewet mange kyndige og erfarne personer inden for hesteverdenen, som alle bidrager med deres perspektiv og erfaringer. Dette er blevet en platform, hvor vi sammen kan arbejde for at forbedre hestevelfærden—noget der ligger mig meget på sinde.

Min medlemskabsside, Horse and Health på dansk og Happy Horse Hub på engelsk, er næste skridt på denne rejse. Her har jeg samlet al min viden og erfaring for at give medlemmerne adgang til dybdegående kurser, værktøjer og ressourcer, som kan hjælpe dem med at skabe et stærkere og mere harmonisk forhold til deres heste. Jeg tror på, at ved at uddanne og støtte hesteejere, kan vi sammen bidrage til bedre hestevelfærd.

Det er ikke kun et sted til læring, men også et fællesskab, hvor man kan dele sine succeser og udfordringer, få støtte og inspiration fra andre med samme mål. Dette er min måde at give tilbage til hestene på—at sikre, at de bliver behandlet med den respekt og omsorg, de fortjener.

Når jeg ser tilbage på min rejse, fra at være skrækslagen over at sende live på Facebook til nu at drive en voksende digital platform og podcast, indser jeg, at min mission har været drivkraften bag det hele. Det handler ikke kun om at dele min viden, men om at gøre en reel forskel i hestes liv over hele verden. Det er derfor, jeg fortsætter med at lære, udvikle mig og stræbe efter at nå flere mennesker, for hestenes skyld.

Så hvis du er lige så passioneret som mig for at forbedre hestevelfærden og skabe stærke, sunde relationer med dine heste, vil jeg gerne invitere dig til at blive en del af dette fællesskab. Gennem mine podcasts og medlemskabssider håber jeg at kunne inspirere og vejlede dig på din egen rejse med hestene, og sammen kan vi gøre verden lidt bedre for disse fantastiske dyr.

KAN EN HEST ÆNDRE PERSONLIGHED, NÅR DEN SKIFTER STED?

På det seneste har jeg set og hørt mange diskussioner om, hvor lang tid det kan tage for en hest at føle sig hjemme på et nyt sted, og hvor lang tid det skal tage, før man kan bruge hesten osv. Vi er alle enige om, at alle heste ikke er ens, og selvom en hest er sød på et nyt sted, betyder det ikke, at den føler sig hjemme. Jeg har diskuteret med mange, og ifølge mig skal man nok regne med cirka et år, før man kan være sikker på, at hesten føler sig tryg med sin nye ejer og sit nye sted. Jeg ved, at heste flytter meget mere end det, og at mange måske ikke er enige med mig.

Jeg har dog en lille sjov historie om at tro, man har styr på og kender sin hest. For mange år siden blev jeg ejer af en nordsvensk hingst, som jeg havde fra føl og gjorde alt med. Da han blev 2, ville jeg vise ham for at se, om han var værd at beholde som hingst, for det var jo mit ønske. Jeg havde trænet med ham, siden han var lille, og jeg havde gået og løbet med ham i kilometer for at lære ham at gå rigtigt. Jeg lærte ham at stille sig op, stå stille, flytte et ben ad gangen, og jeg vidste, hvad jeg gjorde. Jeg havde vist mange heste til premieringen og fået priser for det, så det var vigtigt for mig, at min egen viste sig fra sin bedste side. Jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg ikke kunne have trænet mere og var sikker på, at visningen ville gå godt.

Da vi kom til visningspladsen og læssede ham af, var det, som om en djævel fløj i ham. Han blev helt vild! Skreg og slog med forbenene, stejlede og kastede sig fra side til side. Vi kunne knap holde ham. Jeg tænkte, jeg går lidt med ham, så han falder til ro og ser sig omkring. Han faldt ikke til ro… Til sidst måtte vi binde ham mellem to træer, og der stod han og skreg og larmede og var helt vild. Der var et godt stykke tid, til han skulle vises, og jeg tænkte, at han må jo falde til ro og blive lidt træt. Han var ikke spor trættere eller mindre vild, da jeg skulle vise ham. Han gik på bagbenene det meste af tiden, og jeg havde virkelig travlt med at forsøge at få ham til at gøre bare lidt af det, jeg havde lært ham. Det værste var, da dommeren skulle udtale sig om Kosack. Han fik meget gode karakterer på eksteriøret, men… så sagde han, at han kunne forestille sig, at ejeren måske havde trænet lidt bedre med ham hjemmefra!! Jeg var grædefærdig og helt slut.

Bagefter tog jeg ham med på mit arbejde. Jeg arbejdede på High Chaparral på det tidspunkt, så han lærte at være blandt heste, folk, damplokomotiver og meget andet, så han var from som et lam, da vi tog derfra.

Året efter viste jeg ham til kåring. Han adlød mit mindste vink, og han blev godkendt.

Mange faktorer spiller ind i en hests adfærd, og vi kan aldrig vide, hvornår de viser en anden side af den, vi er vant til. Jeg har flere historier om heste, der bliver anderledes, når de kommer til et nyt sted, og jeg har fået klager fra folk, der mente, at det ikke var den hest, de købte. Giv det god tid, og lær at kende hesten, før du begynder at eksperimentere med den 🙂

Billedet er fra kåringen da jeg fik Kosack godkendt. Det var ikke så anmindeligt dengang att en kvinde ejede en hingst!

Csarli fik nye venner!

Hele mit liv har jeg haft mange heste, ofte flere på én gang. Jeg har avlet og solgt heste, så der har altid været en flok. For nylig solgte jeg mange af dem og sørgede for, at de fandt gode hjem, og i næsten et år nu har jeg kun haft to. Det føltes tomt, og jeg talte med nogle mennesker om muligvis at få en hest mere. Tirsdag kontaktede en dame mig. Hun havde hørt fra min beslagsmed, at jeg måske havde plads til en til. De skulle til at sende en til slagtning, og de havde ondt af ham. De sendte et billede, og jeg var solgt. Alt gik så hurtigt, fordi transporten til slagteriet skulle komme samme dag, og de tilbød at bringe hesten til mig i stedet. Jeg blev informeret om, at han havde en ledbåndsskade, så han kunne ikke bruges som ridehest, og det var jeg fuldt ud klar over. Han havde ringsko og lange hove, fordi han oprindeligt skulle slagtes. Da han ankom, var det lidt kaotisk. Mine to heste, som havde været alene sammen, var ikke ligefrem klar til at lukke en ny ind, men Csarli var rolig og holdt sig på afstand. Heldigvis har jeg en meget stor løsdrift, så de stod i hver sin ende, og han kunne få lidt ro til at komme sig efter rejsen.

Det er sjovt at studere hestene og deres kommunikation. I min lille flok er det Maersk, der bestemmer, og Mercedes er “under” ham. I denne situation var det Mercedes, der skulle frem og vise Csarli, at han ikke skulle komme tæt på. Hun gjorde udfald mod ham og peb et par gange. Maersk var næsten neutral og betragtede Csarli på afstand. Nu var det Mercedes, der beskyttede Maersk mod denne brune indtrænger, og hun var på tæerne. Efter et stykke tid, da hun indså, at han ikke var farlig, blev udfaldene mindre hyppige. Da de begyndte at blive nysgerrige på hinanden, gik hun imellem, så Csarli ikke kunne snuse til Maersk.

Fredag havde jeg beslagsmeden her for at tage skoene af Csarli og trimme hans hove, og de andre ville være med. De var allerede blevet venner, selvom kontakten stadig var afmålt. I går gik de som en enhed ud på græs (jeg kigger på dem i smug), og de så ud som om, de altid havde været sammen!

Man lærer meget ved at studere hestene og lade dem gennemgå deres rutiner og ritualer i ro og mag. Mine heste står inde det meste af dagen (de har en løsdrift på 30×70 meter) og går så ud og græsser om natten, hvor bremser og fluer sover. Nu skal vi studere, hvordan Csarli går på sine ben, og vi skal prøve at trimme og justere hans hove, så han forhåbentlig kommer til at gå lidt bedre. Man bliver aldrig fuldlært med heste, og det er lige så interessant at studere dem nu som for 50 år siden 🙂

På billedet ser du Mercedes og Csarli efter 4 dage!

Studerer du også din hest/flok?

Hvad hindrer dig?

Vi er alle mennesker. At finde en undskyldning for, at det ikke blev, som man ville, er naturligt. Jeg har haft mange heste i mit liv og har lært et og andet. Jeg har også været igennem en del, og jeg er også menneske.

Nu har jeg, på grund af forskellige omstændigheder, kun to heste tilbage. Når hestene er vant til at være i flok, støtter de sig til hinanden. Jeg har kun løsdrift, så det vil sige, at hvis jeg rider ud på den ene, bliver den anden sur og løber frem og tilbage, hvilket jo påvirker den, jeg rider, så den også bliver nervøs. Ja, det er en undskyldning for ikke at ride.

Kan du ikke tage den ene som håndhest, tænker du nok her (hvilket jeg selv ville have sagt). Jeg er næsten altid alene her, ingen til at hjælpe, hvis der sker noget, og den, jeg ikke rider, er 18 år og har en meget egen vilje. Jeg ser mig selv hænge i en snor mellem de to heste. Det skal også siges, at hoppen, jeg har, ikke er redet siden hun var 4, da hun har været avlshoppe. Hun er meget sød og håndteret meget, men det tager meget lang tid at lære hende noget (endnu en undskyldning, da jeg har meget at lave).

Jeg har en ven, der elsker heste, men ikke er en meget erfaren rytter, som ønskede at ride hoppen, og det kunne blive en løsning på problemet. Så ville jeg også få en ven at ride med. Jeg vidste, at dette betød en masse arbejde, da vi måtte starte fra begyndelsen med hoppen, men hvorfor ikke. Problemet er, at jeg også skal lære min ven alt, såsom at trense, hvordan man stiger op, og hvordan man rider på en hest, der ikke er vant til det. Så vi er begyndt lidt med trensen (vi bruger bidløs, da hun har haft problemer med tænderne), hvilket hun også skulle vænne sig til, og nu har vi skridtet lidt, uden sadel. Jeg rider først, og hoppen går efter. Hun er dog den type, der stopper, når der er ting, hun ikke forstår, så vi tager det stille og roligt 🙂

Vi har nu redet et par gange og begynder at overveje at lægge sadel på hende og har prøvet en, der kan passe (jeg har en mængde liggende efter alle de heste, jeg har haft), og det tog hun også godt. Min ven er kommet tidligt om morgenen, fordi det er meget varmt her, og nu kommer der endnu et problem. Sidst vi skulle ride, var der invasion af hestebremser, og min hest blev helt tosset. Jeg forstår ham, for det kan ikke være sjovt at blive bidt af dem, og der var mange! Hoppen stillede sig bare og nægtede at gå. Nu skal vi prøve om aftenen i stedet for at se, om der er færre bremser der.

I sådanne situationer er det let at give op. Det bliver for besværligt at ride, og vores hjerne fortæller os, at det ikke er umagen værd. Men hvad siger hjertet? Jeg har redet hele mit liv og har ikke tænkt mig at stoppe nu. Man må fortælle universet, at det har valgt den forkerte person at irritere, og at jeg aldrig vil give op 🙂

Hvad forhindrer dig?

Jeg så dette i en artikel i Ridsport:

Enghøet undersøgt nærmere

Foder til heste indeholder generelt få sorter, og i de mest almindelige frøblandinger til heste findes mellem to og fem slags græsser eller bælgplanter. I Värmland har man undersøgt planter og næringsværdi i enghø, høstet på seksten forskellige enge. Prøveruter i undersøgelsens enge havde op til 33 arter af karplanter. Analyser viser, at disse planter havde et højt indhold af organiske mineraler, hvilket kan lette optagelsen. Dette tyder på, at heste ville have gavn af hø med mange forskellige arter i. Enghø kan også være et godt supplement for at få større variation i foderet. Kilde: Hestehø fra slåtteenge, en undervurderet ressource. Länsstyrelsen Värmland 2022.

Jeg læser det og ryster på hovedet, logik for burhøns, tænker jeg, men er det det? De senere år har folk fået indprentet, at landbruget skal være sådan. Man skal producere, sprøjte, pløje, så og sprøjte igen. Derefter vender man græsset et par gange, når det er slået, og så presses det ind i store baller. Det bliver kvantitet, ikke kvalitet. Så skal man analysere høet, så man ved, hvad der er i det, for hesten må ikke få for meget af det ene og for lidt af det andet. Det er blevet så normalt, at man glemmer at se på hesten. Så kan man jo altid kompensere med lidt syntetiske mineraler, som hesten ikke kan optage i kroppen. Da vi selv lavede vores hø, nægtede vi at købe kunstgødning og sprøjte. Vi pløjede ikke op og såede, men tog det græs, der voksede naturligt. Vores heste havde fri adgang til høet, og vi havde aldrig kolik eller forfangenhed hos dem. Har hestene fri adgang, sorterer de selv det fra, som ikke kan spises. Ja, der bliver lidt spild, men tænk på, hvor mange penge man sparer ved ikke at købe kunstgødning og sædekorn. Skal man lave ordentligt hø, skal det være enghø, og det skal stakkes. Hvis det skal presses, skal det være løspresset, så får man fantastisk “medicin” til hestene. Jeg husker det hø, som hestene fik før i tiden; det lugtede som sommer, når man hentede det på loftet. At stakke og gøre det arbejde er hårdt. Det er varmt, og der er fluer og bremser, men belønningen kom, når man fik lov at køre hjem med en læs hø og derefter få saft og kage. I dag får man en høballe, som man ikke kan flytte uden maskiner, og er der noget galt med en balle, er der mange kilo hø, der skal smides væk. Når man ikke selv laver høet, må man stole på andre. Jeg har købt hø her i Ungarn og har set mange forskellige slags hø, men her taler man netop om, at heste har brug for enghø. Derfor er der mange, der har det, og hestene elsker det. Jeg er så glad for, at det er muligt at købe usprøjtet hø. Der er så meget mere at sige om hø, og jeg tænker tilbage på de bønder, der lærte mig, hvordan man skulle lave rigtigt hø. Jeg lærte at slå, rive, stakke, køre ind og hvordan man opbevarede det. Jeg tror, det har sparet mig for nogle dyrlægebesøg gennem årene, selvom jeg aldrig nogensinde har fået mit hø analyseret. Her er billedbevis på, at jeg har lært det fra bunden, hvor jeg kører Hamn foran en slåmaskine. Ikke så let, kan jeg sige; det var nemmere at rive 🙂

Vidunderlige oplevelser med Hamn

Det var ikke noget problem for mig at gå nogle kilometer, når jeg var i sommerhuset i ferien i Blekinge. Jeg fik først en cykel, da vi havde haft sommerhuset i nogle år, så jeg måtte gå. Det gjorde ikke noget; jeg havde dagen for mig selv og kedede mig aldrig. Skoven var min ven, og jeg var aldrig bange, ikke engang når det var mørkt. Der kom næsten aldrig nogen på vejen, og man kunne høre bilerne på lang afstand, så man kunne flytte sig til siden. En dag, mens jeg gik i mine egne tanker, fik jeg den der følelse af, at nogen kiggede på mig. I kender sikkert det der med, at man går og tror, der er nogen bagved, man vender sig om, og der er ingen.

Jeg fik ikke den følelse så tit, for som sagt følte jeg mig ret tryg. Men lige den dag vendte jeg mig om et par gange, fordi jeg syntes, der var noget, men jeg så ingenting. Tredje gang jeg vendte mig og kiggede, gik der en hund lige bag mig, og jeg fik et chok. Jeg skreg, ikke fordi jeg var bange for hunden, men bare fordi der faktisk var nogen der. Hunden fik også et chok, da jeg skreg, og løb væk fra mig og kiggede tilbage, bebrejdende og fornærmet. Jeg prøvede at kalde på den, men den havde fået nok af mig og luntede ind i skoven igen. Sandsynligvis en hund, der var ude på jagt med sin ejer.

Jeg gik jo ofte til Bertil i Slätten, efter jeg havde set hans heste og vidste, at jeg var velkommen. Bertil tog mig med overalt, når han skulle afsted med hesten. Jeg lærte alt om at køre i skoven, at høste høet og køre ud med gødning. Han kørte også nogle gange til nabogårdene, hvis han havde ærinde der. Han kørte oftere med hesten end med sin bil.

Efter jeg havde været hos Bertil i et stykke tid, og han havde set, at jeg kunne ride, fik jeg også lov til at ride Hamn. Hamn var vidunderlig at ride, og jeg nød hvert minut.

En dag spurgte mine forældre, om ikke Bertil ville komme til kaffe, og det sagde han ikke nej til og kom naturligvis kørende med Hamn, så han kunne tillade sig en lille dram, hvis det blev tilbudt. Han spændte Hamn fra, da han kom, og aftalen var, at jeg skulle passe Hamn, mens Bertil drak kaffe.

Nu skete det, at Vorherre ikke tog hensyn til, at Bertil skulle drikke kaffe, så det begyndte at regne, mens jeg stod der og passede Hamn. Hvad gør man så? Jeg har aldrig haft langt fra tanke til handling, så jeg førte Hamn ind i kælderen og bandt ham til et dørhåndtag. Jeg kunne heller ikke lide tanken om, at de voksne skulle drikke kaffe uden mig, så jeg gik op til dem i huset.

Bertil sprang op af stolen, da han så mig, og spurgte, hvad jeg havde gjort med Hamn. Jeg fortalte, at han stod tørt og godt i kælderen, så der var ingen fare 🙂 Bertil kunne ikke lade være med at le, da han så, at Hamn stod roligt og ventede på os, men han syntes ikke, vi skulle udfordre skæbnen, så han tog Hamn ud igen.

Da var det også holdt op med at regne, så vi ikke blev våde, da vi kørte hjem til Bertil igen.

Her spænder vi Hamn for igen efter kaffen og et kort ophold i kælderen. Cirka 1970.

Hamn

Min længsel efter heste var enorm, da jeg var barn, og jeg udforskede alle kroge, hvor der kunne være en hest, når jeg var i sommerhuset i Blekinge. Vores sommerhus lå 3 km fra den asfalterede vej, og når man kørte på den offentlige grusvej, skulle man dreje ind på endnu en mindre grusvej og køre ca. 300 meter for at komme til sommerhuset. Så når jeg gik på en af mine opdagelsesture, kunne jeg enten gå til venstre eller til højre, når jeg nåede postkassen ved den “større grusvej”.

Gik jeg til venstre, kom man efter et par kilometer til et savværk, der var totalt faldefærdigt. Man skulle ikke tro, at nogen brugte det, men det gjorde ejeren faktisk, som hed Henry. Henry virkede skummel for mig, selvom han altid hilste venligt, når man gik forbi. I dag kan jeg tænke, at han sikkert var genert. Han kiggede altid ned i jorden, og han havde en tand i underkæben, der var det eneste, man så, når han talte. Henry havde også en hest, men jeg turde ikke tale med ham, og hesten stod altid et langt stykke fra vejen, så det blev aldrig til noget nærmere bekendtskab med den. Den så dog altid velplejet og fin ud. Efter savværket kom man til Henrys hus, hvor han boede med sin søster. Det var også forsømt, men ikke lige så slemt som savværket. Man kunne se, at det engang havde været et fint sted, og der havde faktisk været en landhandel der en gang. Folk fortalte, at hele landhandelen var intakt, da det senere blev solgt mange år senere, efter de to var gået bort, med alle dåser og glas, handelsdisk og alt.

Derefter kom man til en kæmpe bakke ned i en dal og derefter en enorm opadbakke, og det hed Slätten. Jeg syntes overhovedet ikke, det var “fladt” der, lidt mærkeligt med navnet. Når man så var kommet op ad den lange bakke, lå der et lille hus med en meget fin have, velplejet og i orden. Længere oppe på en bakke lå stalden, der hørte til.

Jeg havde gået forbi der flere gange, men der havde aldrig været nogen på gården, når jeg gik der, men en dag havde jeg held! En lille ældre mand, der næsten var et hoved mindre end mig, selvom jeg ikke var så gammel, livlig og glad med glitrende øjne og kasket. Han hilste på mig, og jeg sagde, hvem jeg var, og han havde allerede hørt om mig, at jeg havde været hos Sven og Signe og var glad for heste. Jeg pegede på stalden og spurgte lidt genert, om han havde en hest derinde, for jeg havde hørt en vrinsken en gang, jeg gik forbi. Det havde han og sagde, “Kom, skal du se!”

Det, der ventede mig i stalden, var noget, jeg aldrig kunne have drømt om. Det var som et eventyr! I spiltovet stod der en stor kulsort nordsvensk hingst med bølget man næsten helt ned til knæene. Jeg havde aldrig set noget så smukt, det var Hamn. Pandehåret var så stort, at man næsten ikke kunne se hans hoved, men man kunne ane livlige og nysgerrige øjne under det.

Denne hingst viste sig senere at være ikke kun smuk, men også fantastisk rar både at køre og ride, og du kan nok forstå, at det ikke var sidste gang, jeg besøgte Bertil. Det blev også et livslangt venskab med hestene i fokus.

På billedet er det Bertil Hansson med Hamn i 1970.

Steeplechase

Jeg lever i den overbevisning, at man kun lever én gang, og hvis man får en chance for at opleve noget sjovt eller spændende, så skal man gøre det. Denne tankegang har givet mig mange oplevelser, som jeg nu kan underholde jer med. 🙂

Da jeg havde min vidunderlige hest Markant og brugte ham til lidt af hvert, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at deltage i et steeplechase. Jeg skulle tænke mig om et stykke tid, før jeg sagde ja, fordi Markant ikke lige frem var en fuldblodshest—han var 173 cm høj og ikke den hurtigste i sin bevægelse. Jeg konkluderede, at nogen skal jo komme sidst, og så har jeg i det mindste deltaget.

Min hest var i fremragende form, da jeg red jagt og trænede lidt forskelligt, så det ville ikke være en kamp for ham. Det var jo lidt som en jagt, bare lidt hurtigere. 🙂

Der var flotte forhindringer, og Markant var en perle til at springe, så den første del var ikke så svær og faktisk ret sjov. Opløbet var lagt på en meget lang, stejl opadgående bakke, hvilket var smart tænkt, da det betød, at det ikke gik så hurtigt. På toppen af bakken stod dommerne, placeret midt på den brede sti. Alle red alt, hvad de kunne, og jeg pressede ikke for meget, da jeg vidste, at jeg ikke havde en chance mod de meget hurtigere heste. Som forventet var jeg ikke helt sidst, men næsten, og nåede at høre, at dommeren råbte, at ingen var kommet over målstregen, fordi de alle havde redet den forkerte vej og fulgt efter de forreste.

Da jeg lå bagerst, nåede jeg at styre Markant tilbage og over mållinjen, og dermed blev jeg nummer to. 🙂 Jeg tror, der var 16 deltagere.

Da jeg skulle modtage prisen, føltes det lidt forkert—det var jo lidt snyd. Men på den anden side havde jeg gennemført hele løbet, ikke revet nogen forhindringer ned og været med hele vejen. Jeg valgte at være glad for min premie; ingen ville få noget ud af, at jeg skammede mig, så det var en fantastisk dag. Dem, der skulle have vundet, tog det rigtig godt, og vi fik os et godt grin. Vi var alle der for at have det sjovt, og det var en fantastisk terrænbane og en fornøjelse at ride!

Det er mig i den blå trøje på vej op ad opløbsbakken!