Forfatter: Anne Axell

Wången!

Jeg har jo fortalt om mit møde med Bertil, da jeg var barn. Han var så glad for at finde én, der kunne dele hans enorme interesse for heste, især Nordsvenske heste, at han begyndte at tage mig med til forskellige arrangementer. Der var lokale kåringer, kørsler og andre begivenheder, men hvis man dengang var entusiastisk omkring Nordsvenskeren, så var der ét sted, der var centrum for alle avlere – Wången. Der blev der holdt kåringer for 3- og 4-årige tidligt om foråret, og folk kom fra hele det lange Sverige. Ja, og endda én fra Danmark!

Jeg var ikke kun fra “udlandet,” men også en pige! Der var ikke mange piger, der delte interessen for Nordsvenske heste på den tid, så jeg var usædvanlig på alle måder. Jeg havde fået lov til at tage med Bertil hele vejen til Wången i Östersund, hvilket betød en togrejse på over 12 timer. Naturligvis rejste alle Nordsvensk-entusiasterne sammen og havde det virkelig sjovt undervejs. De havde sørget for at have godt med indhold i lommelærkerne, og der blev ikke sovet meget – men til gengæld grinet meget! Jeg var blevet lidt ældre og fik også lov til at tage en snaps eller to på vejen.

Jeg husker, da vi ankom til Wången. Vi havde sovet meget lidt, og da vi steg af toget, føltes det næsten som om, vi stadig kørte.

På Wången samledes folk fra hele landet, og dialekterne var fantastiske. Jeg var dansk, men kunne på det tidspunkt tale flydende svensk. Fordi jeg havde lært sproget og også kunsten at lytte, endte jeg ofte med at oversætte for mændene, når de ikke kunne forstå hinanden! Det plejede at gå bedre efter et par snaps, og i sidste ende var alle enige om, at Nordsvenskeren var den fineste hest, der nogensinde havde gået på fire ben.

Jeg husker en mand fra Dalarna med en vidunderlig dialekt og et fantastisk fortællertalent. Han plejede at sidde og humoristisk fundere over, hvor mærkeligt det var, at de der dommere – ofte haltende med stok, briller og høreapparater – kunne stå og kritisere disse perfekte skabninger af heste og sige, at de var “for korte i ryggen” eller “lidt indfodede.” Vi grinede, så tårerne trillede!

Der var mange diskussioner og meninger, når en af hingstene ikke blev godkendt, og stoltheden, der lyste ud af avlere og beundrere, når en hingst blev godkendt, var fantastisk.

Jeg har været på Wången tre gange, og hver oplevelse var fantastisk. Min kærlighed til Nordsvenskerne består. Jeg synes, de er vidunderlige og meget alsidige heste. Jeg har været den heldige ejer af tre og ville meget gerne have en igen.

Billedet er fra Wången 1979 af en 3 åring der vises for dommerne.

Vinterminder fra Sverige

Nogle gange tog vores familie til sommerhuset i Blekinge om vinteren. Vi havde jo fri mellem jul og nytår, og hvis vi var heldige, var der sne. Sne var en sjældenhed i Danmark på den tid af året, så vi elskede at tage til Sverige for at stå på ski. Nogle gange frøs søen også til, og så kunne vi stå på skøjter.

En påske var vejret helt fantastisk. Der lå sne på jorden, men solen varmede så meget, at jeg besluttede mig for at prøve at stå på ski i badedragt. Sagt og gjort! Det var virkelig sjovt – lige indtil jeg faldt. Så kom tøjet hurtigt på igen! Mine forældre sad udenfor og spiste frokost og nød solen. Min far syntes, det var meget praktisk at stikke snapsen ned i en snedrive – så holdt den sig dejlig kold.

En anden vinter, hvor hele familien var med, ville Bertil overraske os med noget særligt: en slædetur i måneskin med hans hest, Hamn. Det er et minde, der stadig giver mig gåsehud, når jeg tænker på det. Jeg ville ønske, vi havde haft mobiltelefoner dengang, så vi kunne have filmet eller i det mindste taget nogle billeder, men det kunne man ikke med mit lille lomme-kamera.

Den aften lå temperaturen omkring minus 20 grader. Der lå tung sne på grantræernes grene, og fuldmånen kastede et blåligt skær over skoven. Sneen knirkede under vores støvler, når vi gik, og når man åndede gennem næsen, frøs næsehårene til is. Vi måtte trække halstørklæderne op over ansigtet, så vi ikke stivnede helt i kulden.

Bertil kom og hentede os i slæden med Hamn spændt for, og vi fik hver en fakkel, som vi tændte, inden turen gik i gang. Skoven var fuldstændig stille; det eneste, man kunne høre, var lyden af bjælderne, der klingede, og Hamns prusten en gang imellem. Vi kørte gennem det funklende vinterlandskab til Bertils hus, hvor hans søster Nelly havde forberedt ærtesuppe og varm punch. Jeg husker, at intet nogensinde havde smagt så godt – og jeg fik lov til at smage en smule punch. Det varmede os godt op til hjemturen i den kolde nat.

Allerede dengang vidste jeg, at jeg oplevede noget uforglemmeligt, noget, der ville stå klart i min hukommelse resten af livet. Jeg har været på mange slædeture siden, men aldrig igen i måneskin med fakler. Det var helt magisk.

Desværre har jeg ikke et godt billede fra den aften – det var næsten umuligt at tage billeder i mørke dengang. Her er i det mindste et billede af Hamn fra en anden slædetur. Vi havde jo ikke mobiltelefoner dengang, så man måtte pænt vente flere uger på at få billederne fremkaldt – og det var dyrt!

---

Vidunderlige December!
Jeg er en af dem, der elsker december. Jeg ved… mørkt, sjappet og koldt! Men der er så meget at glæde sig over: juletræerne, lyset i vinduerne, forventningerne og et nyt år, der snart banker på døren.

Mange af mine venner har fødselsdag i december, inklusive mig selv. Jeg elsker gaver, overraskelser og kager! Jeg har en særlig fødselsdag, som jeg husker, som var det i går, selvom det er meget længe siden.

Jeg var 14 år og snart 15. Jeg tilbragte næsten hver dag på et internat for dyr og hjalp til. Der var hjemløse katte og hunde, og jeg elskede at gå ture med hundene, vinde deres tillid eller sidde i “køkkenet” med en kat på skødet. Vi kogte kød til hundene og fisk til kattene. Lugten i køkkenet er næsten ubeskrivelig, men man vænnede sig til den. Og dyrene – de var helt fantastiske.

Manden, der drev internatet, Hr. Jönsson, havde også to ponyer: en shetlandspony ved navn Claus og en større pony ved navn Prins. Jeg plejede at tage mig af dem og ride nogle gange. Men et par uger tidligere var Prins gået bort af tarmslyng, og vi syntes alle sammen synd for Claus, som nu var alene. Hr. Jönsson havde nævnt, at han måske ville anskaffe en ny hest, men selv dengang var heste dyre, så det var ikke noget, vi tog for givet.

En uge før min fødselsdag ringede Hr. Jönsson – noget han ellers aldrig gjorde. Han bad mig komme derhen med det samme! Jeg havde en fornemmelse af, at det måske var en ny hest, så jeg lånte min brors knallert (selvom jeg egentlig ikke måtte køre knallert, før jeg fyldte 15). Jeg havde prøvet lidt i smug før, så jeg vidste, hvordan man kørte og kom derhen i en fart.

Og dér stod han: den lille pony! Hr. Jönsson sagde, at han skulle være “min”, så længe jeg fortsatte med at hjælpe til på internatet. Han havde fundet den perfekte måde at sikre sig, at jeg aldrig ville stoppe med at komme der.

Det var den bedste fødselsdag, jeg nogensinde havde haft. Og på min rigtige fødselsdag ugen efter købte jeg min første knallert med penge, jeg havde sparet fra min konfirmation og andre opsparinger. Nu havde jeg både min egen hest og min egen knallert, og jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville være ældre end 15.

Det ønske gik selvfølgelig ikke i opfyldelse. Det er nu over 50 år siden, og jeg er blevet ældre. Men i stedet for at sørge over det, er jeg taknemmelig for, at jeg har fået lov til at leve så længe og opleve så meget – især når jeg tænker på, at jeg har haft familie og venner, der ikke fik den samme mulighed.

Hr. Jönsson gik bort et par år efter denne begivenhed, og hans bror arvede alt, hvad han havde. Jeg bekymrede mig meget for min pony, men Hr. Jönssons bror syntes det var synd for mig og gav mig ponyen. Jeg græd af taknemmelighed – min bedste ven skulle blive hos mig.

Nu er det december igen, og snart min fødselsdag. Jeg spekulerer på, om jeg nogensinde vil opleve en fødselsdag så speciel som dengang. Det bliver spændende at se – overraskelser er altid velkomne!

Min Mission

Jeg har ofte hørt, at man skal finde sin mission i livet for virkelig at kunne gøre en forskel i verden. Længe havde jeg svært ved at finde min. I min ungdom og en stor del af mit voksenliv handlede det mest om at overleve – at få mad på bordet og senere sikre, at mine børn havde det samme. Men én ting var altid klar: Jeg ville aldrig nøjes med et almindeligt 9-til-4-job eller sidde fast i trafikken frem og tilbage fra arbejde. I stedet fandt jeg min vej gennem mit arbejde med heste, noget jeg altid har brændt for.

Men at elske sit arbejde er ikke nødvendigvis det samme som at have en mission. Min egentlige mission fandt jeg først for nogle år siden, da jeg begyndte at hjælpe usikre ryttere og samtidigt startede en podcast. Formålet med podcasten var at interviewe mennesker i hele verden, der havde gjort noget godt for heste, og dermed dele deres historier for at inspirere og oplyse andre.

Empati for hesten har altid været min drivkraft

Gennem årene har jeg lavet mine fejl i omgangen med heste, men jeg har altid mødt dem med empati og et stærkt ønske om at give dem det bedst mulige liv. Allerede som barn kunne jeg ikke se westernfilm uden at blive oprørt over, hvordan hestene blev behandlet. Jeg lagde mærke til ryttere, der trak hårdt i deres hestes mund med stangbid, sporer, der blev brugt uden omtanke, og de vilde galopper. Det værste for mig var, når hestene “døde” og faldt i filmene – jeg kunne ikke lade være med at tænke på de skader, de måtte have fået under optagelserne.

Som voksen begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved mange af de ting, der anses som “normale” i hesteverdenen. Jeg har ofte undret mig over, om det virkelig kunne være behageligt for en hest at have et bid i munden – måske fordi jeg selv er meget følsom med mine tænder. Jeg har altid været skeptisk over for brugen af sporer og har kun brugt dem til konkurrencer, fordi det dengang var et krav. Min filosofi har altid været, at man med så få hjælpemidler som muligt kan skabe en relation til hesten. Jeg husker, hvordan folk beundrede, at jeg red min hingst med kun en grime på – men for mig var det bare en naturlig måde at ride og omgås hesten.

Nysgerrigheden førte mig til podcasten

Da jeg startede min podcast, var det drevet af nysgerrighed. Jeg ville lære, hvordan folk rundt om i verden arbejder med og passer deres heste. Verden er stor, og forskellene i hestehold er enorme. På en eller anden måde fandt jeg mennesker, der virkelig gjorde en positiv forskel for heste, og det blev hurtigt den røde tråd i mine afsnit.

Efterhånden fik jeg idéen til at skabe debatrunder, hvor forskellige stemmer kunne mødes og diskutere deres synspunkter. Det har været fantastisk at se, hvordan velfærd for heste er kommet mere i fokus, og hvordan flere begynder at sætte hestens trivsel over konkurrenceresultater. Jeg hilser denne udvikling velkommen, for den er så nødvendig. Vi må genoverveje de traditioner, der begynder allerede på rideskolerne, og hjælpe folk til at forstå, at en hest ikke er et redskab – den er en individ, der fortjener at blive hørt og forstået.

Min mission i dag

I dag er min mission at fremhæve dem, der tør tænke anderledes og sætter hestens velfærd i første række. Jeg drømmer om en tid, hvor det, der i dag kaldes “alternativt,” bliver det nye “normale,” og hvor vi, der har valgt at stoppe med at konkurrere på grund af forkert brug af udstyr, stress og skæv bedømmelse af heste, ikke længere ses som “blødsødne,” men som mennesker, der elsker deres heste og nægter at udsætte dem for noget, de ikke selv er med på.

Jeg håber, at vi står på tærsklen til en udvikling som den, vi har set inden for hundetræning, hvor hårde metoder er blevet erstattet af blidere og mere respektfulde tilgange. At være venlig er ikke det samme som at være svag. Og hvis der er én ting, jeg ikke er, så er det svag.

Jeg ser med glæde frem til en bedre fremtid for vores heste. Hvis du er nysgerrig efter at lære mere, så lyt til min debatrunde nu på onsdag. Her vil du møde dygtige hestefolk, forskere og ryttere, der viser, at man kan skabe et fantastisk partnerskab med hesten – uden tvang og hårde midler.

Den modvilligt “villige”

Vores familie er som så mange andre: konen i huset (mig) er en passioneret hestelsker, og manden – som nok ikke helt vidste, hvad han gik ind til, da han sagde “ja” – har fået en lidt anderledes hverdag, end han måske havde forestillet sig.

Jeg må sige, at jeg gjorde et klogt valg. Jeg giftede mig med en handy mand, der arbejder i byggebranchen og kan køre både traktor og gravemaskine. Perfekt, når stalden skal bygges, ridebanen anlægges, og ja, vi har endda fået bygget et par ridehuse gennem årene. Min mand var ikke specielt interesseret i heste til at begynde med, men han kan godt lide landbrug og har fundet sin egen “hobby”: at lave godt hø til hestene og reparere hegn, der mystisk nok altid går i stykker.

Det med, at han ikke var hesteinteresseret? Tja, gennem årene har han alligevel fået mange træktove i hånden – enten for at flytte heste eller holde et hoppe under bedækning. Og ved du hvad? Jeg er ret sikker på, at han faktisk har nydt det inderst inde. Han er endda begyndt at lægge mærke til hestenes personligheder og har haft sine egne favoritter i flokken.

Men… nogle gange spekulerer jeg på, om han hemmeligt drømmer om, at jeg, nu hvor jeg er blevet ældre, snart stopper med hestene. Måske håber han på en pensionisttilværelse uden høballer, der skal rulles, og hegn, der skal repareres. Han har aldrig sagt det direkte, men jeg har min mistanke – især når jeg driller ham lidt.

Som her den anden dag. Jeg besluttede mig for at teste ham.

Jeg har jo kun tre heste tilbage nu – ret beskedent i forhold til de 25–30, jeg plejede at have – og jeg synes selv, at det føles lidt tomt. Den nyeste hest er en redningshest med en ledbåndsskade i højre forben. Han halter stadig lidt, men han er blevet meget bedre. De to andre er mine egne hjemmeavlede heste, som nu er 17 og 18 år gamle. Den ene har en sjov vane med at løfte sit venstre bagben, som om han prøver at strække det. Og den tredje? Hun var for nylig halt på højre bagben, uden at jeg kunne finde ud af hvorfor – måske trådte hun forkert og forvred det.

Så der sad vi en aften, min mand og jeg. Han var dybt optaget af YouTube på sin telefon, da jeg pludselig sagde:
“Jeg tror, jeg bliver nødt til at købe en hest mere…”

Jeg så, hvordan hele hans krop stivnede. Hans blik blev tomt, og han stirrede på mig, som om jeg lige havde foreslået, at vi skulle flytte til Mars. Hans vejrtrækning blev tungere, næseborene blussede, men han sagde ikke et ord.

Jeg fortsatte, som om jeg ikke bemærkede hans reaktion:
“Ja, jeg tror, jeg har brug for en hest, der halter på venstre forben, så flokken bliver symmetrisk.”

Der gik et halvt sekund. Så kunne jeg ikke holde mig og smilede. Min mand så mit smil og forstod, at jeg lavede sjov. Hele hans krop sank sammen som en flad ballon, og han åndede lettet ud – så højt, at det kunne høres.

Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, om det var økonomien, han tænkte på – eller tanken om flere heste, der skræmte ham mest.

Måske skulle jeg give ham en hest i julegave?

Smeden – En Vi Ikke Kan Undvære!

For nogle dage siden opstod der en diskussion i min gruppe om en situation, hvor en hest havde bidt en smed i ryggen, og smeden reagerede ved at slå hesten. Det vækkede stærke følelser og meninger om smedens handling, og jeg synes, det er på tide, at vi tager dette følsomme emne op.

---

Når Frustrationen Overtager

Jeg har haft mange heste gennem årene og må indrømme, at jeg også har mistet tålmodigheden en gang imellem og slået en hest. Det er en menneskelig reaktion, når man bliver såret, bange eller føler sig magtesløs. Samtidig er det vigtigt at forstå smedens udsatte position. De er nødt til at stole på, at hesteejeren har gjort sit arbejde – at træne hesten til at løfte benene og stå stille under skoningen. Men som vi ved, er heste individer, og selv en veltrænet hest kan pludselig reagere uforudsigeligt.

---

Heste Er Ikke Maskiner

Jeg husker en unghest, som jeg købte som føl og selv trænede op. Da han var tre år, var han altid sød og håndterbar, kunne løfte benene og stå stille. Men en dag, da jeg skulle tage ham ud af folden, angreb han mig uden varsel. Han bed mig så hårdt i armen, at jeg troede, han aldrig ville give slip. I panik slog jeg ham for at få ham til at slippe. Det handlede om at beskytte mig selv, og sådanne situationer kan opstå, selv med heste man kender godt.

---

Hvor Går Grænsen?

Smede arbejder i en udsat position, og det er let at forstå frustrationen, hvis de bliver bidt, sparket eller angrebet. Men spørgsmålet er: Hvor går grænsen for, hvad der er en acceptabel reaktion? At bruge værktøj som våben, sparke hesten med stålsnudede støvler eller på anden måde skade den er aldrig i orden.

Jeg har haft smede, der reagerede med forståelige spontane reflekser, men jeg har også mødt en, der overskred alle grænser. Engang hyrede jeg en smed til at beskære en drægtig ponyhoppe, som havde svært ved at løfte bagbenene. Jeg forklarede situationen og bad om tålmodighed. Han havde faktisk kun arbejdet i fem minutter – og lad mig understrege, at hun på ingen måde var farlig, kun uvillig til at holde benene oppe længe – da han begyndte at råbe “forbandede hest” og slog hende over ryggen med raspfilen, mens han sparkede hende i maven. Han råbte, at han var ligeglad med, om hun var drægtig, og fulgte op med en række bandeord. Jeg blev fuldstændig chokeret og bad ham stoppe med det samme. Jeg betalte ham endda for at undgå nogen konflikt. Det var min grænse, i hvert fald.

---

En Forbilledlig Smed

Den bedste smed, jeg nogensinde har haft, var Per. Han var vant til at arbejde med ardennere og vidste, at hvis man kæmper med en hest, får man aldrig skoene på. Han kom og sludrede lidt, mens vi tog hesten ud, stoppede sin pibe og tog sig god tid. Han talte altid med mig om hesten, kommenterede på, hvor godt den så ud, og spurgte, hvor jeg havde den fra. Det gjorde hesten tryg ved hans stemme og hans positive attitude, inden han begyndte.

Det tog lang tid for Per at sko. Han arbejdede grundigt og tog pauser. Alle heste faldt til ro, når han var i stalden, og de heste, jeg havde, som var lidt svære, blev hurtigt bedre. Senere overtog hans søn og havde samme rolige tilgang til arbejdet.

---

Samarbejde Er Nøglen

At være smed er ikke et nemt job. Det kræver tålmodighed, dygtighed og et roligt sind. Hvis man har et heftigt temperament og tager sin frustration ud på hesten med vold, gør det kun situationen værre – både for hesten og for fremtidige forsøg på at sko den.

Som hesteejere kan vi også hjælpe. Her er nogle ting, vi kan gøre:

• Forbered hesten: Træn den til at løfte benene og stå stille.
• Vær til stede: Hjælp smeden ved at holde hesten og holde øje med dens reaktioner.
• Beløn godt arbejde: En ekstra skilling eller nogle venlige ord kan betyde meget for en smed, der har udvist tålmodighed og dygtighed med din hest.
• Vær ærlig: Informer smeden om eventuelle udfordringer, og diskuter, hvordan I bedst kan håndtere dem.
• Tilbyd hesten lidt hø eller en belønning: Det kan hjælpe med at holde den rolig under arbejdet.

Min nuværende smed er utrolig opmærksom. Mit gamle avlshoppe har svært ved at stå stille under beskæring, da hun har haft en række hovbylder i den ene forhov og er bange for, at det skal gøre ondt. Han beskærer lidt på hver hov og skifter ofte, så hun ikke skal stå med én hov løftet for længe. Jeg roste ham meget for dette, og han blev så glad for, at jeg bemærkede det.

---

Et Forhold Der Skal Plejes

Smeden er en uvurderlig del af enhver hesteejers hverdag. Vi skal arbejde sammen og vise respekt for deres arbejde. Samtidig har smeden ret til at sige nej til farlige opgaver eller kunder, der ikke forbereder deres heste ordentligt. Det er et samarbejde baseret på gensidig respekt, forståelse og god kommunikation.

Hvorfor er det så dyrt at avle SWB-heste i Sverige?

I sidste uge skrev jeg om, hvordan mange savner de klassiske SWB-heste – heste, som alle kan bruge, uanset ambitionsniveau. Jeg fik mange tilbagemeldinger, som bekræftede, at mange er enige, men også at den gamle type SWB var lige så dyr at avle som de moderne sportsheste.

I dag vil jeg stille et nyt spørgsmål: Hvad er det, der gør, at det er så dyrt at avle svenske varmblodsheste, og er der noget, vi kan gøre ved det?

Der bliver avlet mange heste i Sverige, så hvorfor koster det mere at avle en SWB sammenlignet med for eksempel en nordsvensk hest? Lad os begynde med det grundlæggende: foderet.

Spiser en SWB virkelig så meget mere end en nordsvensk hest? Kræver den flere mineraler, mere kraftfoder eller andre tilskud, som hæver omkostningerne? Koster hovpleje mere for en SWB end for en nordsvensk? Det tror jeg ikke.

Behøver en SWB større stald, dyrere bokse eller specielt designede folde? Er dyrlægeomkostningerne højere for en SWB, eller er risikoen for skader større? Skal den vaccineres oftere eller have særlig pleje, som gør det dyrere? Og hvad med forsikring – er det dyrere at forsikre en SWB end andre hesteracer, og i så fald hvorfor?

Nu nærmer vi os en faktor, som virkelig kan bidrage til de høje omkostninger: avlsmaterialet. Er det dyrere at købe en SWB-hoppe til avl end til andre racer? Hvad er forskellen i prisen for bedækning mellem SWB og nordsvensk?

En væsentlig faktor, som kan drive omkostningerne for SWB-avlen op, er, at mange i dag bruger inseminering til varmblodsheste. Som én påpegede, kan man ikke længere bare tage hoppen over til naboens hingst. I dag betaler man for inseminører, dyrlæger og gentagne kørsler med hoppen frem og tilbage.

Men hvorfor er en SWB-hingst så dyr? Nordsvenske hingste går jo også igennem strenge bedømmelser for at blive godkendt til avl; de bliver nøje vurderet og skal vise gode kvaliteter for at blive godkendt. Er det bare snobberi, eller er der virkelig en forskel – eller handler det om, at det er forskellige typer mennesker, der ejer og avler disse heste?

Disse spørgsmål har jeg tænkt over, siden jeg købte min første varmblodshest. Og man behøver ikke engang sammenligne dem med nordsvensker – man kan også se på priserne for fuldblodsheste. Hertil kommer de høje omkostninger for tilridning, som en anden nævnte. Selvfølgelig kan man sælge hesten, før den skal tilrides, eller måske selv ride den til, men der er ingen tvivl om, at grunduddannelsen koster.

Jeg forstår, at heste, der konkurrerer på højt niveau, koster mere, men her taler vi kun om omkostningerne ved selve avlen. En SWB er i bund og grund en krydsning, som er blevet selektivt avlet gennem årene til at danne en “race”. Berettiger det virkelig prissætningen?

Som jeg nævnte sidste gang, har jeg selv avlet heste i næsten 40 år, primært varmblod. Jeg havde SWB, polsk varmblod, ungarsk varmblod og dansk varmblod i min avl, og de var ikke anderledes i type end SWB. Jeg havde aldrig problemer med at sælge dem og fik en rimelig pris for afkommene, så det kunne løbe rundt økonomisk.

Min måde at holde omkostningerne nede på var at holde dem på løsdrift, lade dem være meget på græs, lave vores eget hø og købe havre og byg direkte fra en lokal bonde. Derudover havde vi vores egen hingst, og andre avlere kom med hopper til bedækning. Vi fik endda EU-støtte til græsningen.

Jeg ved, at priserne er steget, men det er hestepriserne også, så hvorfor får så få avlere det til at løbe rundt i dag?

Dette er blot mine overvejelser – jeg vil ikke pege fingre ad nogen. Ingen tvinges til at avle heste; hvis man føler, at det er et tab og ikke pengene værd, kan man jo bare lade være.

Det bliver spændende at se, om jeg får nogen svar, for det er stadig et mysterium for mig!

På billedet: Mackay 1979-2007 E: Pegasus-Elektron SWB som jag avlede på i manga år.

Hvorfor importerede heste i Sverige?

Jeg har hørt fra svenske opdrættere, at det er svært at sælge svenske heste, fordi de er dyrere at producere, og mange købere ikke er villige til at betale den højere pris, det koster at opdrætte svenske heste.

Jeg har fulgt denne udvikling i mange år og har en teori om det. Min teori passer måske ikke på alle, men som tidligere opdrætter og handler har jeg diskuteret dette emne med mange mennesker.

Da jeg voksede op, var det anset for prestigefyldt at eje en svensk varmblod, og det er det faktisk stadig, men på en anden måde.

For det første er en SWB-hest dyrere, fordi omkostningerne til foder, sko, arbejdskraft og meget andet er højere i Sverige. Naturligvis bliver slutproduktet derfor også dyrere. Mange mennesker er faktisk villige til at betale mere for en svensk hest, fordi de ved, hvor den er opdrættet, hvad den har spist, og hvordan den er blevet passet. MEN, den store forskel er, at du tidligere kunne få en god allroundhest, som de fleste hobbymennesker ønskede – en hest, der kunne lidt af hvert og fungerede godt som hobbyhest.

Med tiden er hestene blevet forædlet og avlet til specifikke nicher med større bevægelser og højere potentiale. Disse heste er fantastiske, hvis man satser helhjertet på konkurrence og har tid til at uddanne dem. Men i dag vil mere end 80 % af rytterne have en hobbyhest, som ikke bliver svær at håndtere, hvis den har holdt fri en dag. Hvis SWB-hestene i dag var mere som den gamle type, tror jeg ikke, det ville være et problem at sælge dem.

Opdrætterne vil gerne have så god en pris som muligt for deres afkom, og fordi det er dyrt at opdrætte heste i Sverige, vælger de ofte hingste, der er populære i konkurrencesporten. Men den gennemsnitlige rytter ønsker ikke en hest, der er så overbevægelig, at den er svær at sidde i traven, eller en med meget følsomme nerver, og slet ikke en, der er over 175 cm høj. Derfor begynder folk at kigge uden for Sverige.

SWB-heste er også ofte svære at bruge på rideskoler (ikke alle, men mange). Derfor importerede jeg mange heste fra Ungarn, som jeg så solgte til rideskoler. De ungarske racer er mere alsidige uden ekstreme bevægelser. Disse heste blev meget populære på rideskolerne, og mange private købere blev også lettede, når de prøvede sådan en hest. På det seneste er der også kommet flere PRE og andalusiske heste til Sverige, som har en bedre størrelse (lidt mindre) og er behagelige at sidde på.

Jeg tror, at flere ville købe svenske heste, hvis de var mere som de gamle svenske varmblod. Jeg har selv avlet palominoer – stort set gammeldags varmblod – og har aldrig haft problemer med at sælge dem (næsten 40 års erfaring).

Der opdrættes færre heste i Sverige, end der er behov for, så derfor bliver import nødvendigt for at opfylde efterspørgslen. Jeg tror, svenske opdrættere burde overveje at fokusere ikke kun på “stjernen,” der skal bringe stor indkomst, men på at opnå stabilt salg af alle deres afkom ved at prioritere temperament og en jævnere avl. Hele ridesporten er i gang med at tænke nyt – hvorfor ikke også inden for avlen?

Hvad tænker du?

Tjen penge på heste!

Jeg er en af dem, der har haft heste i blodet, siden jeg var barn. Hvorfor ved jeg egentlig ikke – ingen i min familie havde noget med heste at gøre. Min far var allergisk, og min mor var rædselsslagen for dem. Men min største drøm som barn var at arbejde med heste og samtidig tjene penge, så jeg kunne sætte mad på bordet.

Jeg hørte ofte, at det ikke var muligt at tjene penge på heste – at de kun medførte omkostninger, og store af dem. Men jeg var stædig og overbevist om, at jeg ville finde en vej. Og det gjorde jeg. Jeg blev sadelmager, opdrætter og hestehandler.

At jeg begyndte at handle med heste, var faktisk en tilfældighed. Jeg startede med et par ponyer og arbejdede mig op, indtil jeg til sidst kunne købe mange heste, blandt andet fra Ungarn. Jeg elskede at finde gode heste, og min tanke var altid at give dem et godt hjem – samtidig med at jeg kunne forsørge mig selv. Jeg havde nemlig indset, at det var svært at få det til at løbe rundt som kun sadelmager.

For det meste gik det godt, og jeg havde mange tilfredse kunder. Men nogle gange mødte jeg skepsis – folk tænkte, at jeg som hestehandler kun gik op i penge. Jeg stræbte altid efter at matche den rette hest med den rette rytter og gav ærlige råd til køberne. Men indimellem fik jeg kommentarer som: “Du vil bare sælge den dyreste hest for at tjene mere.” Det var langt fra sandheden. Bedre heste kostede også mere for mig, og jeg tjente ikke nødvendigvis mere på dem, men de var ofte lettere at sælge på grund af deres kvalitet.

Jeg vil egentlig ikke fokusere for meget på, hvordan det var at sælge heste, men i stedet dele en vigtig pointe: Vi, der arbejder med heste, gør det oftest, fordi vi brænder for det, ikke kun for pengene. Hvis du for eksempel er beslagsmed, anbefaler du ikke at sko hesten for at tjene mere, men fordi det er det bedste for netop den hest. Hvis du sælger foder, vil du anbefale det bedste foder, så hesteejeren har en sund og rask hest – og så kunden kommer tilbage, glad og tilfreds.

Hvis du vil arbejde med heste og samtidig have en indkomst, er der mange erhverv, du kan uddanne dig til, hvor du faktisk kan få en god løn. Mange tænker måske først på at handle med heste eller træne dem, hvilket kan være hårdt arbejde. Men der er også andre veje som massage, hesteterapi, kiropraktik, dyrlæge eller beslagsmed, hvis du vil arbejde direkte med hesten. Og hvis du ønsker at arbejde mere indirekte, findes der muligheder som foderekspert, sælge udstyr, være sadelmager, sælge trailere, hegn, staldinventar og meget mere. Det har ændret sig meget, siden jeg var ung, og hesteindustrien er vokset – på godt og ondt.

Så tro ikke på myten om, at man ikke kan leve af heste! 🙂

Charlis Opdatering!

Jeg har haft mange heste gennem livet, og pludselig fandt jeg mig selv med kun to heste tilbage sidste år. Jer, der har haft mange heste, ved, hvor tomt det kan føles. Det var slet ikke den lettelse, som mange tror, det ville være. Den ene er en hoppe, så jeg begyndte at overveje, om jeg skulle bedække hende for at få en hest mere, men jeg var meget i tvivl. Jeg tænkte på, at hvis hun fik et føl, ville jeg være over 70 år, når tilridningen skulle begynde, og det havde jeg ikke lyst til. Alternativet var at sælge afkommet, hvilket gjorde mig endnu mere tvivlende, men jeg tænkte dog, at det kunne være sjovt med et føl.

I Ungarn kan man få insemineret sin hoppe derhjemme, og det syntes jeg var positivt, for så skulle jeg ikke tage afsted med hoppen. Jeg skulle bare vente på, at hun kom i brunst. Det gjorde hun ikke den sommer, eller også var det meget svært at se det på hende, hvilket ellers ikke er normalt, da hun plejer at vise tydelige brunsttegn, men ikke dengang. Jeg havde heller ikke lyst til at sprøjte hende i gang, da jeg allerede var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ønskede et føl. Jeg tænkte, at hun selv havde truffet valget.

Året gik, og foråret kom, og jeg fik muligheden for at redde en hest, som skulle slagtes. Jeg fik at vide, at han havde en ledbåndsskade og ikke kunne rides, men det gjorde ikke så meget for mig. Da han kom, var han meget halt, og jeg hørte, at han havde haft ringsko på i 6 år for at hjælpe ham med at gå bedre. De første par dage tænkte jeg, at jeg måske havde gjort en fejl, og at han måske burde være blevet slagtet, da han var så halt. Men jeg ville give det en chance, for han var en sådan venlig og rar hest. Hvad gør man? At have ringsko på havde tydeligvis ikke hjulpet ham, så jeg bad min beslagsmed tage skoene af og bare beskære hovene.

Det var selvfølgelig en omvæltning for Csarli at gå uden sko, men her er jorden blød, så han var stadig lige så halt. Han belastede det raske forben så meget, at den hov var helt flad, mens den anden, den syge hov, som ikke blev belastet, havde normal vinkel. Jeg var klar over, at fremskridt ikke sker fra den ene dag til den anden, men jeg talte med flere eksperter, der fortalte mig, at ledbåndsskader faktisk kan hele, hvis hovene beskæres korrekt. Det gav mig håb, og i dag var anden gang, han blev beskåret, siden skoene blev taget af, og du kan se resultaterne på billederne. Han er langsomt men sikkert blevet bedre, og han halter mindre og mindre, og for få dage siden så jeg ham trave frivilligt for første gang.

Nu er jeg ikke længere bange for, at jeg har gjort noget forkert. Selvom han ikke bliver bedre end nu, så er han så meget bedre, at han kan nyde sin pension og leve et godt hesteliv.

Billede 1+2 er fra da han kom Billede 3+4 er nu.