Forfatter: Anne Axell

Smeden – En Vi Ikke Kan Undvære!

For nogle dage siden opstod der en diskussion i min gruppe om en situation, hvor en hest havde bidt en smed i ryggen, og smeden reagerede ved at slå hesten. Det vækkede stærke følelser og meninger om smedens handling, og jeg synes, det er på tide, at vi tager dette følsomme emne op.

---

Når Frustrationen Overtager

Jeg har haft mange heste gennem årene og må indrømme, at jeg også har mistet tålmodigheden en gang imellem og slået en hest. Det er en menneskelig reaktion, når man bliver såret, bange eller føler sig magtesløs. Samtidig er det vigtigt at forstå smedens udsatte position. De er nødt til at stole på, at hesteejeren har gjort sit arbejde – at træne hesten til at løfte benene og stå stille under skoningen. Men som vi ved, er heste individer, og selv en veltrænet hest kan pludselig reagere uforudsigeligt.

---

Heste Er Ikke Maskiner

Jeg husker en unghest, som jeg købte som føl og selv trænede op. Da han var tre år, var han altid sød og håndterbar, kunne løfte benene og stå stille. Men en dag, da jeg skulle tage ham ud af folden, angreb han mig uden varsel. Han bed mig så hårdt i armen, at jeg troede, han aldrig ville give slip. I panik slog jeg ham for at få ham til at slippe. Det handlede om at beskytte mig selv, og sådanne situationer kan opstå, selv med heste man kender godt.

---

Hvor Går Grænsen?

Smede arbejder i en udsat position, og det er let at forstå frustrationen, hvis de bliver bidt, sparket eller angrebet. Men spørgsmålet er: Hvor går grænsen for, hvad der er en acceptabel reaktion? At bruge værktøj som våben, sparke hesten med stålsnudede støvler eller på anden måde skade den er aldrig i orden.

Jeg har haft smede, der reagerede med forståelige spontane reflekser, men jeg har også mødt en, der overskred alle grænser. Engang hyrede jeg en smed til at beskære en drægtig ponyhoppe, som havde svært ved at løfte bagbenene. Jeg forklarede situationen og bad om tålmodighed. Han havde faktisk kun arbejdet i fem minutter – og lad mig understrege, at hun på ingen måde var farlig, kun uvillig til at holde benene oppe længe – da han begyndte at råbe “forbandede hest” og slog hende over ryggen med raspfilen, mens han sparkede hende i maven. Han råbte, at han var ligeglad med, om hun var drægtig, og fulgte op med en række bandeord. Jeg blev fuldstændig chokeret og bad ham stoppe med det samme. Jeg betalte ham endda for at undgå nogen konflikt. Det var min grænse, i hvert fald.

---

En Forbilledlig Smed

Den bedste smed, jeg nogensinde har haft, var Per. Han var vant til at arbejde med ardennere og vidste, at hvis man kæmper med en hest, får man aldrig skoene på. Han kom og sludrede lidt, mens vi tog hesten ud, stoppede sin pibe og tog sig god tid. Han talte altid med mig om hesten, kommenterede på, hvor godt den så ud, og spurgte, hvor jeg havde den fra. Det gjorde hesten tryg ved hans stemme og hans positive attitude, inden han begyndte.

Det tog lang tid for Per at sko. Han arbejdede grundigt og tog pauser. Alle heste faldt til ro, når han var i stalden, og de heste, jeg havde, som var lidt svære, blev hurtigt bedre. Senere overtog hans søn og havde samme rolige tilgang til arbejdet.

---

Samarbejde Er Nøglen

At være smed er ikke et nemt job. Det kræver tålmodighed, dygtighed og et roligt sind. Hvis man har et heftigt temperament og tager sin frustration ud på hesten med vold, gør det kun situationen værre – både for hesten og for fremtidige forsøg på at sko den.

Som hesteejere kan vi også hjælpe. Her er nogle ting, vi kan gøre:

• Forbered hesten: Træn den til at løfte benene og stå stille.
• Vær til stede: Hjælp smeden ved at holde hesten og holde øje med dens reaktioner.
• Beløn godt arbejde: En ekstra skilling eller nogle venlige ord kan betyde meget for en smed, der har udvist tålmodighed og dygtighed med din hest.
• Vær ærlig: Informer smeden om eventuelle udfordringer, og diskuter, hvordan I bedst kan håndtere dem.
• Tilbyd hesten lidt hø eller en belønning: Det kan hjælpe med at holde den rolig under arbejdet.

Min nuværende smed er utrolig opmærksom. Mit gamle avlshoppe har svært ved at stå stille under beskæring, da hun har haft en række hovbylder i den ene forhov og er bange for, at det skal gøre ondt. Han beskærer lidt på hver hov og skifter ofte, så hun ikke skal stå med én hov løftet for længe. Jeg roste ham meget for dette, og han blev så glad for, at jeg bemærkede det.

---

Et Forhold Der Skal Plejes

Smeden er en uvurderlig del af enhver hesteejers hverdag. Vi skal arbejde sammen og vise respekt for deres arbejde. Samtidig har smeden ret til at sige nej til farlige opgaver eller kunder, der ikke forbereder deres heste ordentligt. Det er et samarbejde baseret på gensidig respekt, forståelse og god kommunikation.

Hvorfor er det så dyrt at avle SWB-heste i Sverige?

I sidste uge skrev jeg om, hvordan mange savner de klassiske SWB-heste – heste, som alle kan bruge, uanset ambitionsniveau. Jeg fik mange tilbagemeldinger, som bekræftede, at mange er enige, men også at den gamle type SWB var lige så dyr at avle som de moderne sportsheste.

I dag vil jeg stille et nyt spørgsmål: Hvad er det, der gør, at det er så dyrt at avle svenske varmblodsheste, og er der noget, vi kan gøre ved det?

Der bliver avlet mange heste i Sverige, så hvorfor koster det mere at avle en SWB sammenlignet med for eksempel en nordsvensk hest? Lad os begynde med det grundlæggende: foderet.

Spiser en SWB virkelig så meget mere end en nordsvensk hest? Kræver den flere mineraler, mere kraftfoder eller andre tilskud, som hæver omkostningerne? Koster hovpleje mere for en SWB end for en nordsvensk? Det tror jeg ikke.

Behøver en SWB større stald, dyrere bokse eller specielt designede folde? Er dyrlægeomkostningerne højere for en SWB, eller er risikoen for skader større? Skal den vaccineres oftere eller have særlig pleje, som gør det dyrere? Og hvad med forsikring – er det dyrere at forsikre en SWB end andre hesteracer, og i så fald hvorfor?

Nu nærmer vi os en faktor, som virkelig kan bidrage til de høje omkostninger: avlsmaterialet. Er det dyrere at købe en SWB-hoppe til avl end til andre racer? Hvad er forskellen i prisen for bedækning mellem SWB og nordsvensk?

En væsentlig faktor, som kan drive omkostningerne for SWB-avlen op, er, at mange i dag bruger inseminering til varmblodsheste. Som én påpegede, kan man ikke længere bare tage hoppen over til naboens hingst. I dag betaler man for inseminører, dyrlæger og gentagne kørsler med hoppen frem og tilbage.

Men hvorfor er en SWB-hingst så dyr? Nordsvenske hingste går jo også igennem strenge bedømmelser for at blive godkendt til avl; de bliver nøje vurderet og skal vise gode kvaliteter for at blive godkendt. Er det bare snobberi, eller er der virkelig en forskel – eller handler det om, at det er forskellige typer mennesker, der ejer og avler disse heste?

Disse spørgsmål har jeg tænkt over, siden jeg købte min første varmblodshest. Og man behøver ikke engang sammenligne dem med nordsvensker – man kan også se på priserne for fuldblodsheste. Hertil kommer de høje omkostninger for tilridning, som en anden nævnte. Selvfølgelig kan man sælge hesten, før den skal tilrides, eller måske selv ride den til, men der er ingen tvivl om, at grunduddannelsen koster.

Jeg forstår, at heste, der konkurrerer på højt niveau, koster mere, men her taler vi kun om omkostningerne ved selve avlen. En SWB er i bund og grund en krydsning, som er blevet selektivt avlet gennem årene til at danne en “race”. Berettiger det virkelig prissætningen?

Som jeg nævnte sidste gang, har jeg selv avlet heste i næsten 40 år, primært varmblod. Jeg havde SWB, polsk varmblod, ungarsk varmblod og dansk varmblod i min avl, og de var ikke anderledes i type end SWB. Jeg havde aldrig problemer med at sælge dem og fik en rimelig pris for afkommene, så det kunne løbe rundt økonomisk.

Min måde at holde omkostningerne nede på var at holde dem på løsdrift, lade dem være meget på græs, lave vores eget hø og købe havre og byg direkte fra en lokal bonde. Derudover havde vi vores egen hingst, og andre avlere kom med hopper til bedækning. Vi fik endda EU-støtte til græsningen.

Jeg ved, at priserne er steget, men det er hestepriserne også, så hvorfor får så få avlere det til at løbe rundt i dag?

Dette er blot mine overvejelser – jeg vil ikke pege fingre ad nogen. Ingen tvinges til at avle heste; hvis man føler, at det er et tab og ikke pengene værd, kan man jo bare lade være.

Det bliver spændende at se, om jeg får nogen svar, for det er stadig et mysterium for mig!

På billedet: Mackay 1979-2007 E: Pegasus-Elektron SWB som jag avlede på i manga år.

Hvorfor importerede heste i Sverige?

Jeg har hørt fra svenske opdrættere, at det er svært at sælge svenske heste, fordi de er dyrere at producere, og mange købere ikke er villige til at betale den højere pris, det koster at opdrætte svenske heste.

Jeg har fulgt denne udvikling i mange år og har en teori om det. Min teori passer måske ikke på alle, men som tidligere opdrætter og handler har jeg diskuteret dette emne med mange mennesker.

Da jeg voksede op, var det anset for prestigefyldt at eje en svensk varmblod, og det er det faktisk stadig, men på en anden måde.

For det første er en SWB-hest dyrere, fordi omkostningerne til foder, sko, arbejdskraft og meget andet er højere i Sverige. Naturligvis bliver slutproduktet derfor også dyrere. Mange mennesker er faktisk villige til at betale mere for en svensk hest, fordi de ved, hvor den er opdrættet, hvad den har spist, og hvordan den er blevet passet. MEN, den store forskel er, at du tidligere kunne få en god allroundhest, som de fleste hobbymennesker ønskede – en hest, der kunne lidt af hvert og fungerede godt som hobbyhest.

Med tiden er hestene blevet forædlet og avlet til specifikke nicher med større bevægelser og højere potentiale. Disse heste er fantastiske, hvis man satser helhjertet på konkurrence og har tid til at uddanne dem. Men i dag vil mere end 80 % af rytterne have en hobbyhest, som ikke bliver svær at håndtere, hvis den har holdt fri en dag. Hvis SWB-hestene i dag var mere som den gamle type, tror jeg ikke, det ville være et problem at sælge dem.

Opdrætterne vil gerne have så god en pris som muligt for deres afkom, og fordi det er dyrt at opdrætte heste i Sverige, vælger de ofte hingste, der er populære i konkurrencesporten. Men den gennemsnitlige rytter ønsker ikke en hest, der er så overbevægelig, at den er svær at sidde i traven, eller en med meget følsomme nerver, og slet ikke en, der er over 175 cm høj. Derfor begynder folk at kigge uden for Sverige.

SWB-heste er også ofte svære at bruge på rideskoler (ikke alle, men mange). Derfor importerede jeg mange heste fra Ungarn, som jeg så solgte til rideskoler. De ungarske racer er mere alsidige uden ekstreme bevægelser. Disse heste blev meget populære på rideskolerne, og mange private købere blev også lettede, når de prøvede sådan en hest. På det seneste er der også kommet flere PRE og andalusiske heste til Sverige, som har en bedre størrelse (lidt mindre) og er behagelige at sidde på.

Jeg tror, at flere ville købe svenske heste, hvis de var mere som de gamle svenske varmblod. Jeg har selv avlet palominoer – stort set gammeldags varmblod – og har aldrig haft problemer med at sælge dem (næsten 40 års erfaring).

Der opdrættes færre heste i Sverige, end der er behov for, så derfor bliver import nødvendigt for at opfylde efterspørgslen. Jeg tror, svenske opdrættere burde overveje at fokusere ikke kun på “stjernen,” der skal bringe stor indkomst, men på at opnå stabilt salg af alle deres afkom ved at prioritere temperament og en jævnere avl. Hele ridesporten er i gang med at tænke nyt – hvorfor ikke også inden for avlen?

Hvad tænker du?

Tjen penge på heste!

Jeg er en af dem, der har haft heste i blodet, siden jeg var barn. Hvorfor ved jeg egentlig ikke – ingen i min familie havde noget med heste at gøre. Min far var allergisk, og min mor var rædselsslagen for dem. Men min største drøm som barn var at arbejde med heste og samtidig tjene penge, så jeg kunne sætte mad på bordet.

Jeg hørte ofte, at det ikke var muligt at tjene penge på heste – at de kun medførte omkostninger, og store af dem. Men jeg var stædig og overbevist om, at jeg ville finde en vej. Og det gjorde jeg. Jeg blev sadelmager, opdrætter og hestehandler.

At jeg begyndte at handle med heste, var faktisk en tilfældighed. Jeg startede med et par ponyer og arbejdede mig op, indtil jeg til sidst kunne købe mange heste, blandt andet fra Ungarn. Jeg elskede at finde gode heste, og min tanke var altid at give dem et godt hjem – samtidig med at jeg kunne forsørge mig selv. Jeg havde nemlig indset, at det var svært at få det til at løbe rundt som kun sadelmager.

For det meste gik det godt, og jeg havde mange tilfredse kunder. Men nogle gange mødte jeg skepsis – folk tænkte, at jeg som hestehandler kun gik op i penge. Jeg stræbte altid efter at matche den rette hest med den rette rytter og gav ærlige råd til køberne. Men indimellem fik jeg kommentarer som: “Du vil bare sælge den dyreste hest for at tjene mere.” Det var langt fra sandheden. Bedre heste kostede også mere for mig, og jeg tjente ikke nødvendigvis mere på dem, men de var ofte lettere at sælge på grund af deres kvalitet.

Jeg vil egentlig ikke fokusere for meget på, hvordan det var at sælge heste, men i stedet dele en vigtig pointe: Vi, der arbejder med heste, gør det oftest, fordi vi brænder for det, ikke kun for pengene. Hvis du for eksempel er beslagsmed, anbefaler du ikke at sko hesten for at tjene mere, men fordi det er det bedste for netop den hest. Hvis du sælger foder, vil du anbefale det bedste foder, så hesteejeren har en sund og rask hest – og så kunden kommer tilbage, glad og tilfreds.

Hvis du vil arbejde med heste og samtidig have en indkomst, er der mange erhverv, du kan uddanne dig til, hvor du faktisk kan få en god løn. Mange tænker måske først på at handle med heste eller træne dem, hvilket kan være hårdt arbejde. Men der er også andre veje som massage, hesteterapi, kiropraktik, dyrlæge eller beslagsmed, hvis du vil arbejde direkte med hesten. Og hvis du ønsker at arbejde mere indirekte, findes der muligheder som foderekspert, sælge udstyr, være sadelmager, sælge trailere, hegn, staldinventar og meget mere. Det har ændret sig meget, siden jeg var ung, og hesteindustrien er vokset – på godt og ondt.

Så tro ikke på myten om, at man ikke kan leve af heste! 🙂

Charlis Opdatering!

Jeg har haft mange heste gennem livet, og pludselig fandt jeg mig selv med kun to heste tilbage sidste år. Jer, der har haft mange heste, ved, hvor tomt det kan føles. Det var slet ikke den lettelse, som mange tror, det ville være. Den ene er en hoppe, så jeg begyndte at overveje, om jeg skulle bedække hende for at få en hest mere, men jeg var meget i tvivl. Jeg tænkte på, at hvis hun fik et føl, ville jeg være over 70 år, når tilridningen skulle begynde, og det havde jeg ikke lyst til. Alternativet var at sælge afkommet, hvilket gjorde mig endnu mere tvivlende, men jeg tænkte dog, at det kunne være sjovt med et føl.

I Ungarn kan man få insemineret sin hoppe derhjemme, og det syntes jeg var positivt, for så skulle jeg ikke tage afsted med hoppen. Jeg skulle bare vente på, at hun kom i brunst. Det gjorde hun ikke den sommer, eller også var det meget svært at se det på hende, hvilket ellers ikke er normalt, da hun plejer at vise tydelige brunsttegn, men ikke dengang. Jeg havde heller ikke lyst til at sprøjte hende i gang, da jeg allerede var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ønskede et føl. Jeg tænkte, at hun selv havde truffet valget.

Året gik, og foråret kom, og jeg fik muligheden for at redde en hest, som skulle slagtes. Jeg fik at vide, at han havde en ledbåndsskade og ikke kunne rides, men det gjorde ikke så meget for mig. Da han kom, var han meget halt, og jeg hørte, at han havde haft ringsko på i 6 år for at hjælpe ham med at gå bedre. De første par dage tænkte jeg, at jeg måske havde gjort en fejl, og at han måske burde være blevet slagtet, da han var så halt. Men jeg ville give det en chance, for han var en sådan venlig og rar hest. Hvad gør man? At have ringsko på havde tydeligvis ikke hjulpet ham, så jeg bad min beslagsmed tage skoene af og bare beskære hovene.

Det var selvfølgelig en omvæltning for Csarli at gå uden sko, men her er jorden blød, så han var stadig lige så halt. Han belastede det raske forben så meget, at den hov var helt flad, mens den anden, den syge hov, som ikke blev belastet, havde normal vinkel. Jeg var klar over, at fremskridt ikke sker fra den ene dag til den anden, men jeg talte med flere eksperter, der fortalte mig, at ledbåndsskader faktisk kan hele, hvis hovene beskæres korrekt. Det gav mig håb, og i dag var anden gang, han blev beskåret, siden skoene blev taget af, og du kan se resultaterne på billederne. Han er langsomt men sikkert blevet bedre, og han halter mindre og mindre, og for få dage siden så jeg ham trave frivilligt for første gang.

Nu er jeg ikke længere bange for, at jeg har gjort noget forkert. Selvom han ikke bliver bedre end nu, så er han så meget bedre, at han kan nyde sin pension og leve et godt hesteliv.

Billede 1+2 er fra da han kom Billede 3+4 er nu.

Har Vi Glemt, Hvad Vi Har Set?

I går var jeg vært for et webinar, hvor vi diskuterede dyrebeskyttelse og hestevelfærd. Optagelsen bliver udgivet som podcast næste onsdag. Vi havde et lignende webinar i foråret om samme emne, så hvad er der egentlig sket i de sidste seks måneder?

For cirka et år siden blev flere problemer omkring dårlig hesteholdning bragt frem, og mange følte, at “nu må boblen briste”. Det er måske ikke så synligt, men der arbejdes faktisk mere bag kulisserne, end man tror. At ændre en hel kultur, dybt forankrede vaner over for hesten, sporten og konkurrencerne sker ikke fra den ene dag til den anden.

Så hvad skal vi gøre i stedet? Det blev tydeligt på webinaret, at det er det store spørgsmål. Folk vil vide, hvad de kan gøre! Hvordan skal jeg forholde mig? Jeg vil behandle hesten med respekt, men på den anden side kan jeg også godt lide at konkurrere!

Vi ønsker ikke at stoppe konkurrencerne, og det er også svært at lave nye regler og love overalt. Man håber, at sund fornuft vil sejre, men det er tydeligt, at det ikke altid er tilfældet. Især under konkurrencer, når nerverne er uden på tøjet, og store pengesummer eller berømmelse står på spil, er det nemt at presse sin hest lidt for meget – noget, der kan være skadeligt for hestens velfærd.

Som jeg sagde i går: Hvordan spiser man en elefant? Bid for bid. Uddannelse er nøglen, og vi skal starte med dem, der underviser andre. Begynd med rideskoler, ridegymnasier og andre institutioner, der lærer unge ryttere, hvordan de skal interagere med deres heste.

Hvorfor er det første, man køber til den lille rytter, en pisk? “Åh, det er så sødt med en lyserød pisk!” siger folk. Ja, man behøver ikke slå hesten med den, men hvorfor have den med fra starten? At ride med en pisk er en kunst, når den bruges som en forlængelse af armen, men begyndere har ikke brug for en forlængelse! Køb i stedet fine strigler til den lille rytter. Og vil man have noget pynt, kan man købe en flot trøje!

Vi kan alle gøre små ting og være gode eksempler. Ikke alle vil høre, at de gør noget forkert, men folk ser på, hvordan du gør, og forhåbentlig lærer de noget af det.

Der er faktisk sket meget, selvom det går langsomt, så det kan føles, som om vi står stille. Tag for eksempel noget så simpelt som at lade sin hest gå barfodet – i dag er det helt accepteret af de fleste. For bare et par år siden blev man anset som useriøs og en dårlig hesteejer, hvis man ikke skoede sin hest. Det er også blevet accepteret at ride uden bid. Tidligere var det kun “indianere” eller uansvarlige mennesker, der gjorde det.

Heste står ikke længere i spiltove hele døgnet, og vi er mere opmærksomme på, at de har brug for at spise regelmæssigt for at trives. Derudover er hestes adgang til udendørsarealer også blevet markant forbedret.

Der sker meget – åbn dine øjne, og du vil se det! Det glæder mit hestehjerte at se, at flere og flere gør deres for at forbedre hestenes velfærd.

Hesten har været hos mennesket i hundredvis af år, og der er ingen, der siger, at vi skal gå tilbage til en tid, hvor der kun var vilde heste. Men vi kan lære at forstå dem bedre og give dem et godt liv hos os.

Skal man konkurrere?

Jeg så, at en kollega havde et fantastisk godt indlæg omkring det her med at konkurrere eller ej, og jeg tænkte, at jeg også ville tilføje lidt af mine tanker her.

Siden tidernes morgen har det været vigtigt for mennesket at vise og bevise, at man er dygtig og værdifuld. Det er ikke anderledes i dyreverdenen, hvor man kæmper om den bedste mage for at føre slægten videre og sikre, at afkommet er stærkt og kan overleve. Det ligger langt tilbage i vores gener, og det er svært at ignorere. Det kan også være meget sjovt at konkurrere; det giver mening med træningen, et mål, og en måde at måle, hvor langt man er kommet. Dog kan konkurrencen nogle gange tage overhånd, og hvornår er det nok?

Forældre prøver ofte at få deres børn til at vokse op med konkurrence i blodet, netop for at være bedst, for at stræbe, for at blive til noget. Desværre har jeg været til fx ponykonkurrencer, hvor jeg har måttet gå, fordi det var så frygteligt at se på. Barnet skulle vinde for enhver pris, og det gik 190 km/t rundt på banen med pisken i numsen på ponyen. Der udnytter man et andet væsen for at nå sit mål på den forkerte måde.

Jeg har en lille sjov historie, som jeg gerne vil fortælle, selvom den ikke handler om heste, men meget om, hvordan folk kan tænke om konkurrence.

Vi var på skiferie for mange år siden, og vores børn var dengang omkring 9 og 12 år gamle. De havde ikke stået meget på ski før, men vi fandt en god instruktør, som var meget pædagogisk og tryg. Min yngste søn var meget forsigtig og tog sig god tid, men han lærte at køre langsomt ned ad bakken og styre mellem pælene. Efter nogle dage skulle der være en konkurrence for børnene, men det var skruet sådan sammen, at det ikke handlede om at komme først, men om at lave to runder, hvor tiderne skulle være så tæt på hinanden som muligt. Min yngste søn var lidt tøvende og mente ikke, han var dygtig nok, men jeg overbeviste ham om, at han bare skulle have det sjovt og tage det roligt.

Jeg stod nede for enden af bakken og så på og tog billeder. Ved siden af mig stod to par og kommenterede højlydt på alle børnene, der kørte. Deres børn var tydeligvis erfarne skiløbere og næsten styrtede ned ad bakken, og der var ingen grænser for, hvor dygtige deres børn var. Så kom min ældste søn kørende, og der var ingen rosende ord fra disse mennesker, og så kom min yngste. Han burde faktisk ikke have lov til at være med, sagde de, så dårlig som han var, og der kom mange grimme kommentarer om, hvor langsomt han kørte. Mine børn ville næsten ikke tage den anden runde, fordi de syntes, det var pinligt, men jeg opmuntrede dem og sagde stadig, at det var god træning, det handlede bare om at have det sjovt, og de skulle ikke lytte til disse mennesker (som jeg faktisk kaldte idioter). Om aftenen var der præmieoverrækkelse! Gæt hvem der vandt? Det gjorde min yngste søn, som havde kørt roligt og stabilt i samme tempo. På andenpladsen kom min ældste søn! Da vi gik tilbage fra scenen, hvor de havde modtaget deres præmier, gik jeg forbi bordet, hvor “idioterne” sad, og jeg kunne ikke lade være med at tale meget højt om, hvor dygtige mine børn var, og forstår ikke, hvorfor de så meget sure ud, de der fantastiske forældre.

Det er ikke altid, at retfærdigheden sejrer (hvilket jeg synes, den gjorde i min historie), og desværre har jeg set og hørt lignende situationer på konkurrencestadioner. Forældre, der råber og skriger af dommerne, børn, der græder osv. Det er svært at have konkurrencer uden at føle, at man bestemt er bedre end den og den. Det er nemt at forsøge at presse sin hest lidt ekstra på den forkerte måde for at få de sidste point.

Det bliver virkelig uretfærdigt, når man i dressur fx også bedømmer hestens gangarter. Jeg har set ved mange konkurrencer, at dem, der ikke har varmblodsheste, og dermed ikke de bevægelser, bliver dømt lavere. Jeg har talt med flere dygtige dressurryttere, som har overvejet fx at købe spanske heste, fordi de er nemmere at ride og har lettere ved øvelserne, men de tør ikke, fordi de ved, at dommerne ikke giver dem retfærdig bedømmelse. Så det handler faktisk ikke kun om, hvordan rytteren rider, men også om, hvordan hesten bevæger sig.

Hvordan skal man så bære sig ad, hvis man nu gerne vil konkurrere? Tag afsted uden forventninger. Se det som en rejse sammen med din hest og tænk på bedømmelsen som en rettesnor for, hvor du og din hest skal hen. Behandl de andre deltagere godt, hep på dem og snak om ridtet med dem. Måske kan du få tips til, hvordan du kan nå det næste trin. Husk, at de andre også er nervøse og måske ikke altid viser deres bedste side 🙂 Vær en ven, ikke en konkurrent. Vær glad for din hest, og tænk på alt det, der gik godt, og glæd dig over det 🙂

Billedet er af mig og min hingst Mackay til en dressurkonkurrence i 1980’erne.

Livet i en nøddeskal!

Da jeg var barn og red på arbejdshestene, sad jeg bare og nød at være på hesten. Løse tøjler, og hesten kunne græsse lidt, hvis den ville. Jeg red mest uden saddel og lænede mig lidt tilbage og slappede af, når vi travede. Jeg fulgte hesten og var løs og afslappet i kroppen.

Da jeg blev lidt ældre og syntes, det var sjovt at konkurrere, lærte jeg, at jeg skulle have hælene ned, tæerne ind, blikket op og albuerne tæt på hoften. Jeg lærte også, at jeg skulle lave halve parader, og at hesten skulle gå til biddet. Jeg fik at vide, at jeg skulle klemme med knæene, så jeg kunne holde mig fast, hvis jeg red uden saddel.

Med alle disse “skal”, blev det sværere at ride. Jeg lyttede, fordi jeg gerne ville blive bedre. Min krop var aldrig rigtig bygget til ridning; jeg er høj, kalveknæet og ikke specielt smidig, men jeg ville lære det.

Alle havde forskellige tricks og metoder til at blive dygtig, og jeg arbejdede mig konstant fremad, og jeg kom et stykke af vejen. Jeg øvede så længe, at det blev en vane… at bruge min lænd, klemme med knæene, lave halve parader!

Så fik jeg en ny træner, som sagde, at jeg skulle slappe af i knæene. Og jeg lover dig, det tog lige så lang tid at vænne mig af med at klemme, som det havde taget at lære det.

Senere lærte jeg, at det slet ikke var nødvendigt, at tæerne skulle pege indad, men at man sagtens kunne sidde naturligt med dem lidt udad. Da jeg konkurrerede dengang, og det var et krav at bruge sporer, syntes jeg, det var underligt, for jeg havde altid lært, at tæerne skulle pege indad, så man ikke stak hesten med sporerne.

Jeg skulle også lære at ride med kandar, for det måtte man ikke undvære i de højere klasser. Jeg blev aldrig rigtig fortrolig med det og stoppede med at konkurrere. I stedet købte jeg en unghest, for så var der lang tid, til jeg skulle bruge sporer og kandar!

Jeg gik baglæns i min “udvikling”. Jeg blev aldrig nogen dressurstjerne, for jeg begyndte at ride andre discipliner og kørte også noget i stedet.

Nu er jeg tilbage… rider med grime, uden saddel, tager det roligt og læner mig lidt tilbage, når vi traver og følger bare med.

Tænk, at det skulle tage et helt liv at opdage, at det, jeg gjorde fra begyndelsen, var det bedste, det sjoveste og det nemmeste—og at man endda får en bedre kontakt med hesten på den måde.

Selvfølgelig havde jeg ikke oplevet jagterne, konkurrencerne, være cowgirl i Australien, ridderturneringerne, springningen, hvis jeg kun havde redet med grime og i gummisko, men det er sjovt at tænke på.

Cirklen er sluttet 🙂

Karlshamns Festival med Hestene!

Jeg har kørt rigtig meget med mine heste til forskellige arrangementer. Specielt min hingst Mackay var vant til lidt af hvert. Mens jeg boede i Mörrum, var der ikke råd til bil de første år, så jeg kørte og red meget til de steder, jeg skulle. Selv dengang i 80’erne var det ikke så normalt med hestekøretøjer, så jeg fik forskellige opgaver, som til polterabend, studenterfester og bryllupper.

En dag blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at deltage i Karlshamns Festival. På det tidspunkt havde jeg også Mackays søn, Magill, så jeg kørte dem som et par. Vognen havde jeg selv restaureret, og selerne var nogle, jeg havde købt på auktion på Huseby herregård, så der var lidt historie knyttet til dem.

At køre til sådan en begivenhed krævede meget forberedelse, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at køre med hestene i landsbyen og vænne dem til omgivelserne. Det var jo ikke kun trafikken, men ved festivalen var der også orkestre, tilskuere og meget mere. Vi havde forberedt os godt, og jeg havde hjælpere, der skulle gå ved siden af hestene, så jeg var sikker på, at vi kunne klare det.

Det, vi mødte, var dog langt mere kompliceret, end jeg havde forestillet mig.

Vi startede fra Karlshamns rideskole, hvor vi blev eskorteret af det ridende politi. Det føltes trygt og godt at have dem både foran og bagved vognen. Da vi nåede til udkanten af Karlshamn, blev vi mødt af orkestre, dansere, sømænd og alle dem, der skulle deltage i optoget gennem gaderne. Det værste var, at det tog så lang tid, før hele paraden kom i gang, fordi der var så mange deltagere foran os. Der var også nogle, der skulle køre med os, men de var bestemt ikke vant til heste; de råbte og larmede bagi, så der var uro både foran og bagved.

Da vi endelig begyndte at gå, gik det meget i ryk. Vi gik nogle få skridt og måtte så vente, og det var ikke nemt for hestene at gå på brostenene og op ad bakker, så vi måtte gøre alt for at holde dem rolige. Mændene, der førte hestene, gjorde et fantastisk stykke arbejde. På et tidspunkt blev det for meget for Mackay, og han stejlede, men politiet hjalp ved at ride foran ham, så han fik noget andet at fokusere på.

Det værste var, at folk langs gaderne syntes, at deres børn skulle komme tættere på for at få en bedre udsigt, så de skubbede dem frem foran sig. Mere end én gang var de faretruende tæt på at komme under hestene. Det var meget trangt, og der var mere end 300.000 mennesker i byen.

Vi og hestene overlevede, men jeg svor, at det var sidste gang, jeg deltog i en festival med hestene. Jeg kan ikke beskrive, hvor lettet jeg var, da vi endelig var hjemme i stalden igen.

Jeg kan ikke huske det præcise år, men jeg tror, det var i 1985.

Er hesthandlere og opdrættere forfærdelige mennesker?

Jeg læste lige et indlæg om en dame, der tilsyneladende var blevet kaldt hesthandler i en negativ tone. Hun forsikrede, at hun tog godt hånd om hestene, de fik alt, hvad de skulle have, og hun fældede en lille tåre, når hestene blev solgt.

Jeg kan genkende mig selv!

Jeg har handlet med heste i over 20 år, og jeg har avlet i næsten 40 år. Faktisk er det blevet sværere med årene, når jeg skulle skille mig af med en hest, så jeg er stoppet med det.

Hvem er det så, der ser ned på handlere/formidlere? Er det jalousi, fordi man tjener penge på hestene (jeg bør tilføje, at man i dag ikke bliver rig af hestehandel)? Er det, fordi de ikke har råd til at købe den hest, de gerne vil have, eller hvad er det?

Jeg kan sige, at hvis alle stoppede med at avle og handle heste, så ville folk slet ikke kunne købe nogen hest.

Da jeg var aktiv, så jeg mig selv som en, der hjalp folk med at finde den rette hest, jeg hjalp rideskoler med at finde heste, og jeg hjalp folk, der gerne ville have råd om, hvilken hest de skulle købe. Jeg følte mig glad for, at jeg kunne gøre nogen lykkelig, og jeg håbede altid, at hesten ville få et godt hjem. Jeg får stadig påmindelser om de heste, der har været i mine hænder, hvordan de har det, og mange er kommet tilbage for at købe en ny hest, når de har haft brug for det.

Hvorfor bliver man handler?

Man elsker heste, og det er en måde at undgå at gå til et job, man hader. Man oplever en masse og uddanner sig hele livet.

Det er ikke et let erhverv, og man skal arbejde meget hårdt for føden.

For mit eget vedkommende ville jeg helst beholde dem alle, men det var ikke muligt. Jeg havde nogle “egne” heste, men det var avlshestene.

Fortidens hesthandlere findes ikke længere, dem med en stor pengepung, der solgte dårlige heste til uvidende mennesker. I dag er der så mange krav til sælgere, dyrlægekontroller og forsikringer.

Vi ved, det er dyrt at købe en hest, og handleren har jo ikke fået hesten gratis, men har betalt en sum for den. Derefter skal man have stald og gerne ridehus, så man kan drive det året rundt. Hestene holder ikke op med at spise om vinteren. Smed og dyrlæge skal der også til, før man kan overdrage hesten til den nye ejer. Man ved aldrig, hvor længe man skal have hesten, før den finder et nyt hjem. Men der skal altid pruttes om prisen, når man køber hos en handler, for det er jo alt for dyrt for den hest (selvom den er billigere end alle de andre). Det værste for en handler (eller i det mindste for mig) var, når hesten kom tilbage. Jeg syntes, det var synd for hesten, at den skulle flytte frem og tilbage, og det var altid et tab for mig. Selv hvis man måske havde en anden at bytte med, var man nervøs for, at også den ville komme tilbage. Det er nemlig ikke altid handlerens skyld.

Opdrættere har også kæmpet i mange år for at få ordentligt betalt for deres afkom, så de i det mindste kan dække alle omkostningerne ved at have avl.

Tænk på det, når du ser ned på en handler! De gør som regel deres bedste, og de kan ikke vide alt om hestens sygdomshistorie, og de kan heller ikke hjælpe dig med at finde opdrætteren i udlandet, hvis hesten har ukendt afstamning osv.

Sørg for, at du selv er oplyst, før du begynder at lede efter en hest! Overvej, hvilken slags hest, størrelse, køn og uddannelsesniveau, før du begynder at kigge.

Vil du vide mere om, hvordan du skal tænke, når du skal købe hest? Så kan du blive medlem af Horse and Health, hvor der er en helt gratis kursus om, hvad man skal overveje og kigge efter.