En af mine oplevelser… ja, nu skriver jeg igen om mig selv, men det ser ud til, at mine erindringer også vækker minder hos andre, så her kommer det:

Ja, nysgerrighed har været min største styrke, så jeg har gjort meget i mit liv. Jeg er ekstremt taknemmelig for at have kunnet opleve alt det, jeg har, men nogle gange har det også krævet, at jeg har været nødt til at gå ret langt uden for min komfortzone. Min mand siger ofte, at jeg har ADHD, og han er måske tæt på sandheden 🙂

I 1978 var jeg 20 år gammel og havde endnu ikke fået mit kørekort. Jeg var ikke meget for biler og syntes, at jeg klarede mig helt fint uden, så det var lidt af en principiel ting. Det var nok mest fordi, min gode ven insisterede på at lære mig at køre bil (alle skulle jo have et kørekort), og jeg formåede at få hans Lada til at hoppe på stedet, efter at jeg havde sluppet koblingen lidt for tidligt. Det tog lidt tid, før vi fik stoppet den, fordi vi grinede så meget, at vi ikke kunne koncentrere os om at slukke bilen. Jeg har den ting, at når jeg har sagt, at jeg vil klare noget, så vil jeg, og så var det nemmere at sige, at jeg ikke havde brug for et kørekort.

Jeg måtte dog ændre min beslutning, da jeg fik et tilbud… Hvis jeg kunne få mit kørekort og køre en ældre mand til Ungarn for at se verdensmesterskaberne i firspandkørsel, ville jeg få turen. Han tilbød endda at træne kørsel med mig, så det ville gå hurtigt. Med et formål og et så fantastisk tilbud var det ikke så svært for mig. Jeg bestod både teorien og køreprøven første gang. Så kunne jeg faktisk klappe mig selv lidt på skulderen, da jeg tog min køreprøve lige midt i København 🙂

Vi kørte i en Volvo 142, som var meget “in” på det tidspunkt. Amazonen var gammeldags, så det var en rigtig luksustur 🙂 Jeg kørte næsten 140 km på den tyske autobahn med mit seks uger gamle kørekort. Dette var før Berlinmurens fald, så vi så de høje hegn ved grænserne og kørte forbi Østrig for at undgå at køre gennem Østtyskland. Det var ikke meget bedre ved den ungarske grænse, hvor de bar maskingeværer og kontrollerede alle biler. Du skulle også have visum for at komme ind i landet. Jeg tænker ofte på, hvor anderledes det er i dag, og at EU faktisk har gjort noget godt i sin tid.

Det var værre, da vi ankom til Budapest med tre baner i hver vejbane og en mængde envejsveje. Vi så en af broerne tre gange fra hver retning, før vi fandt vejen til hotellet. Tro det eller ej, der var ingen GPS. Du havde et kort, som du foldede ud i bilen, så du ikke kunne kigge ud nogle gange, og på den måde nåede vi frem til hotellet.

Arrangementet med firspandkørslen fandt sted uden for en by kaldet Kecskemét. Det var cirka 50 km fra hotellet i Budapest, så vi kørte derhen hver dag og gik ikke glip af et sekund 🙂 Det var en helt fantastisk forestilling og helt værd al anstrengelse. At se de ungarske folkedansere, demonstrationen af ungarsk post, kørslen med alle de forskellige hestevogne. Ungarerne er utroligt dygtige kuske, og de bruger ofte Lipizzaner-heste, som er hurtige og lette at træne.

Selvfølgelig så vi også på ankomsten og kunne tale med nogle mennesker, hvilket vi gjorde. Man skal gribe muligheden, og du ved, nysgerrige mig 🙂 Det fik Christer Pålsson, der repræsenterede Sverige, til at høre, at vi var kørt hele vejen fra Sverige for at opleve dette, så vi fik lov til at sidde i hans vogn. På billedet har jeg en hvid bluse på, og vi fik endda lov til at tage en tur! Det var første gang, jeg sad i en vogn med fire heste foran. Jeg kælede også for Prins Charles’ heste og hilste på ham. De var enorme, ikke under 180, det var utroligt imponerende.

Jeg kunne virkelig godt lide Ungarn allerede dengang, selvom dem, der boede her, sandsynligvis ikke havde det så godt, men som jeg sagde, er det helt anderledes i dag. Vi klarede turen hjem igen, som du kan se, jeg lever stadig, og jeg har taget turen mange gange siden da. I dag bor jeg i Ungarn, og måske var det mit første besøg her, der gjorde indtryk på mig. Hvem ved?