Hvordan skal en rideskolehest være?
For nogle år siden, da jeg var hestehandler, havde jeg mange sjove oplevelser. Både gode og dårlige, men lige denne gang fik vi alle et godt grin. Jeg handlede mest heste til rideskoler i Ungarn, som jeg derefter tog hjem til Sverige. Der var stor mangel på rideskoleheste, hvilket der nok stadig er. Rideskoler vil have søde veltrænede heste, og det er svært at finde til den rette pris i Sverige.
Jeg kiggede på annoncer hjemmefra Sverige, før jeg rejste, men oplevede hurtigt, at det ikke altid var den hest, de havde annonceret. Der er steder i Ungarn, hvor der bor mange sigøjnere, og de har mange heste. Man skal dog være ret dygtig til at se, hvilken slags heste det er, for man kan nemt blive snydt. Jeg har altid haft en tolk med mig for at føle mig sikker i disse områder. Man kan ikke købe en hest med kort, så man skal have en hel del kontanter med, hvis man skal kunne handle med disse mennesker.
Lige den dag, jeg vil fortælle om, havde jeg 2 venner med fra Sverige. Det var altid sjovt at have venner med, for det var en lang vej at køre fra Sverige til Ungarn og tilbage igen. Godt at have selskab og nogen at tale med.
Vi havde fundet nogle telefonnumre, som min tolk, Tamas, talte med for at finde vej. Det var en ret lang vej på dårlige veje, så tiden gik, og vi skulle skynde os, hvis vi skulle nå at se flere heste. Endelig kom vi frem, og som sædvanlig havde jeg traileren med, for hvis man fandt en god hest, skulle man være hurtig til at handle.
Denne mand, som jeg havde fundet, havde mange forskellige heste i alle størrelser og racer, og han kom ud med den ene efter den anden, som overhovedet ikke var egnet som rideskoleheste. Man har en model i hovedet og tænker, at de skal være rolige og søde, ridevante og gerne kørevante. Til sidst slap han en fuldstændig vanvittig hest ud, som sandsynligvis ikke havde været ude i meget lang tid, og stolt viste den frem. Da den havde hængt oppe i luften i 5 minutter og løbet rundt i longe, spurgte jeg Tamas, om han ikke kunne spørge, om han havde nogle rideskoleheste. Den sidste var ganske vist meget smuk, men jeg havde ikke tid og råd til at købe utrænede, overenergiske heste, da det jo var rideskoleheste, jeg ledte efter.
Manden tænkte lidt, men sagde, at han havde en onkel, som også havde heste ikke langt fra ham, og han havde måske mere af det, jeg havde brug for. Vi kørte alle derhen for at se. Mens manden var inde i stalden og ville lede en hest ud, vi skulle se på, talte vi lidt udenfor om heste generelt og nævnte en hingst, der var meget populær dengang, der hed Cor de la Bryère. Manden kom ud fra stalden med et stort smil og en hest, der ikke var under 25 år, temmelig svajrygget og virkelig havde set sine bedste dage, men meget rolig (som vi jo havde bedt om). “Denne her,” sagde han, “er efter Cor de la Bryère,” og pegede på den stakkels hest, som man let kunne have taget med bare fordi man havde ondt af den. Vi kiggede alle på hinanden og begyndte at grine højlydt. Vi kunne ikke stoppe. Man skal være en meget god hestehandler for at overbevise os om, at den hest havde sådan en afstamning.
Vi fandt heste senere, men det var aldrig nemt at finde netop de heste, jeg gerne ville have med hjem. Mange ture er det blevet til, og det har altid været en stor oplevelse.
