Brilleaben – en livslang kamp
Alle har deres udfordringer, og min har været mit syn. Jeg har været halvblind det meste af mit liv, og allerede som barn blev jeg kaldt “brilleabe” i skolen. Jeg fik mine første briller, da jeg var otte år – og jeg hadede dem. Ikke fordi jeg ikke var taknemmelig for at kunne se, men med -7 på begge øjne og bygningsfejl var mine tykke “hinkesten” ikke ligefrem flatterende.
Dengang var briller også dyre. Glassets pris var delvist dækket af støtte, men stellet måtte man selv betale. Og fordi mit syn konstant ændrede sig, skulle jeg have nye briller hvert år. Mine forældre accepterede det, men de var ikke begejstrede, når jeg havde brug for mere end ét par om året.
Heste og briller – en dårlig kombination
Som barn var jeg altid igang (jeg havde sikkert fået en diagnose i dag), og brillerne var konstant i vejen – især da jeg begyndte at ride. De blev slidte, sad skævt og duggede, hver gang det var koldt eller regnede.
Da jeg fyldte 16, fik jeg endelig lov til at bruge kontaktlinser. De bløde linser var lige kommet på markedet, og det føltes som en revolution – en kæmpe lettelse!
Men før det havde jeg mine egne “metoder” til at slippe for brillerne, og det gik sjældent godt.
Den store katastrofe ved Rudesøen
En sommer var vi ved vores yndlingsbadesø, Rudesø. Store klipper strakte sig ud i vandet, så vi kunne gå et stykke, før vi svømmede ud til en lille klippeø længere ude, hvor vi plejede at solbade og dykke.
En dag var vandet lidt koldt, men jeg ville ikke fremstå som en tøsedreng, så jeg kastede mig i og svømmede afsted – uden at tænke på, at jeg stadig havde mine briller på.
Allerede under vandet gik det op for mig. Da jeg kom op til overfladen, var de væk.
Det var midt i sommerferien, og det var ikke bare lige til at tage hjem til Danmark og få et nyt par. Jeg var fortvivlet – tanken om at tilbringe resten af sommeren halvblind var ikke til at bære.
Min veninde Eva-Lill forsøgte at hjælpe med at dykke ned efter dem, men det var håbløst. Enten var der klipper, eller også var bunden dækket af mudder, og vandet var så brunt, at vi ikke kunne se en hånd for os.
Da jeg kom hjem og fortalte det til min mor, var jeg helt slået ud. Men kort efter kom Eva-Lills far cyklende – med en hjemmelavet “brilleredder”! Han havde bøjet tænderne på en løvrive, sat den på et langt skaft og foreslog, at vi skulle prøve at fiske brillerne op.
Jeg troede ikke rigtig på det, men efter et stykke tid – utroligt nok – fik han dem op! Jeg havde aldrig været så glad for mine briller før.
Den korte lykke
Min glæde varede dog ikke længe. Mindre end en uge senere lagde jeg mine briller på sofaen – og min intetanende bror satte sig på dem. De knækkede midt over.
Med tape og lim (gaffatape fandtes ikke dengang) fik vi dem lappet nogenlunde sammen. Jeg kunne se igen – i hvert fald midlertidigt.
Men skæbnen var ikke færdig med mine stakkels briller endnu.
Rideulykken, der blev dråben
Få dage senere var jeg ude at ride på min elskede hest, Fatima. Hun var altid frisk og ivrig, og da vi kom ind på en lille sti, begyndte hun at trave. Pludselig fik jeg en stor grangren lige i ansigtet – og mine briller fløj af… igen.
Jeg formåede på en eller anden måde at cykle hjem fra stalden uden dem. Min mor og jeg gik ud for at lede, og af en eller anden grund lod hun mig gå forrest for at vise, hvor det var sket. Det viste sig at være en virkelig dårlig idé.
For pludselig hørte jeg et knas under min fod.
Jeg havde trådt lige oven på mine briller.
Det ene glas nu knust, og stellet var brækket.
Den midlertidige løsning
Nu var det for alvor en krise. At kunne se med det ene øje og ikke med det andet gør en fuldstændig svimmel. Vi improviserede – erstattede den ødelagte linse med et stykke pap og limede stellet sammen igen. Det fungerede – mere eller mindre.
En uge senere kom min far med mine gamle briller hjemmefra, så jeg kunne klare resten af sommeren. De var langt fra perfekte, men jeg kunne i det mindste se – nogenlunde.
Og sådan endte endnu et kapitel i mine stakkels brillers dramatiske liv.
Fotografiet er af mig og Fatima, uden sadel og uden briller!
