Wången!
Jeg har jo fortalt om mit møde med Bertil, da jeg var barn. Han var så glad for at finde én, der kunne dele hans enorme interesse for heste, især Nordsvenske heste, at han begyndte at tage mig med til forskellige arrangementer. Der var lokale kåringer, kørsler og andre begivenheder, men hvis man dengang var entusiastisk omkring Nordsvenskeren, så var der ét sted, der var centrum for alle avlere – Wången. Der blev der holdt kåringer for 3- og 4-årige tidligt om foråret, og folk kom fra hele det lange Sverige. Ja, og endda én fra Danmark!
Jeg var ikke kun fra “udlandet,” men også en pige! Der var ikke mange piger, der delte interessen for Nordsvenske heste på den tid, så jeg var usædvanlig på alle måder. Jeg havde fået lov til at tage med Bertil hele vejen til Wången i Östersund, hvilket betød en togrejse på over 12 timer. Naturligvis rejste alle Nordsvensk-entusiasterne sammen og havde det virkelig sjovt undervejs. De havde sørget for at have godt med indhold i lommelærkerne, og der blev ikke sovet meget – men til gengæld grinet meget! Jeg var blevet lidt ældre og fik også lov til at tage en snaps eller to på vejen.
Jeg husker, da vi ankom til Wången. Vi havde sovet meget lidt, og da vi steg af toget, føltes det næsten som om, vi stadig kørte.
På Wången samledes folk fra hele landet, og dialekterne var fantastiske. Jeg var dansk, men kunne på det tidspunkt tale flydende svensk. Fordi jeg havde lært sproget og også kunsten at lytte, endte jeg ofte med at oversætte for mændene, når de ikke kunne forstå hinanden! Det plejede at gå bedre efter et par snaps, og i sidste ende var alle enige om, at Nordsvenskeren var den fineste hest, der nogensinde havde gået på fire ben.
Jeg husker en mand fra Dalarna med en vidunderlig dialekt og et fantastisk fortællertalent. Han plejede at sidde og humoristisk fundere over, hvor mærkeligt det var, at de der dommere – ofte haltende med stok, briller og høreapparater – kunne stå og kritisere disse perfekte skabninger af heste og sige, at de var “for korte i ryggen” eller “lidt indfodede.” Vi grinede, så tårerne trillede!
Der var mange diskussioner og meninger, når en af hingstene ikke blev godkendt, og stoltheden, der lyste ud af avlere og beundrere, når en hingst blev godkendt, var fantastisk.
Jeg har været på Wången tre gange, og hver oplevelse var fantastisk. Min kærlighed til Nordsvenskerne består. Jeg synes, de er vidunderlige og meget alsidige heste. Jeg har været den heldige ejer af tre og ville meget gerne have en igen.
Billedet er fra Wången 1979 af en 3 åring der vises for dommerne.
