Skal man konkurrere?
Jeg så, at en kollega havde et fantastisk godt indlæg omkring det her med at konkurrere eller ej, og jeg tænkte, at jeg også ville tilføje lidt af mine tanker her.
Siden tidernes morgen har det været vigtigt for mennesket at vise og bevise, at man er dygtig og værdifuld. Det er ikke anderledes i dyreverdenen, hvor man kæmper om den bedste mage for at føre slægten videre og sikre, at afkommet er stærkt og kan overleve. Det ligger langt tilbage i vores gener, og det er svært at ignorere. Det kan også være meget sjovt at konkurrere; det giver mening med træningen, et mål, og en måde at måle, hvor langt man er kommet. Dog kan konkurrencen nogle gange tage overhånd, og hvornår er det nok?
Forældre prøver ofte at få deres børn til at vokse op med konkurrence i blodet, netop for at være bedst, for at stræbe, for at blive til noget. Desværre har jeg været til fx ponykonkurrencer, hvor jeg har måttet gå, fordi det var så frygteligt at se på. Barnet skulle vinde for enhver pris, og det gik 190 km/t rundt på banen med pisken i numsen på ponyen. Der udnytter man et andet væsen for at nå sit mål på den forkerte måde.
Jeg har en lille sjov historie, som jeg gerne vil fortælle, selvom den ikke handler om heste, men meget om, hvordan folk kan tænke om konkurrence.
Vi var på skiferie for mange år siden, og vores børn var dengang omkring 9 og 12 år gamle. De havde ikke stået meget på ski før, men vi fandt en god instruktør, som var meget pædagogisk og tryg. Min yngste søn var meget forsigtig og tog sig god tid, men han lærte at køre langsomt ned ad bakken og styre mellem pælene. Efter nogle dage skulle der være en konkurrence for børnene, men det var skruet sådan sammen, at det ikke handlede om at komme først, men om at lave to runder, hvor tiderne skulle være så tæt på hinanden som muligt. Min yngste søn var lidt tøvende og mente ikke, han var dygtig nok, men jeg overbeviste ham om, at han bare skulle have det sjovt og tage det roligt.
Jeg stod nede for enden af bakken og så på og tog billeder. Ved siden af mig stod to par og kommenterede højlydt på alle børnene, der kørte. Deres børn var tydeligvis erfarne skiløbere og næsten styrtede ned ad bakken, og der var ingen grænser for, hvor dygtige deres børn var. Så kom min ældste søn kørende, og der var ingen rosende ord fra disse mennesker, og så kom min yngste. Han burde faktisk ikke have lov til at være med, sagde de, så dårlig som han var, og der kom mange grimme kommentarer om, hvor langsomt han kørte. Mine børn ville næsten ikke tage den anden runde, fordi de syntes, det var pinligt, men jeg opmuntrede dem og sagde stadig, at det var god træning, det handlede bare om at have det sjovt, og de skulle ikke lytte til disse mennesker (som jeg faktisk kaldte idioter). Om aftenen var der præmieoverrækkelse! Gæt hvem der vandt? Det gjorde min yngste søn, som havde kørt roligt og stabilt i samme tempo. På andenpladsen kom min ældste søn! Da vi gik tilbage fra scenen, hvor de havde modtaget deres præmier, gik jeg forbi bordet, hvor “idioterne” sad, og jeg kunne ikke lade være med at tale meget højt om, hvor dygtige mine børn var, og forstår ikke, hvorfor de så meget sure ud, de der fantastiske forældre.
Det er ikke altid, at retfærdigheden sejrer (hvilket jeg synes, den gjorde i min historie), og desværre har jeg set og hørt lignende situationer på konkurrencestadioner. Forældre, der råber og skriger af dommerne, børn, der græder osv. Det er svært at have konkurrencer uden at føle, at man bestemt er bedre end den og den. Det er nemt at forsøge at presse sin hest lidt ekstra på den forkerte måde for at få de sidste point.
Det bliver virkelig uretfærdigt, når man i dressur fx også bedømmer hestens gangarter. Jeg har set ved mange konkurrencer, at dem, der ikke har varmblodsheste, og dermed ikke de bevægelser, bliver dømt lavere. Jeg har talt med flere dygtige dressurryttere, som har overvejet fx at købe spanske heste, fordi de er nemmere at ride og har lettere ved øvelserne, men de tør ikke, fordi de ved, at dommerne ikke giver dem retfærdig bedømmelse. Så det handler faktisk ikke kun om, hvordan rytteren rider, men også om, hvordan hesten bevæger sig.
Hvordan skal man så bære sig ad, hvis man nu gerne vil konkurrere? Tag afsted uden forventninger. Se det som en rejse sammen med din hest og tænk på bedømmelsen som en rettesnor for, hvor du og din hest skal hen. Behandl de andre deltagere godt, hep på dem og snak om ridtet med dem. Måske kan du få tips til, hvordan du kan nå det næste trin. Husk, at de andre også er nervøse og måske ikke altid viser deres bedste side 🙂 Vær en ven, ikke en konkurrent. Vær glad for din hest, og tænk på alt det, der gik godt, og glæd dig over det 🙂
Billedet er af mig og min hingst Mackay til en dressurkonkurrence i 1980’erne.
