Oplevelser er guld værd!

Steeplechase

Jeg lever i den overbevisning, at man kun lever én gang, og hvis man får en chance for at opleve noget sjovt eller spændende, så skal man gøre det. Denne tankegang har givet mig mange oplevelser, som jeg nu kan underholde jer med. 🙂

Da jeg havde min vidunderlige hest Markant og brugte ham til lidt af hvert, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at deltage i et steeplechase. Jeg skulle tænke mig om et stykke tid, før jeg sagde ja, fordi Markant ikke lige frem var en fuldblodshest—han var 173 cm høj og ikke den hurtigste i sin bevægelse. Jeg konkluderede, at nogen skal jo komme sidst, og så har jeg i det mindste deltaget.

Min hest var i fremragende form, da jeg red jagt og trænede lidt forskelligt, så det ville ikke være en kamp for ham. Det var jo lidt som en jagt, bare lidt hurtigere. 🙂

Der var flotte forhindringer, og Markant var en perle til at springe, så den første del var ikke så svær og faktisk ret sjov. Opløbet var lagt på en meget lang, stejl opadgående bakke, hvilket var smart tænkt, da det betød, at det ikke gik så hurtigt. På toppen af bakken stod dommerne, placeret midt på den brede sti. Alle red alt, hvad de kunne, og jeg pressede ikke for meget, da jeg vidste, at jeg ikke havde en chance mod de meget hurtigere heste. Som forventet var jeg ikke helt sidst, men næsten, og nåede at høre, at dommeren råbte, at ingen var kommet over målstregen, fordi de alle havde redet den forkerte vej og fulgt efter de forreste.

Da jeg lå bagerst, nåede jeg at styre Markant tilbage og over mållinjen, og dermed blev jeg nummer to. 🙂 Jeg tror, der var 16 deltagere.

Da jeg skulle modtage prisen, føltes det lidt forkert—det var jo lidt snyd. Men på den anden side havde jeg gennemført hele løbet, ikke revet nogen forhindringer ned og været med hele vejen. Jeg valgte at være glad for min premie; ingen ville få noget ud af, at jeg skammede mig, så det var en fantastisk dag. Dem, der skulle have vundet, tog det rigtig godt, og vi fik os et godt grin. Vi var alle der for at have det sjovt, og det var en fantastisk terrænbane og en fornøjelse at ride!

Det er mig i den blå trøje på vej op ad opløbsbakken!