Min Soulmate!
Når man taler med folk, der har haft heste i mange år og mange heste, har de altid en, de husker, en der føltes som ens sjæleven. For mig var det Mackay. Jeg har ofte tænkt på at skrive en bog om ham, men det skete aldrig. Nu er tiden måske kommet, med AI og det hele 🙂 Fordi han virkelig er en hest, der er værd at huske, ikke kun for mig selv, men også for alle dem, der har haft afkom efter ham. Han blev født i 1979, og jeg købte ham i 1980. Jeg havde drømt om sådan en hest, siden jeg var lille, og jeg havde haft nogle heste, før jeg fandt ham. Han var efter Pegasus-Elektron og havde den vidunderlige gyldne farve, som jeg har avlet i hele mit liv 🙂 I dag vil jeg ikke skrive så meget om ham personligt, men at have en sjæleven i en hest er en oplevelse, jeg håber, alle kan få lov til at opleve. Det har intet at gøre med, hvor meget I opnår sammen, men at I forstår hinanden og har det sjovt sammen. Det forstod jeg ikke engang selv på det tidspunkt, hvilket resulterede i, at jeg solgte ham, da han var 11, men heldigvis fik jeg lov at købe ham tilbage 1,5 år senere, og det er lidt af det, jeg vil tale om i dag.
Heste købes og sælges, og jeg har selv været i branchen. Det er en stor ting at eje en hest, og nogle har ikke tålmodigheden til at træne og tage sig tid til at få en god hest. For det vi kalder en god hest, er en hest, der forstår dig, som du kan føle dig tryg ved, og som I kan udvikle jer sammen med.
Jeg havde det sjovt med min Mackay. Han var med mig på High Chaparral og lærte ikke at være bange for noget. Jeg trænede ham, jeg red ham på jagter, i dressur, i springning og meget mere, fordi han også var vant til trafik.
Så indså jeg, at jeg måtte være god til noget; jeg kunne ikke bare blive ved med at lege…. Jeg måtte præstere, for det var det, så mange havde fortalt mig. Jeg nød at ride dressur, og Mackay nød det også, indtil han skulle ind på banen alene. Han var en hingst og meget hingstig, så han kunne ikke tåle at efterlade alle de dejlige hopper, når det var konkurrencetid. Så længe jeg var i opvarmningsområdet, gik det fint 🙂 Jeg ville heller ikke kastrere ham, fordi han havde så flotte afkom, og jeg vidste ikke, hvordan han ville være som vallak. Alle sagde til mig, at jeg skulle kastrere ham eller købe en anden hest, fordi han aldrig ville blive god som dressurhest.
Når man er ung, har man ambitioner, især når man hele tiden bliver mindet om det, så jeg købte en dressurhest. Jeg overbeviste mig selv om, at Mackay følte sig forsømt, fordi jeg ikke havde så meget tid til ham længere, så jeg solgte ham.
Jeg fokuserede på dressur og lærte meget, men der var lidt konflikt inden i mig, da jeg snart skulle ind i de klasser, hvor man skulle bruge kandar. Jeg syntes, det var forfærdeligt at putte så meget i hestens mund, og det sjove forsvandt. Jeg syntes også, at alt begyndte at blive kedeligt, når man bare skulle sidde og finpudse alle øvelserne, træne og kun tænke på at komme til konkurrencen.
Min nye hest var talentfuld og flot, men det var ikke en hest, jeg kendte helt ind og ud, og han havde sine egne meninger. Det var mit eget valg, men påvirket af mange, og jeg indså, at det, jeg havde gjort, ikke stemte overens med mit hjerte.
Som sagt fik jeg lov til at købe Mackay tilbage, og han blev hos mig indtil sin død som 28-årig.
I dag hjælper jeg andre med at genfinde deres hjerte og forstå deres hest og have det sjovt med den. Jeg tror, det er der, det kan gå galt. Du stiller for mange krav til dig selv, du vil gerne vise, hvor god du er, når du har redet i nogle år, og du glemmer at have det sjovt. Alt skal være så alvorligt, så du bliver stiv, sur og stresset. Lyt til din hest, hav det sjovt med den, og lær den at kende ind og ud, så kan I stole på hinanden, og så kan den måske blive din sjæleven 🙂
